Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Paul Cézanne: Baneoverskæringen

CEZANNES UDVIKLING
Vi fortsætter Roger F ry’ s Redegørelse for Cézannes Udvikling, der i forrige
Nummer paabegyndtes med en Omtale af Ungdomsarbejderne Le Fes tin,
Le Lazare og L’auropsie og fortsættes her med Beskrivelsen af Le Festin

MEN det er nødvendigt at nævne alle de Mangler paa
Proportion, der findes i dette Maleri. Der er ogsaa nogle
paafaldende Naiviteter som f. Eks. den nøgne Fod, der
strækker sig frem i Forgrunden og synes at skubbe til Rammen.
Læg Mærke til, at en saadan Naivitet virker meget stødende i
en barsk Helhed som »Le Festin«.
I en primitiv Komposition kan man godkende denne Naivitet, som
bliver utilstedelig i en mere fordringsfuld og mere kyndig Kunst-
art. Men dette kaster et Lys over Kampen mellem de barokke
Retninger i hans visionære Indbildningskraft og den stærke Til-
skyndelse mod den primitive og næsten byzantiske Fortolkning
af den sete Ting.
Men lad os fortsætte Analysen af »Le Festin« inden vi nær-
mere uddyber dette Spørgsmaal. Opstillingen er, som vi har set,
svagt begrundet som hos Veronese, men Rytmen er en ganske
anden. Alle Personerne er fordrejede som i heftig Bevægelse, og
Formerne overdrevent svulmende. Dette minder om Delacroix’
Barok, men der er større Heftighed og mere Overgivelse i Ud-
førelsen. Han overbyder Barokken. Farverne er taget fra Dela-
croix; man genkender hans Verones-grønne, purpurrøde og blaa,
men viser Cézanne sig ringere i Kompositionen end Delacroix,
saa overgaar han ham fuldstændigt i Koloriten. Hans Modula-
tioner er af en udsøgt Rigdom; Himlens stærke blaa Farve, der
ikke lænker hans Lysvirkning, og Slørets violette Tone er et
uforglemmeligt Fund. Det samme gælder Negeren i Forgrunden
som bær en Sølvvase. Han indskyder en lige saa uventet som
herlig Tone i denne rige Farveskala.
Maleriet er tungt belagt paa Grund af gentagne Udbedringer og
efterfølgende Farvelag. Man ser Sporet af et hidsigt og besværligt

Arbejde for at opnaa en Virkeliggørelse af Kunstnerens Drøm.
Dersom man samtidig fastslaar at Penselstrøget er dristigt og
Farven frisk, saa har man Maalet for det æstetiske Heltemod hos
denne mærkværdige Mand, der fortsatte sine absurde Konstate-
ringer med ærlig Frimodighed og haabløs Bekræftelse. Kun hans
Farvefølsomhed ledte ham ikke paa Vildspor. Aldrig gjorde han
et Penselstrøg, som var uharmonisk eller ikke forhøjede den op-
rindelige Farveskabelse. Det var hans eneste Egenskab, der altid
forblev uforandret og fuldkommen, og det er muligvis i Farver-
ne, man skal finde Grunden og Udgangspunktet for hele hans
plastiske Skabelse.
»Le Festin« er en dramatisk Komposition, men den dekorative
Side er for fremherskende til, at man kan faa et Indtryk af den
visionære Cézanne. Hans Aand var hjemsøgt af dybere og uroli-
gere Ideer. Han sigtede efter mere intense og især mere tragiske
Dramaer. »Le Lazare« og »L’Autopsie« aabenbarer os dette. Dela-
croix kunde ikke vejlede ham her, snarere Daumier og Michel An-
gelo, og det vilde fremfor alle have været El Greco, hvis han
havde kendt ham paa den Tid. Det er endog forbavsende at se
i »Le Lazare«, hvormeget han gætter El Greco efter Tintorettos
Malerier. Kompositionen er her virkelig barok. Han mangler dog
tydeligt det 17. Aarhundredes Mestres dybe og langsomt erhver-
vede Kundskab. Han kunde ikke forene Linierne i disse store Kon-
struktioner, hvor de plastiske Bevægelser uden Afbrydelse gaar
fra den ene Ende af Maleriet til den anden og giver Bevægelsen
Dybde. Cézanne gættede lidt af den barokke Ide. Han forsøgte
ved Hjælp af en diagonal Linie, som gaar fra Forgrunden mod
Baggrunden, og gennem Forkortelsen af Kristus at genkalde os
Barokkens gribende Icenesættelser, men ogsaa der er Naiviteten

113