Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Et net, men tørt og lidt smaaligt Jærn-
arbejde (Fig. 34), som tilskrives 2den
Nishigakimester (Kanshiro II, 1639—1717),
gengiver i positiv Silhouette det yndede
Fyrretræ med kuplede Smaakroner. Denne
Mesters Broder, Kampei, betegnede ofte
sine Arbejder; et Eksempel herpaa har
man i en Tsuba (Fig. 35), hvor, foruden
Familje- og Personnavnet, ogsaa hans Al-
der, 63 Aar, findes angivet. Pladen, som
med upaaklagelig Teknik er forarbejdet
i halvmat Jærn, viser et Kiritræ i positiv
Sukashi med rundlagt og plastisk afrundet
Gren; det er en meget trofast Kopi af den
ældste Generations forenklet realistiske
Arbejder. Ganske det samme gælder en
noget yngre, fra det 18. Aarh. stammende
og aldeles analog Nishigaki-Tsuba (Fig.
36), hvor den romantiske Sammenstilling:
Mumetræ og Maanesegl, findes gengivet i
blankt og meget sort Jærn. Kampei’s Plade
har været anbragt paa et Sværd, hvortil
der ikke hørte nogen Sværdnaal; ifølge en
overalt fast Kutyme er saa den ene, over-
flødige Sideaabning bleven plomberet (med
Shakudo eller shakudo-fineret Kobber).
Jingoskolen. Gennem deres Jærn- eller
Bronce-Reliefarbejders Storladenhed er de
to tidligste Mestre Efterfølgerne meget
overlegne. Djærvest er den 1ste Mester,
Nihei. Af to ham tilskrevne Arbejder er
det ene (Fig. 37) en stærkt arret Jærn-
plade, hvor en stor, energisk fremfarende,
vinget Drage er gengivet i lavt Relief, som
overalt dækkes af Guld i Skolens vid-
maskede Ntmomé-Indlægning. Paa Bag-
siden findes i samme Arbejde en rituelt-
buddhistisk Tordenkile (Ko), Almagtens
Symbol. Den anden Tsuba (Fig. 38) er
ligeledes af arret Jærn og viser i højt Re-
lief af Sentoku en stor, meget monumen-
talt fremstillet Ørn, der sidder med en i
Kobber udført Abe som Bytte. Paa For-
og Bagsiden findes yderligere et Par
Fyrregrene i Relief af Sentoku eller Kob-
ber.
2den Jingomester (Nagahisa, 1620—
1710) har med Navn: Jingo, og Bopæl:
(Byen) Yatsushiro, betegnet en firpasfor-
met, arret og ret tynd Tsuba (Fig. 39),
hvor, i Jærnrelief, en vældig Okse, hvis i
Profil sete Ryg former sig som en hel
Bjærgkam, staar med sænket, fremadrettet
Hoved. En Næsering med tilhørende Reb,
som fra Forsiden gaar over paa Bagsiden
og er dennes eneste Prydelse, findes ud-
ført i Sentoku; en Smule Guld-Nunomé
fremhæver Øjnene. Af 3 samme Mester til-
skrevne Arbejder er det ene en yderst kær-
kommen Gave fra Professor Oscar Bjorck.
Pladen (Fig. 40), som er udført i meget
dybt-arret Jærn, er paa Forsiden, i nu-
nomédækket Relief, prydet med Buddha-
lærens Symbol, det skibsratlignende Lovens
Hjul (Rimbo) i fragmentarisk Stand. Or-
namentet er ikke blot gengivet i stort For-
mat, men virker ogsaa storstilet og des-
uden meget fornemt, især da Kunstneren
har haft den koloristisk fine Idé at sætte
grønt Guld (der alene findes anvendt til 5
smaa Skiver) opimod det ellers enehersken-
de Sølv. Paa Bagsiden ses, i ganske lig-

nende Arbejde, en af de rituelle Torden-
kiler. Den anden, ligeledes firpasformede
Tsuba (Fig. 41) gengiver i lavt Relief af
Sentoku Størstedelen af en mægtigt stor
og usædvanlig bredt tegnet Karpe under
Nedspring, samt Halen af et andet, opad-
springende Eksemplar. Baggrundens Gra-
vering, i Forbindelse med et i skraa Ret-
ning perforerende Snorehul, antyder det
Vandfald, som de dristige og utrættelige
Fisk søger at forcere, samt den bølge-
sprøjtende Strømhvirvel nedenfor Kaska-
den. Paa Bagsiden findes kun nogle per-
pendikulære Vandlinjer og et Par Mume-
blomster i Relief af Sentoku. Den sidste af
de 2den Jingomester tilskrevne Plader
(Fig. 42) er undtagelsesvis ganske uden
Relief. Dens meget sorte, og paa sine Ste-
der dybt-arrede Jærn er paa yderst diskret
Vis prydet med et System af koncentriske
Ringe i Sølv-Nunomé. Under sit Forløb
bliver hver enkelt saadan Ring snart bre-
dere, snart ganske smal; hver Gang den
breder sig, svinder Naboerne ind til næ-
sten Ingenting; og omvendt. Bagsiden er
ganske som Forsiden. Formodentlig har
Kunstneren villet gengive den Tegning,
som et overskaaret Løg viser.
Fra en adskilligt senere Periode, antage-
lig Tiden omkring Aar 1800, stammer en-
delig et meget djærvt Jingo-Skolearbejde
med indlagt, tildels højt Relief (Fig. 43),
hvor en stor Krabbe (Kobber; Øjnene Sen-
toku) ved Fuldmaaneskin (Sølv-Nunomé)
griber efter en Kvist af den urteagtige
Sasa-Bambus (Sentoku). Paa Bagsiden
findes kun lidt Bambus og et Par gamle
Strandpæle.
*
Paa Grund af deres store tekniske og
kunstneriske Fortrin havde Higo-Parerpla-
derne til enhver Tid mange varme Be-
undrere indenfor hele Japan og, mere spe-
cielt, blandt fornemme Krigerslægter i
selve Higo og den store, lidt østligere Pro-
vins Tosa. Interessen for disse Arbejder
har derfor sikkert alle Dage været saa le-
vende, at japanske Kendere med Lethed
forstod at sondre mellem Higo-Tsuba og
Parerplader af anden Proveniens. Men
udenfor Japan herskede der paa dette Om-
raade indtil Aarhundredskiftet en stor For-
virring, hvorfra alene en Del Jingoplader
(som Følge af Betegnelser) var undtagne.
En i Paris bosat, meget bekendt japansk
Handlende, Hayashi, til hvis Expertise de
franske Samlere, og alle andre med dem,
nærede en ligesaa ubegrænset som ube-
grundet Tillid, havde elaboreret et System,
ifølge hvilket (bortset fra Jingo) alene en
Række velforarbejdede, men ret banale
Tsuba af sædvanligt Jærn, altid med helt
konventionelle Gennembrydninger i nega-
tiv Silhouette, og ofte med stribet, riflet,
eller kvadreret Grund, skulde skyldes Higo
(16. Aarh.). Men ligesom det har vist sig,
at Hayashi-Systemet i det Hele taget var
højst fantastisk, idet det bl. a. ofte med-
førte en Antedatering paa en 3—400 Aar,
saaledes blev det efterhaanden klart, at de
paagældende Arbejder aldeles ikke er ud-
førte af Higosmede, men af Kiotomestre

eller af Familjen Suruga (Provinserne Bi-
zen og Inaba) i det 17.—18. Aarh. At
disse Parerplader ikke stammede fra Higo
fremgik allerede deraf, at den forud nævn-
te japanske Oberst Nagaya Shigena, der
efter i selve Higo og andetsteds grundigt
at have studeret Provinsens Sværdprydel-
ser, 1902 i Tokio udgav et Værk, hvis Titel
er: Higo K i n k o r o k u, d. e. Beretning
om Higo’s Metalkunstnere, og som indledes
gennem en Hosokawa-Ætlings smukt fak-
similerede Fortale, ikke kender det ringe-
ste til Hayashi’s Higoplader. Men langt
vigtigere end den negative Viden, som kun
i Øjeblikket faldt lidt for Brystet, var det,
at Nagaya’s Bog, der i fortjenstfuld
tysk Bearbejdelse (Gustav Jacoby: Die
S c h w e r t z i e r a t e n der Provinz
Higo) udgaves i Hamborg 1905, og især
derigennem paa mange Punkter ligger til
Grund for denne Afhandling, gav en for-
bavsende Fylde af positive Oplysninger og
en Mængde nyttige, men ganske vist meget
skizzemæssige Rids. Den umiddelbare Føl-
ge heraf var, at en Del Arbejder, som man
— udenfor Japan — tidligere slet ikke
havde kunnet indrangere i historisk ord-
nede Samlinger, hvilket var saa meget ær-
gerligere, som det kunde dreje sig om
ganske udmærkede Ting, pludselig fik de-
res rette Plads anvist. Synderlig mange af
de virkelige Higo-Tsuba havde man nu
hverken i Evropa eller Amerika. Dels lig-
ger Higo og Tosa afsides i Forhold til de
japanske Kunstmarkeder, hvor disse Parer-
plader derfor kun forekom ret sjældent;
dels taler gamle Erfaringer for, at Sjælden-
hedernes Sælgere af Hensyn til det hjem-
lige Begær kunde fastholde Priser, der
stærkt hæmmede Eksporten til de uforstaa-
ende Handlende og deres Kunder. Da saa
Nagaya’s Bog udkom, indtraadte der i Ja-
pan en endnu herskende, svær Higo-Haus-
se, som især har gjort Arbejder af den
meget tidlige Matashichi og den meget
sene Rakuju kostbare, uagtet disse og an-
dre Higoplader ikke længere kan kaldes
sjældne, idet systematisk Gennemtrawling
har bragt hidtil skjulte Skatte for Dagen.
(Anderledes med de ligeledes interessante,
tidlige, gennembrudte Akasakaplader, som
er billige og sjældne). Vil man imidlertid
nutildags have Del i disse eller andre Higo-
Skatte, kan man, bortset fra en eller anden
occasion, slet ikke finde dem udenfor Ja-
pan, da Priserne inklusive Importørens
Avance nødvendigvis maatte blive prohibi-
tive, men er derimod henvist til at søge
dem i selve Landet. Den rigelige Bestand
i 3 tyske Samlinger: ]acoby’s (skænket til
Berlinermuseerne), Vautier’s (solgt til
Oeder i Diisseldorf) og Moslé’s (i Leipzig)
skyldes derfor særlige Kommissionærer i
Japan eller langvarige Ophold derovre. Paa
lignende Maade skaffedes en stor Del af
de her afbildede Arbejder tilveje ved en
anset japansk Experts specielle Bistand. I
andre Lande derimod, hvor Samlerne har
forholdt sig passive (Frankrig, England,
U. S. A.), er de gode Higoplader fremdeles
sjældne Fugle.
Hugo Halberstadt.

79