Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

ligner en imaginær Slagmark, hvor alt er i Oprør og hvor
alt lægges øde bare for at give Vildskabens løsslupne Aan-
der en længe ventet Lejlighed til at mætte deres Had til
Menneskehedens reglementerede Tilværelse — et alvors-
fuldt Sindbillede paa vor egen Tid, hvor ligeledes denne
»Furor« truer med at tilintetgøre aartusindegamle Kultur-
værdier. — Ved Siden af dette rystende Drama blegnede
paa Udstillingen selv saa betydelige Værker som det hen-
rivende Billede med »Skaden paa Galgen« og det stor-
slaaede Panorama af
Havnen i Neapel (mon
af P. Brueghel?).
Fra det 16. Aarhun-
dredes sidste Tredje-
del fandtes der paa
Udstillingen overhove-
det ingen Figurbille-
der, kun nogle faa
Landskaber, deri-
blandt de smukke
smaa »Aarstider« af
Abel Grimmer (ca.
1570—1619) fra 1596
(ikke 1598, som det
staar i Kataloget).
Man kan desværre
ikke lade være med at
stille det næsvise
Spørgsmaal, om de
store Romanister Mar-
tin de Vos og Otto van
Veen eller f. Eks. Por-
trætmaleren Frans
Pourbus den Yngre
virkelig ikke skulde
have haft Krav paa at
blive repræsenteret
paa en retrospektiv
Udstilling af flamsk
Malerkunst? Det be-
tragtes nærmest som en Forbrydelse at overse en eller an-
den anonym »Mester« fra det 15. Aarhundrede, men sam-
tidig synes man, at det er ganske naturligt at glemme de
vigtigste Bindeled mellem Frans Floris’ og Rubens’ Kunst.
Mon dette Synspunkt lader sig gennemføre i Længden?
Man har kaldt Antwerpener-Udstillingen »pompøs«. Med
fuld Føje, saavidt dette gælder det 17. Aarhundrede, især
dets førende Kunstnere. Vi begynder med Rubens, den
flamske Malerkunsts Overhoved, som kun paa Portrætkun-
stens Omraade maatte bøje sig for Anthonis van Dyck. Der
fandtes af Rubens betydelige Billeder fra næsten alle Pe-
rioder af hans Liv, men det vakte særlig Interesse i disse
Omgivelser at møde fire karakteristiske Billeder fra hans
Ophold i Italien (1600—1608): de saakaldte fire Filosof-
fer (fra 1602?), Romulus og Remus hos Ulvinden (fra
1603) og de to først fornylig af L. Burchard genkendte
Portrætter af Marchesa Brigitta Spinola (fra 1606) og
af to kvindelige Medlemmer af den genuesiske Familie
Imperiali (antagelig ogsaa fra ca. 1606). Det er yderst
lærerigt at se, hvor lidet selv en senere saa souverænt ar-

bejdende Kunstner som Rubens i sine Ungdomsaar har
fjernet sig fra den traditionelle Farvegivning og det bundne
Kompositionsskema. Maaske endnu mere forbavses man
over den Kendsgerning, at Rubens ogsaa efter Hjemkom-
sten fra Italien, bortset fra en kortvarig Sturm- og Drang-
periode, i en Aarrække trofast har fulgt den akademiske
(romanistiske) Retnings kunstneriske Principper og Male-
maade. Som et særlig karakteristisk Eksempel fra denne
Tid maa nævnes det under Nr. 242 udstillede Billede:
»Nøglernes Overleve-
ring til Petrus«, som
oprindelig har smyk-
ket Pieter Brueghels
Gravmæle i Kirken
Notre Dame de la
Chapelle i Bryssel,
men som senere, efter
at det var blevet fjer-
net fra Bestemmelses-
stedet, adskillige Gan-
ge har skiftet Ejer for
tilsidst at havne i
Marczell von Nemes’
kendte Samling i Miin-
chen. Fra Begyndelsen
af 20-erne stammer
det storslaaede Por-
træt i Legemsstørrelse
af Nicolas de Respaig-
ne, kaldt Respani, et
Værk, som ved sin
Opfattelse og maleri-
ske Behandling røber
et oplagt Væsens-
slægtskab mellem Ru-
bens og Floris. Et
Højdepunkt i Rubens’
Virksomhed betegner
det vældige Alterbil-
lede fra Augustiner-
kirken i Antwerpen fra 1628, en sand Apotheose af Jomfru
Maria, som troner paa en høj Piedestal, og som i Anled-
ning af Jesusbarnets Trolovelse med den hellige Katharina
hyldes af ærværdige Helgener og muntre Engle. — Gifter-
maalet med den purunge Helene Fourment (1630) betød
en ny og saare kraftig Impuls for Rubens’ Kunst, som
netop i hans sidste Leveaar ikke alene manifesterer sig paa
en ligefrem grandios Maade, men som tillige faar et mere
personligt Præg, end den nogensinde før har haft. Derom
vidnede paa Udstillingen fire indbyrdes helt forskellige,
men med det samme Mesterskab udførte Billeder: 1) den
farveprægtige hellige Familie fra Museet i Køln, 2) det
ufuldendte, skitseagtige Portræt af Helene Fourment og
hendes to Børn, maaske det mest følsomme Portræt fra
det 17. Aarhundrede, 3) det store Kermessebillede — en
uforlignelig Forherligelse af det flamske Folks Urkraft, og
4) hans Selvportræt fra 1638 eller 1639, som virker beta-
gende ved sin koloristiske Holdning og ypperlige Karakte-
ristik.
Saa righoldig Repræsentationen af Rubens’ Kunst end


P. P. Rubens :

Den hellige Familie (Køln).

185