Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

Ældre: Dulle Griet.

A. v. D y c k. •' Den hellige Martin.

stifte
med
saare

Kunst-
(deri-
Række
Privat-

til
af
de

den ypperlige Ophængning af Rubens’, van Dyck’s og
Jordaens’ klassiske Hovedværker hentede fra Alverdens
Museer og Privatsamlinger. Men desværre led den umid-
delbare Glæde, man
oplevede ved Synet
— eller snarere
Gensynet —• af dis-
se Pragtværker, et
ikke ubetydeligt Af-
bræk ved paa for-
skellige Steder i de
omliggende Sale at
opdage disse Vær-
kers ulidelige Dra-
banter, som paa de
sidste Aars Udstil-
linger trofast plejer
at sejle i deres Køl-
vand. Der sigtes til
den vanlige
handlervare
blandt en
Billeder fra
eje), som pludselig
paa et belejliget
Tidspunkt dukker op fra en i de fleste Tilfælde berettiget
Forglemmelse for derefter ved at figurere paa en Række
store Udstillinger at sikre
sig et »uomtvisteligt« Alibi.
Det er selvfølgelig givet, at
der blandt dem kan findes
virkelig gode Ting, men
kun yderst sjælden drejer
det sig herved om den ud-
søgte Kvalitetsvare, der ene
og alene burde fremvises
paa en Udstilling, som bæ-
rer et officielt repræsenta-
tivt Præg.
Det skal villig indrøm-
mes, at det maa have voldt
Udstillingsledelsen en Del
Besvær at fremskaffe netop
de Kunstværker, man havde
Brug for, da de flamske
Udstillinger i Bruxelles
1926, i London 1927, i Bu-
dapest 1927 og i Wien 1930
allerede i den Grad havde
lagt Beslag paa Museernes
og Privatsamlernes Offer-
villighed, at man næppe paa
Forhaand kunde vente, at Ejeren ogsaa den-
ne Gang vilde stille sig særlig velvillige
overfor den Tanke igen at maatte skilles
fra deres uerstattelige Kunstskatte. Naar
det alligevel er lykkedes at faa samlet en
saa lang Række af gode Kunstværker, skyl-
des det utvivlsomt først og fremmest Ant-
werpener-Udstillingens højtidelige politiske

Anledning. Og selvom denne Udstilling, som ovenfor an-
tydet, ikke i alle Henseender har fyldestgjort Videnskabens
strenge Krav, har man al Grund til at være Ledelsen op-
rigtig taknemmelig
for denne enestaa-
ende Lejlighed til
ikke alene at
Bekendtskab
mange ellers
vanskeligt tilgæn-
gelige Malerier,
men ogsaa til at
kunne studere i
Forvejen kendte
Billeder under sær-
deles gunstige ydre
Betingelser.
Vi gaar over
en kort Omtale
de vigtigste af
udstillede Malerier.
Fra Tiden omkring
1400, d. v. s. fra
den flamske Maler-
kunsts spæde Ung-
dom, før Brødrene van Eycks epokegørende Fremtræden,
fandtes der paa Udstillingen kun et eneste Billede, et lille,
farveprægtigt Diptykon af
Melchior Broederlam (ca.
1360—1410), Hertug Filip
den Dristige af Burgunds
dygtige Hofmaler. Det er
meget beklageligt, at man
ikke har gjort sig den Uma-
ge at udstille flere Malerier
fra denne lidet kendte Peri-
ode, der byder paa en Ræk-
ke vigtige kunsthistoriske
Problemer. Hvorfor savne-
des f. Eks. samme Kunst-
ners eneste dokumentarisk
sikre Værker, de to Alter-
fløje fra Museet i Dijon el-
ler et farveteknisk saa in-
teressant Maleri som den
anonyme Korsfæstelse fra
det lille Museum ved Kate-
dralkirken Saint-Sauveur i
Briigge?
Det 15. Aarhundredes
Stormestere var gennem-
gaaende utilstrækkeligt re-
præsenteret; i hvert Fald stod det lille An-
tal af autentiske og uomtvisteligt egenhæn-
dige Værker ingenlunde i Forhold til disse
Kunstneres Betydning for den flamske
Kunsts Udvikling. Pladsmangel kunde Le-
delsen ikke paaberaabe sig til Undskyld-
ning for denne Tilsidesættelse, saalænge
der var rigelig Plads til at udstille et større

180