DOI Artikel:
Borch, Orla Valdemar: Paul Cézanne
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0186
tes rigtigt, er baade sandt og vist, og inderst inde var det
én af Cézannes store Sorger, at den officielle Salon ikke
vilde anerkende hans Arbejder, og at han ikke i Lighed
med alle andre hæderlige Kunstnere kunde smykke sit
Knaphul med Æreslegionens Baand; men det var jo i de
Tider, da Begrebet radikal Kunstner ogsaa mentes at dæk-
ke over Mandens rent sociale Sindelag. Cézanne og van
Gogh staar vel nok som de største og stærkeste Repræ-
sentanter for en Kunst-
Epoke, hvis kraftige
Dønninger mærkes
den Dag i Dag.
Van Goghs Feber-
glød brændte ham op,
i et rasende forceret
Tempo, i et utroligt
kort Tidsrum, skabte
han i brændende Hen-
givelse sine talløse
Mesterværker, til han
brudt og knækket seg-
nede om. Van Goghs
Arbejder er som sære
fantastiske Blomster
fra en fjern og frem-
medartet Verden, hvor
en smertelig forrevet
Sjæl har bedøvet sig i
dens Dufte. Uborger-
lig i sin Kunst som i
sit Liv, grum og barsk
i sin voldsomme Pen-
selføring og stærke
Kontrastvirkning, der
gav Pokker i Valører-
ne, og dog med en dul-
mende Ynde og Skøn-
hed, der havde Rod i
van Goghs Kærlighed
til de blomstrende Kir-
sebærtræers Land.
Cézanne og van
Gogh skal ses sammen,
de klæder hinanden som en ultramarinblaa Hat et cad-
miumsgyldent Haar. Cézannes Kunst har det dybe, rolige
Aandedrag, som den regelmæssige betryggede Livsførelse
i den lille franske Provinsby giver sin Ophavsmand. Naar
van Gogh i Angst og Skælven bogstavelig talt havde klemt
den sidste Farvetube ud paa Lærredet, maatte sende Bøn-
skrivelser til sin Broder o. a. om Hjælp til Materiale, vidste
Cézanne hvor langt hans Rentepenge strakte, og at der
ogsaa ved Hjælp af de tyndt paamalede Akvarelfarver
kunde skabes god Kunst. Alle Sider af Tilværelsen har
Krav paa at blive belyst gennem Kunsten, og Cézannes
Kunst var langtfra spidsborgerlig betonet, men en generel
Type paa fransk fornuftig Maadeholdenhed; i sit Liv og
Virke lignede han kun grumme lidt den revolutionære Ma-
ler, Zola skildrede som Hovedpersonen i sin Kunstnerro-
man Mesterværket, og ikke uden Grund følte Cézanne sig
ogsaa snigløbet og ilde behandlet af en god gammel Ven,
der burde have kendt ham bedre og vidst, at Eksesser som
at forøde sin Formue og tilsidst berøve sig selv Livet, laa
fjernt fra hans Natur og kun kunde være gjort af en gal
Hollænder.
Cézanne opnaaede som før omtalt ikke i levende Live
den officielle Anerkendelse, der i vore Dage manifesterer
sig ved Fakkeltog og efterfølgende Baalsang, men han op-
naaede, hvad der er nok saa betydningsfuldt, den kunstne-
riske Ungdoms fulde
Anerkendelse. Tiden
har vist, at Ungdom-
men, dengang som nu,
altid har Ret.
Som alt Menneske-
værk er alle Cézannes
Arbejder ikke lige uan-
gribelige, hans mindre
gode Ting vil kun
vække Interesse i Kraft
af, at det er ham der
er Autor, (en Skæbne
han ogsaa deler med
en i vor Tid saa popu-
lær Mester som Rem-
brandt, hvor ganske
vist enkelte Kunst-
Skribenter nu viser
Rembrandt den Tjene-
ste at frakende ham
som Ophavsmanden
til hans mindre bety-
dende Arbejder) men
Cézannes Hovedvær-
ker vil bestaa, ikke ale-
ne fordi de har stor
kunsthistorisk Betyd-
ning ved deres Udsyn
og ved den Klaring,
de har vakt hos prak-
tisk talt hele vor Tids
Slægtled af unge
Kunstnere, men lige
saa meget i Kraft af
deres eviggyldige sande kunstneriske Værd. Cézannes
Kunst rummer en Sammensmeltning af mange Elementer,
og en af hans mest karakteristiske Sider er den Alsidighed,
der gav hans Temperament Rum for den muligvis kalejdo-
skopiske, men ægte frisindede Følelse, at i Kunsten er der
mange Boliger, som han smukt udtrykker det i et Brev til
en Ven •— »Kun igennem Studiet af Naturen kan vi gøre
Fremskridt. Ved Berøringen med den øves Øjet. Den læ-
rer os ved Betragtning og Arbejde at se koncentreret, jeg
mener, i en Appelsin, et Æble, en Kugle, et Hovede er der
et kulminerende Punkt, og dette er altid trods de forvirren-
de Virkninger, som skyldes Lys, Skygge og Farve, det vort
Øje først ser. Med ringe Temperament kan man dog være
en god Maler. Man kan lave noget godt uden at være no-
gen stor Kolorist. Det er tilstrækkeligt at have Sans for
Kunst.«
En Udtalelse, man vel nok uden Overdrivelse kan kalde
Paul Cézanne: Portræt af Emile Zola
98
én af Cézannes store Sorger, at den officielle Salon ikke
vilde anerkende hans Arbejder, og at han ikke i Lighed
med alle andre hæderlige Kunstnere kunde smykke sit
Knaphul med Æreslegionens Baand; men det var jo i de
Tider, da Begrebet radikal Kunstner ogsaa mentes at dæk-
ke over Mandens rent sociale Sindelag. Cézanne og van
Gogh staar vel nok som de største og stærkeste Repræ-
sentanter for en Kunst-
Epoke, hvis kraftige
Dønninger mærkes
den Dag i Dag.
Van Goghs Feber-
glød brændte ham op,
i et rasende forceret
Tempo, i et utroligt
kort Tidsrum, skabte
han i brændende Hen-
givelse sine talløse
Mesterværker, til han
brudt og knækket seg-
nede om. Van Goghs
Arbejder er som sære
fantastiske Blomster
fra en fjern og frem-
medartet Verden, hvor
en smertelig forrevet
Sjæl har bedøvet sig i
dens Dufte. Uborger-
lig i sin Kunst som i
sit Liv, grum og barsk
i sin voldsomme Pen-
selføring og stærke
Kontrastvirkning, der
gav Pokker i Valører-
ne, og dog med en dul-
mende Ynde og Skøn-
hed, der havde Rod i
van Goghs Kærlighed
til de blomstrende Kir-
sebærtræers Land.
Cézanne og van
Gogh skal ses sammen,
de klæder hinanden som en ultramarinblaa Hat et cad-
miumsgyldent Haar. Cézannes Kunst har det dybe, rolige
Aandedrag, som den regelmæssige betryggede Livsførelse
i den lille franske Provinsby giver sin Ophavsmand. Naar
van Gogh i Angst og Skælven bogstavelig talt havde klemt
den sidste Farvetube ud paa Lærredet, maatte sende Bøn-
skrivelser til sin Broder o. a. om Hjælp til Materiale, vidste
Cézanne hvor langt hans Rentepenge strakte, og at der
ogsaa ved Hjælp af de tyndt paamalede Akvarelfarver
kunde skabes god Kunst. Alle Sider af Tilværelsen har
Krav paa at blive belyst gennem Kunsten, og Cézannes
Kunst var langtfra spidsborgerlig betonet, men en generel
Type paa fransk fornuftig Maadeholdenhed; i sit Liv og
Virke lignede han kun grumme lidt den revolutionære Ma-
ler, Zola skildrede som Hovedpersonen i sin Kunstnerro-
man Mesterværket, og ikke uden Grund følte Cézanne sig
ogsaa snigløbet og ilde behandlet af en god gammel Ven,
der burde have kendt ham bedre og vidst, at Eksesser som
at forøde sin Formue og tilsidst berøve sig selv Livet, laa
fjernt fra hans Natur og kun kunde være gjort af en gal
Hollænder.
Cézanne opnaaede som før omtalt ikke i levende Live
den officielle Anerkendelse, der i vore Dage manifesterer
sig ved Fakkeltog og efterfølgende Baalsang, men han op-
naaede, hvad der er nok saa betydningsfuldt, den kunstne-
riske Ungdoms fulde
Anerkendelse. Tiden
har vist, at Ungdom-
men, dengang som nu,
altid har Ret.
Som alt Menneske-
værk er alle Cézannes
Arbejder ikke lige uan-
gribelige, hans mindre
gode Ting vil kun
vække Interesse i Kraft
af, at det er ham der
er Autor, (en Skæbne
han ogsaa deler med
en i vor Tid saa popu-
lær Mester som Rem-
brandt, hvor ganske
vist enkelte Kunst-
Skribenter nu viser
Rembrandt den Tjene-
ste at frakende ham
som Ophavsmanden
til hans mindre bety-
dende Arbejder) men
Cézannes Hovedvær-
ker vil bestaa, ikke ale-
ne fordi de har stor
kunsthistorisk Betyd-
ning ved deres Udsyn
og ved den Klaring,
de har vakt hos prak-
tisk talt hele vor Tids
Slægtled af unge
Kunstnere, men lige
saa meget i Kraft af
deres eviggyldige sande kunstneriske Værd. Cézannes
Kunst rummer en Sammensmeltning af mange Elementer,
og en af hans mest karakteristiske Sider er den Alsidighed,
der gav hans Temperament Rum for den muligvis kalejdo-
skopiske, men ægte frisindede Følelse, at i Kunsten er der
mange Boliger, som han smukt udtrykker det i et Brev til
en Ven •— »Kun igennem Studiet af Naturen kan vi gøre
Fremskridt. Ved Berøringen med den øves Øjet. Den læ-
rer os ved Betragtning og Arbejde at se koncentreret, jeg
mener, i en Appelsin, et Æble, en Kugle, et Hovede er der
et kulminerende Punkt, og dette er altid trods de forvirren-
de Virkninger, som skyldes Lys, Skygge og Farve, det vort
Øje først ser. Med ringe Temperament kan man dog være
en god Maler. Man kan lave noget godt uden at være no-
gen stor Kolorist. Det er tilstrækkeligt at have Sans for
Kunst.«
En Udtalelse, man vel nok uden Overdrivelse kan kalde
Paul Cézanne: Portræt af Emile Zola
98