Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

P. S. Krøyer (1851—1909): Et Møde i Videnskabernes

Selskab 1897. H. 215. B. 415. tilli.

Videnskabernes Selskab

Kres af Profeter. Men i store Træk har hans Indflydelse
været af værdifuld, positiv Art. Af hans egne Værker vil,
selv om der kommer en Omvurdering, en stor Del bestaa.
Hans Landskaber og Opstillinger har sikkert intet at
frygte, mere tvivlsomt stiller det sig sikkert med hans store
Croquis, holdt i dyb Pariserblaat, der taget ud af deres
Sammenhæng virker mere problematiske. Billedet paa
Galleriet med Pigen i Sofaen skal imidlertid nok klare sig.
Paa Kunststævnet er han repræsenteret med en rolig og
harmonisk Ophængning, der spænder over hele hans Re-
gister, saa enhver kan dér ved Selvsyn danne sig et Skøn
over hans kunstneriske Virke. Som al, i hvert Fald det
meste, god Kunst, virker han ikke charmerende ved første
Øjekast, men det lønner sig at fordybe sig i hans Arbejder.
Som det mange Gange betaler sig at stifte nærmere Be-
kendtskab med et Individ af et lidt frastødende Ydre, naar
man lærer Vedkommende nærmere at kende og gaar til
Opgaven uden at være forudindtaget, kan der pludselig
falde Skæl fra ens Øjne, og man er maaske blevet en dyb
og stor Oplevelse rigere, fanget et Glimt af en Menneske-
sjæl, skønnere og rigere, end man nogen Sinde har anet.
Den udprægede Naturalist Rostrup Bøyesen har gennem
sin Lærervirksomhed paa Akademiet haft samme gennem-
gribende Betydning for Ungdommen som Giersing, ja mu-
ligvis kan den maaske bedre sammenlignes med Zahrt-
manns, omend Bøyesen ganske vist ikke har haft Zahrt-
manns »litterære« Esprit og appelsinduftende Atmosfære
fra Casa d’Antino.
Den Festivitet, der stod om Zahrtmann og hans sam-
tidige Kunstbrødre, passede ikke i vor Tids Hverdage,
den lod sig ikke presse ind i den ny Tids skarpe Realitets-
begreber, hvor Kunsten kun bliver taalt som et fra Fædrene
nedarvet nødvendigt Onde.
Bøyesens Kunsts mest fremragende Egenskab er dens
usvigelige Troskab mod Naturen, mert hans Opfattelse af
Fænomenerne'er saa ægte og rigtig, at de Forsyndelser,

Naturalisterne ellers er udsatte for, det tilfældige og
usammenhængende, frelser hans sikre kunstneriske In-
stinkt ham for. Som Landskabsmaler er han en af de
bedste her i Landet, hvis hans Vugge havde staaet i
Frankrig, var han verdensberømt. Udprægede franske i
Aand og Udførelse er hans to Kirsten Pil Billeder. Denne
jævne, lille Sagnfigur er i Bøyesens aandfulde Fortolkning
hævet op i Helgenindernes æteriske, oversanselige Verden.
Saftig som en solmoden Fersken er Niels Hansens Op-
hængning. Hans spirituelle Pensel maler lige overlegent
En syttenaarigs slanke, nøgne Lemmer som et Portræt af
Malerinden Marie Henriques. Bedst er vel nok hans gamle
Billede af Pigen med Blomsten, og det forholdsvis nyma-
lede Skibe i Ttirø Bund fra 1926.
Fremragende, baade gode og store Kunstnere findes
der i Niels Hansens Slægtled.
Olaf Rude, vor Tids eksklusiveste Kolorist, hvis Farve
ejer en Sødme og Glød, som aldrig forhen før set i dansk
Kunst. Rude kan faa Farverne i de beskedneste Motiver
til at leve og aande og ligefrem faa dem helt legemligt til
at meddele sig.
Noget ganske for sig selv er Scharff og Ernst Zeuthen.
Koloritten maa her underordne sig de rent dekorative Ele-
menter i Billedet. Zeuthen har gjort en bedre Figur før end
her paa Kunststævnet; det er, som han ikke kan taale
Naboskabet til Willumsens Kraftudfoldelse. Saa klarer
baade Scharff og Harald Hansen bedre Prøven. Et fan-
tasifuldt og naivt, men smukt følt og oplevet Billede er
Legende, der tilhører Scharff selv.
Harald Hansen har aldrig set saa godt ud paa en Ud-
stilling. Hans noget haarde Kolorit mildnes i Skæret fra
Willumsens Brandfakkel og fremhæver hans udprægede
billeddannende Evne.
Bølgerne er nok spidse og skarpe som Blikplader i Ma-
leriet Sol gaar i Hav, men det er dog en ædende kraftig

158