Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Godfred Christensen: Ved Thunersee. 1876. 45X63 cm

God fred Christensen: Skovparti. Raadvad 1869. 43X64 cm

Udstillere havde haft deres Tid, og at Charlottenborg var
for de levende, som i Forvejen paa Grund af deres over-
vældende Antal maatte kæmpe om Pladsen gennem Orga-
nisationernes Kapløb om Mandatbesættelserne i Komitéen
og Censuren.
Nu er det jo ikke noget obligatorisk Krav til Charlotten-
borg, at enhver Udstiller skal have en Mindevæg. Det er
sket, at Omstændighederne har hindret det, endog hvor
det gjaldt en fremtrædende Kunstner som Arkitekten, Prof.
Anton Rosen, idet der kort Tid før Professorens Død havde
været arrangeret en Æresudstilling for ham. Paa den anden
Side vil det være forstaaeligt nok, om just de mindre frem-
trædende, men derfor paa ingen Maade betydningsløse
Udstilleres Kolleger og Paarørende lægger særlig Vægt
paa, at Charlottenborg under den ene eller den anden Form
vedkender sig de paagældendes Indsats og viser deres
Minde rimelig Ære. Her mener jeg, den ovenfor skitserede
Reform af Aarskataloget maatte kunne tjene som Supple-
ment. løvrigt er det jo ogsaa stundom saaledes, at det som
var »Mindevæggen«s oprindelige Idé, nemlig at de sidste,
muligt endnu ufuldførte Arbejder skulde udstilles og virke
ved den særegne, vemodigt patetiske Stemning, der kan
være over slige Arbejder, slet ikke lader sig gennemføre,
fordi de sidste Billeder simpelt hen vilde give et falsk Ind-
tryk af vedkommendes Evner. I saa Fald hjælper man sig
gerne med at laane enkelte ældre Arbejder og føje dem
til Kunstnernes sidste; men herfra og til den egentlige Min-
deudstilling gaar Vejen jo over ubestemt Grænse, og en
saadan Repræsentation vil som oftest blive mindre tilfreds-
stillende, hvilket altsaa atter henviser til nye Veje, som
f. Eks. den foreslaaede.
Om selve Sagen, Betimeligheden af, at der vises en af-
død Udstiller en vis Anerkendelse fra den Institutions Side,
ogsaa han eller hun har været med til at gavne, kan der
næppe diskuteres. I den Forbindelse maa man gaa ud fra
som givet, at selve det, at den paagældendes Arbejder har
været udstillet, maaske gennem en lang Aarrække, maa
være ensbetydende med, at Charlottenborg har haft Brug
for Vedkommende, at hans Forhold til Institutionen bliver
at opfatte som en Medarbejders. Desuden er Charlotten-
borg jo ikke alene Kunstnernes, men ogsaa Offentlig-
hedens, og denne Offenlighed vil utvivlsomt føle sig des-
orienteret og noget pinligt berørt, naar Udstillingen paa

den ene Side arrangerer Mindevæg med Laurbær og det
hele for en gammel Udstiller, og paa den anden Side
anbringer den i det mest mennesketomme Lokale i Kælde-
ren, eller skal vi kalde det Stueetagen, som Tilfældet var
for et Aarstid eller to siden.
Sidst men ikke mindst er der i hele dette Forhold og
den fremtidige Varetagelse af de dermed forbundne Opga-
ver noget, som har Betydning for Udstillerne selv, altsaa
for de levende. Kampen for Tilværelsen former sig under
de nuværende Forhold kun alt for let ogsaa blandt Char-
lottenborgerne som en Kamp for gensidig at fortrænge hin-
anden, mest under den Form, at Rekrutaargangene stadig
vil befinde sig i Modsætningsforhold til det umiddelbart
foregaaende Slægtled, saavelsom til Flertallet af de Ældre.
Da nu Tiden, som bekendt, af sin egen Rastløshed har
ladet sig føre ind paa en ukritisk Favorisering af Ungdom-
men, af de formentlige Muligheder i det nyeste nye paa Be-
kostning af Uddybning, Forædling og Afklaring af det
noget ældre, men endnu langt fra kulminerende, bliver Re-
sultatet naturligvis en tiltagende Sænkning af Niveauet og
en voksende Mangel paa Respekt hos de Unge for de umid-
delbart foregaaende Slægtled i Kunsten, kort sagt en Man-
gel paa Samfølelse, paa Overblik over den kunsthistori-
ske Sammenhæng, hvilken Mangel kun kan være ned-
brydende for Udstilleren selv saavel som for Charlotten-
borg.
Skal Udstillingen generhverve sin tidligere Position ■—
og for Tiden snakker jo de Ræve for de Gæs om Sam-
mendragning af det skilte under Charlottenborgs Autoritet
— vil et af Midlerne dertil, et ringe maaske, men dog sik-
kert virksomt, være en aaben og pietetsfuld Adfærd over-
for Mindet om ældre Udstillere, uanset at det Kunstsyn,
hvorunder de naaede deres væsentligste Betydning for
Samtiden, maaske kan være vidt forskelligt fra det, der nu
hævdes som »Dagens Syn for Dagens Mænd«.
*
Blandt Charlottenborgs Døde gennem de tre sidst for-
løbne Aar skal Arkitekterne i denne Forbindelse blot lige
nævnes. Der er jo ■— desværre — fremragende Kunstnere
iblandt, men en Redegørelse for deres Data og Betydning
maa være de arkitektonisk-faglige Tidsskrifter forbeholdt.
De paagældende Navne, der for fleres Vedkommende, blot

90