DOI Artikel:
Sølver, Carl V.: Japaneren Hoksai
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0158
pæere Geniet, den ensomme Mester, der virker uafhængig
af Tid og Sted, udødelige Kunstværkers Skaber. Naar man
betragter det Billede, som hans Datter Oyei har tegnet af
Kunstneren i hans 80de Aar, faar man Indtrykket af en
sjælden særpræget Natur; de sammenknebne Øjne virker
undersøgende og overlegent kritiske, den fast sammen-
knebne Mund røber Viljestyrke, ligesom hele Por-
trættet giver Indtrykket af en ædel og ophøjet Person-
lighed.
Hoksai er født i Tokio i Aaret 1760, Søn af Nakojima
Ise, der som Kunsthaandværker fremstillede dekorerede
Metalspejle til Sjogunens Hof; Hoksais Moder hørte til
den lavere Adel, Samuraiklassen, og var Barnebarn af en
af de 47 Riddere, der døde Heltedøden for deres Fyrste.
Som Barn kom Hoksai i Lære hos en Kobberstikker, og
det siges, at han allerede som 14-aarig illustrerede Bøger.
Senere kom han som Elev i den berømte Maler Shunsho’s
Hus, og her udmærkede han sig saa meget i denne Mesters
Malemaade, at han fik Lov at tage Navnet Shunro.
Dette at tillade en Elev at antage en Variation af
Mesterens Navn er i Japan Udtryk for højeste Aner-
kendelse.
Imidlertid brød Hoksai efter 8 Aars Læretid ud — An-
ledningen var et Boghandler-Skilt, som Hoksai ikke vilde
male anderledes — og fra nu af og til sin Død arbejdede
Hoksai alene. De følgende Aar var en Trængselstid for
Hoksai, og ofte led han Sult og Nød; en Overgang er-
nærede han sig som simpel Gadesælger i Tokio. Ingen-
sinde glemte han sit Kald; han arbejdede og tegnede
ustandseligt, saasnart der var Lejlighed dertil. Da han ikke
paa almindelig Maade formaaede at skabe Interesse for sin
Kunst, gav han sig i Lag med de mærkeligste Opgaver.
For at tiltrække Opmærksomhed malede han f. Eks. et ko-
lossalt Billede af Underverdenens røde Gud Emme-0 paa
en af Tokio’s aabne Pladser — for derefter at male mikro-
skopisk smaa Billeder paa Riskorn. En Gang blev han
kaldt til Sjogunens Hof for at vise sin Færdighed som en
anden Gøgler. Hoksai smurte en lang Rulle Papir over
med Indigo, tog en Hane, dyppede dens Fødder i Kar-
moisin og lod den spankulere paa det blaa — og for Hof-
folkenes undrende Øjne skabtes et vidunderlig levende Bil-
lede af Sumidafloden, naar Ahorntræets røde Blade lang-
somt flyder ned ad Strømmen. Som Belønning gav
Sjogunen ham et Arbejde at fuldføre — Tegningen til
et Krigsbanner — og fra den Tid var Hoksai’s Ry
fæstnet.
Sammen med den kendte Novelleforfatter Bokin udgav
han fra ca. 1790 i Løbet af en Snes Aar en hel Række
Værker, der nu er store Sjældenheder; Hoksai’s Illustra-
tioner er som Regel Dobbeltsidebilleder tegnet saaledes, at
hver Sides Billede alligevel er et selvstændigt Hele.
I Aaret 1817 udførte Hoksai under et længere Besøg
i Tempelbyen Nagoya sit Livs største Værk, det saakaldte
»Mangwa«, en Samling Tegninger i sarte Farver i rødt
og sort udførte med vidunderlig Følelse og Styrke •— af
de mest forskelligartede Motiver f. Eks. Guder, Dyr, Blom-
ster, Genrebilleder o. s. v. og hver eneste af dem et Mester-
værk.
De bedst kendte af Hoksai’s Billeder er hans kolorerede
Træsnitsserier »Vandfald«, »Broer« og de »Seks og tre-
dive Fujibilleder«; hertil kom senere »De Hundrede
Fujibilleder«, som er almen anerkendt som indeholdende
Kvintessensen af hans Kunst.
Af disse Billeder er »Bølgen« af Serien »De 36 Fuji-,
billeder«, som gengives her, et af de navnkundigste. Dette
Billede er tydelig kinesisk paavirket; den store Braadsø
med de vidunderlige Linier ser ganske vist fantastisk ud
og bringer Tanken til Dekorationer fra kinesiske Templer,
men den er samtidig mægtig og frygtindgydende og le-
vende, og Kompositionen er alt andet end kinesisk. Hvil-
ken storladen Kraft er der ikke i dette Billede, hvilket vid-
underligt Indtryk af Vildskab og Vælde.
At Forholdene er ganske urimelige efter Virkeligheden,
ser man naturligvis straks, men her er ej heller gjort For-
søg paa nogen naturtro Gengivelse. Maleren har blot øn-
sket at gengive den Stemning, som Motivet har fremkaldt i
hans Sind. Enhver, der har oplevet en Storm til Søs i et
lille Fartøj, vil straks ved Synet af Billedet genopleve Fø-
lelsen af Afmagt overfor Søens Kraft og Forundringen
over, at de spinkle Baade alligevel sejgt og ufortrødent kan
roes frem mod Maalet.
Ved ganske faa Midler, kun et Par Farver og faa Stre-
ger, er her frembragt et Indtryk af overordentlig Skønhed
og Styrke. Bag Havet toner Fujiyama frem, vidunderlig i sin
regelrette Ynde, rolig og kold som en Guddom, hævet over
godt og ondt. Yderst ude i Horisonten aner man Natten,
der hastigt svinder bort for den sig nærmende, gryende Dag.
Et andet Billede af samme Serie er »Vindpustet«, et ka-
rakteristisk Hoksai-Billede, hvor hans Munterhed og Lune
ret kommer frem. En broget Skare vandrer langs Digerne
om Rismarkerne, da pludselig et stærkt Vindstød kommer
over dem. En mister sin Straahat og andres Klæder flyver
i Vejret; fra Kvinden i Forgrunden har Vinden snappet
hele Bundtet af Papirlommetørklæder og fører dem op i
Luften højere og højere, indtil de bliver til Fugle og flyver
bort. Et herligt Genrebillede i brunt og grønt præget af
Hoksai’s gode Humør. Kompositionen i dette Billede er
enestaaende; det betragtes som et af hans bedste.
Ingen af hans Landsmænd naar Hoksai i Skildringen af
Landskaber i al Slags Vejr. Meningen i hans Malemaade
er at skabe en Stemning — et Stormvejr •— drivende Regn
— Højfjældsluft — Frost — Snevejr o. s. v., og han me-
strer enhver Nuance til Fuldkommenhed paa den for ham
særegne og yderst charmerende Maade. Hoksai’s Billeder
er som Digte af Form og Farve, lette og yndefulde, ude-
ladende alle Skygger og alt tungt, søgende at give Beskue-
ren Indtrykket af noget skønt, muntert og lyst.
Jeg skal blot endnu omtale to af Hoksai’s Billeder, der
staar for mig som det mest ophøjede i hans Kunst; det
er Billeder af Fujiama i smukt Vejr og Fujiama i Uvejr.
Det første, Fujiama i smukt Vejr, er en Farveharmoni,
der som en Hymnes Toner hæver sig fra Vulkanens mørke-
grønne Fod langs de vidunderlige Linier til den brune Top,
hvor lette Cirrusskyer svæver som Lærkesang i Luften.
Det andet, Fujiama i Uvejr, er Modsætningen. I utallige
Nuancer af blaat, sort og gult vælter Uvejrsskyerne frem
mod Kæmpen, hvis sneklædte Top er hævet over Forstyr-
relsen og lyser straalende i den klare Æther.
Til disse to Billeder har den japanske Digter Yone No-
gushi skrevet følgende Poesi: —
82
af Tid og Sted, udødelige Kunstværkers Skaber. Naar man
betragter det Billede, som hans Datter Oyei har tegnet af
Kunstneren i hans 80de Aar, faar man Indtrykket af en
sjælden særpræget Natur; de sammenknebne Øjne virker
undersøgende og overlegent kritiske, den fast sammen-
knebne Mund røber Viljestyrke, ligesom hele Por-
trættet giver Indtrykket af en ædel og ophøjet Person-
lighed.
Hoksai er født i Tokio i Aaret 1760, Søn af Nakojima
Ise, der som Kunsthaandværker fremstillede dekorerede
Metalspejle til Sjogunens Hof; Hoksais Moder hørte til
den lavere Adel, Samuraiklassen, og var Barnebarn af en
af de 47 Riddere, der døde Heltedøden for deres Fyrste.
Som Barn kom Hoksai i Lære hos en Kobberstikker, og
det siges, at han allerede som 14-aarig illustrerede Bøger.
Senere kom han som Elev i den berømte Maler Shunsho’s
Hus, og her udmærkede han sig saa meget i denne Mesters
Malemaade, at han fik Lov at tage Navnet Shunro.
Dette at tillade en Elev at antage en Variation af
Mesterens Navn er i Japan Udtryk for højeste Aner-
kendelse.
Imidlertid brød Hoksai efter 8 Aars Læretid ud — An-
ledningen var et Boghandler-Skilt, som Hoksai ikke vilde
male anderledes — og fra nu af og til sin Død arbejdede
Hoksai alene. De følgende Aar var en Trængselstid for
Hoksai, og ofte led han Sult og Nød; en Overgang er-
nærede han sig som simpel Gadesælger i Tokio. Ingen-
sinde glemte han sit Kald; han arbejdede og tegnede
ustandseligt, saasnart der var Lejlighed dertil. Da han ikke
paa almindelig Maade formaaede at skabe Interesse for sin
Kunst, gav han sig i Lag med de mærkeligste Opgaver.
For at tiltrække Opmærksomhed malede han f. Eks. et ko-
lossalt Billede af Underverdenens røde Gud Emme-0 paa
en af Tokio’s aabne Pladser — for derefter at male mikro-
skopisk smaa Billeder paa Riskorn. En Gang blev han
kaldt til Sjogunens Hof for at vise sin Færdighed som en
anden Gøgler. Hoksai smurte en lang Rulle Papir over
med Indigo, tog en Hane, dyppede dens Fødder i Kar-
moisin og lod den spankulere paa det blaa — og for Hof-
folkenes undrende Øjne skabtes et vidunderlig levende Bil-
lede af Sumidafloden, naar Ahorntræets røde Blade lang-
somt flyder ned ad Strømmen. Som Belønning gav
Sjogunen ham et Arbejde at fuldføre — Tegningen til
et Krigsbanner — og fra den Tid var Hoksai’s Ry
fæstnet.
Sammen med den kendte Novelleforfatter Bokin udgav
han fra ca. 1790 i Løbet af en Snes Aar en hel Række
Værker, der nu er store Sjældenheder; Hoksai’s Illustra-
tioner er som Regel Dobbeltsidebilleder tegnet saaledes, at
hver Sides Billede alligevel er et selvstændigt Hele.
I Aaret 1817 udførte Hoksai under et længere Besøg
i Tempelbyen Nagoya sit Livs største Værk, det saakaldte
»Mangwa«, en Samling Tegninger i sarte Farver i rødt
og sort udførte med vidunderlig Følelse og Styrke •— af
de mest forskelligartede Motiver f. Eks. Guder, Dyr, Blom-
ster, Genrebilleder o. s. v. og hver eneste af dem et Mester-
værk.
De bedst kendte af Hoksai’s Billeder er hans kolorerede
Træsnitsserier »Vandfald«, »Broer« og de »Seks og tre-
dive Fujibilleder«; hertil kom senere »De Hundrede
Fujibilleder«, som er almen anerkendt som indeholdende
Kvintessensen af hans Kunst.
Af disse Billeder er »Bølgen« af Serien »De 36 Fuji-,
billeder«, som gengives her, et af de navnkundigste. Dette
Billede er tydelig kinesisk paavirket; den store Braadsø
med de vidunderlige Linier ser ganske vist fantastisk ud
og bringer Tanken til Dekorationer fra kinesiske Templer,
men den er samtidig mægtig og frygtindgydende og le-
vende, og Kompositionen er alt andet end kinesisk. Hvil-
ken storladen Kraft er der ikke i dette Billede, hvilket vid-
underligt Indtryk af Vildskab og Vælde.
At Forholdene er ganske urimelige efter Virkeligheden,
ser man naturligvis straks, men her er ej heller gjort For-
søg paa nogen naturtro Gengivelse. Maleren har blot øn-
sket at gengive den Stemning, som Motivet har fremkaldt i
hans Sind. Enhver, der har oplevet en Storm til Søs i et
lille Fartøj, vil straks ved Synet af Billedet genopleve Fø-
lelsen af Afmagt overfor Søens Kraft og Forundringen
over, at de spinkle Baade alligevel sejgt og ufortrødent kan
roes frem mod Maalet.
Ved ganske faa Midler, kun et Par Farver og faa Stre-
ger, er her frembragt et Indtryk af overordentlig Skønhed
og Styrke. Bag Havet toner Fujiyama frem, vidunderlig i sin
regelrette Ynde, rolig og kold som en Guddom, hævet over
godt og ondt. Yderst ude i Horisonten aner man Natten,
der hastigt svinder bort for den sig nærmende, gryende Dag.
Et andet Billede af samme Serie er »Vindpustet«, et ka-
rakteristisk Hoksai-Billede, hvor hans Munterhed og Lune
ret kommer frem. En broget Skare vandrer langs Digerne
om Rismarkerne, da pludselig et stærkt Vindstød kommer
over dem. En mister sin Straahat og andres Klæder flyver
i Vejret; fra Kvinden i Forgrunden har Vinden snappet
hele Bundtet af Papirlommetørklæder og fører dem op i
Luften højere og højere, indtil de bliver til Fugle og flyver
bort. Et herligt Genrebillede i brunt og grønt præget af
Hoksai’s gode Humør. Kompositionen i dette Billede er
enestaaende; det betragtes som et af hans bedste.
Ingen af hans Landsmænd naar Hoksai i Skildringen af
Landskaber i al Slags Vejr. Meningen i hans Malemaade
er at skabe en Stemning — et Stormvejr •— drivende Regn
— Højfjældsluft — Frost — Snevejr o. s. v., og han me-
strer enhver Nuance til Fuldkommenhed paa den for ham
særegne og yderst charmerende Maade. Hoksai’s Billeder
er som Digte af Form og Farve, lette og yndefulde, ude-
ladende alle Skygger og alt tungt, søgende at give Beskue-
ren Indtrykket af noget skønt, muntert og lyst.
Jeg skal blot endnu omtale to af Hoksai’s Billeder, der
staar for mig som det mest ophøjede i hans Kunst; det
er Billeder af Fujiama i smukt Vejr og Fujiama i Uvejr.
Det første, Fujiama i smukt Vejr, er en Farveharmoni,
der som en Hymnes Toner hæver sig fra Vulkanens mørke-
grønne Fod langs de vidunderlige Linier til den brune Top,
hvor lette Cirrusskyer svæver som Lærkesang i Luften.
Det andet, Fujiama i Uvejr, er Modsætningen. I utallige
Nuancer af blaat, sort og gult vælter Uvejrsskyerne frem
mod Kæmpen, hvis sneklædte Top er hævet over Forstyr-
relsen og lyser straalende i den klare Æther.
Til disse to Billeder har den japanske Digter Yone No-
gushi skrevet følgende Poesi: —
82