Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

og overbevisende usentimental Skildring af det ubarmhjer-
tige Element — altsaa god Kunst.
Jais Nielsen, Kræsten Iversen og Axel P. Jensen viderebar
Cézannes og van Goghs Farvesyn og hele kunstneriske
Indstilling her i Danmark.
Jais Nielsens store dekorative Evner er gennem hans
Virksomhed paa Porcelænsfabriken kendt af hele Folket.
Hans Begavelse er universel. Fremmest paa Udstillingen
i Forum er hans keramiske Skulpturer Pontius Pilatus og
Moses med Slangen. Og det kubistiske Billede af Frede-
rik den 7. og Grevinde Danner.
En Indsats i dansk Kunst har Kræsten Iversen gjort
med sine stærke, religiøse Kompositioner og dybe men-
neskelige Portræter. Det er kedeligt, at Selvportrætet fra
Grosserer Engels Samling ikke er medtaget paa Udstillin-
gen, det er et af de stærkeste kunstneriske Selvportræter
fra de senere Aar. Iversens Kolorit og Træfsikkerhed i Op-
stillingerne, særlig i de to Billeder paa Forum i Aar, er en
Fryd for Øjet.
Axel Jørgensen og Wils er ejendommelige og fremmed-
artede Typer i dansk Kunst.
Atmosfæren er Steinlen’s og Toulouse-Lautrec’s forpinte
og flimrende Proletar og Halvverden. Alt det indelukkede
og beklumrede stemmer en for Brystet, men Axel Jørgen-
sen har med sin Kunst vist os, at Stjernerne kan spejle
sig, selv i en Rendesten.
Der bliver Trængsel, efterhaanden som Tiden skrider
frem. Hele Hære af gode, ja udmærkede Kunstnere toner
op og forlanger Ret og Skel. En kunstnerisk Revolution
og Nydannelse bryder frem, hvor al Politik og Klikke-
slapperas bliver sat paa Porten.
Lundstrøm, Karl Larsen, Petri Gissel, Mogens Lorentzen,
Svend Johansen, Axel Salto, Jens Sørensen bryder nye
Veje i Kunstens vidtstrakte Rige.
Karl Larsen boltrer sig i jublende Farveorgier, tvinger
Farven op til højeste Ydeevne. Hans nervøse impressioni-
stiske Følemaade finder Ro og Hvile i Gengivelsen af

den kære Kommandør C. E. Hansens imposante Venne-
skikkelse. Salto, hvis store uomtvistelige, dekorative Be-
gavelse ingen har Brug for, maa uløse sin Trang paa
Kæmpelærreder. Ak, men det er ikke nok, han burde have
Slotte og Raadhuse at dekorere. Lundstrøms Pensel spræn-
ger ogsaa Lærredet. Han skulde udfolde sig paa Kæmpe-
flader, mure sine Billeder op i Farve og Form.
Jens Sørensen tager Livtag med selveste Delacroix —
og slipper levende fra det, trods det, hans Hu ikke staar
til Kæmpeopgaver, men »kun« at gengive Dyrehavsbak-
kens brogede Liv, omsætte sine Indtryk i god Kunst, som
før hans Tid Toulouse-Lautrec gik og nussede rundt med
Skitsebog og Malerkasse paa Montmartre i Moulin Rouge
i Rue de Blondel og mange andre kuriøse Etablissementer,
hvor Livet pulserede — trods Sminken og det kunstige Lys
— raat og usminket.
Det er umuligt at nævne alle de betydelige Navne, der
har berettiget Krav paa det i dansk Kunsts Avantgarde.
Paa denne festlige og straalende Udstilling, hvor den ta-
lentfulde Ungdom, der staar højt hævet over, hvad der
ellers præsteres i den saakaldte civiliserede Verden, und-
gaar man ikke at lægge Mærke til: Kay Kristensens Bil-
lede Efteraarsblæst, bygget op i kraftige, stærke Farve-
virkninger, men dog med milde Kontraster, som i Natu-
ren selv.
Erik Hoppe: Studie af en Allé, og ikke at forglemme,
selv om han hører til de lidt ældre blandt de »Unge«, Oluf
Høst’s farveglade Billeder fra Bornholm og Omegn. Han
kender Naturen og har afluret den en hel Del af dens Hem-
meligheder, som kun aabenbarer sig for de indviede.
Hjortli Nielsen, Harald Leth, Erik Siewert o. m. a. slut-
ter den talentfulde Fortrop af græsgrønne Kolorister.
Den sure Misundelse, der fra mange Sider er blevet
Kunststævnet til Del, har mere end noget andet bevist
Stævnets vidtrækkende Betydning og sikret dets Sukces.
Man kommer nu engang ikke i saa stærk Affekt over noget,
der ikke har Spor af Betydning. — Tværtimod.