Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Harald Slott-Møller: Jomfru Mariæ Bebudelse. H. 151, B. 191

de dekorerer smukt paa Væggen. Naa, det er forstaaeligt
og sikkert rigtigt, at Komiteen behandler en god Kunstner
hensynsfuldt. Mindre forstaaeligt er de Principer, efter
hvilke Udnævnelsen til U. C. foregaar (hvad Komiteen
er uden Skyld i) og som giver en hel Række ligegyl-
dige Malere Anledning til at kedsommeliggøre Udstil-
lingen.
Naar man faar at vide, at der er cirka 95 Malere uden
for Censur, hvoraf ihvertfald Halvdelen er fuldkommen -be-
tydningsløse, forbavses man over, at Udstillingen kan
blive saa god, som den i Aar utvivlsom er.
Mislykket i enhver Henseende er Herman Vedels Por-
træt af Kongen, det er blevet et underligt langstrakt
Klædestativ med et lille attrapagtig Hoved. En dobbelt
Skuffelse er dette Arbejde, naar man tænker paa, hvad
Vedel, hvis han havde været oplagt, rent farvemæssigt
kunde have faaet ud af den dejlige Uniform, at Vedel, der
sikkert har et omfattende Kendskab til Gallerikunst, ikke
har haft Goyas dejlige farveprægtige Fyrstebilleder i

Erindringen og blevet inspireret af dem, er ufatteligt.
Hans Henningsen er snart en lige saa efterspurgt Por-
trætmaler som Vedel, særlig i og omkring Glyptoteket
nyder han Yndest, saa stor en Yndest, at Carlsbergfondet,
trods det, hans Portræt af Professor Stromgren ikke staar
opført til Salg i Kataloget, alligevel har købt det paa Ud-
stillingen.
Forhaabentlig har dette ekstraordinære Køb ikke for-
voldt Carlsbergfondet alt for stort Besvær. Forøvrigt er
det et godt Portræt, malet med en bred, rigtig Maler-
pensel.
Portrættet af Direktør Helge Jacobsen er en Smule leret
i Koloriten, denne ejendommelige Okkertone, der synes
et Særkende for Malerdynastiet Henningsen. Men det er
ypperligt i Karakteristiken og gjort med ægte Malerglæde,
blot den høje Hat var blevet lidt mere udtalt sort i Farven,
det havde været af en ypperlig Kontrastvirkning op til den
graalige, korte Jakkeklædning. Manet har jo lavet enkelte
Ting i den Retning, der ikke var helt tossede.

51