Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

leder, men der er lidt for meget baade Høst og Bentzen
i dem.
Udpræget kvindelig i sin Kunst er Gudrun Brenier,
maaske lidt tør i sin Kolorit, men ægte i sin Fornemmelse
og kunstneriske Udtryksmaade.
Petri Gisset arbejder voldsomt med det genstridige Stof.
Men pludselig kan der som mellem de stive tunge Jord-
knolde ved Foraarstid, bryde en yndefuld og skøn Plante
frem, tilsyneladende uberørt af den ublide Grobund. Have-
billedet er en saadan blid og beaandet Organisme.
Lili de Faramond's Lena ved Vinduet bringer Mindelser
om Willumsens første stiliserede lidt elegiske Arbejder.
Guttorm har ogsaa det vigende, lidt sprøde over sin
Kunst, der virker saa velgørende i en Tid, hvor den kunst-
neriske »Forhammer« er saa anvendt et Værktøj.
Erik Hoppe har fire melodiske farvefyldige Billeder i
Æressalen, som Daugaard ikke rigtig kan taale Nabo-
skabet af.
Daugaard er ingen ringe Maler, men hans Billeder virker
saa underligt beklumrede i Koloriten, der trænger til en
friskere Luftning i hans Kunst. Det gør der ogsaa hos
Hartz, der har store Evner, som han sikkert maa passe
paa ikke helt fortaber sig i Taage og metafysiske Eksperi-
menter. Kunst skal først og fremmest være menneskelig
for at forstaas af Mennesker. Hans Kvindeportræt Nr. 101
er god Kunst.
En ung Debutant Arne Johannesen har en smuk Op-
hængning, særlig hans Selvportræt i de blaa og grønne
Farver giver gode Løfter for det, man kalder Fremtiden.
Hans Form er ogsaa trods dens impressionistiske Paavirk-
ning tilpas klar og tydelig uden ukontrolable Paletfif.
Noget helt for sig selv er Otto Sievert, en udpræget
Personlighed, der gaar sine egne Veje og derfor har van-
skeligt ved at finde Forstaaelse af sit Arbejde. Men det
er en udpræget Karakter, der kan male Billeder som Land-
skab med Figurer og Nr. 210 Nature morte, det er Kunst
med et kosmopolitisk »Sving«, der ved sin hensynsløse
Paastaaelighed virker udæskende paa visse specielt ind-
stillede Medlemmer af det ærværdige Lucasgilde, der,
ganske vist kun for en kortere Tid, har forpagtet Begrebet
Kunst.

Grelle og en lille Smule disharmoniske er Johan Behrens
Farver i Billedet Hollandsk Kuf i Aftensol, men det er
ikke Smagsmaleri (den uvederheftigste Form for Kunst)
og indeholder i sit Raastof hundredfold større Betingelser
for Udvikling end det tilsyneladende udadlelige Mode-
plapreri — det tidssvarende Maleri — der desværre altid
har været Efteraarsudstillingens Akilleshæl. Den fra Grøn-
ningen udvandrede (det er saadan et pænt Ord) Victor
Haagen-Miiller er ogsaa en af de Kunstnere, der sindig
og støt arbejder sig frem og fæstner sit eget Fysiognomi.
Hans Arbejder i Aar er blidere i Koloritten end tidligere,
og frå Følelsesindholdets Side er baade Portrættet af Per
Lange og Nr. 95 Lys Nat hidtil uovertrufne i hans Kunst.
Leo Estvad har en smuk og afklaret Ophængning, hans
Billeder kan maaske ved første Øjekast forekomme lidt
spinkle i Omgivelsernes lidt mere paagaaende Musik. Men
det er fin og nobel Kunst i dette Ords bedste Betydning.
Ligefrem poetisk beaandet er Skovbilledet Nr. 67 Tus-
mørke med de blinkende Stjerner mod den blegblaa Aften-
himmel.
Hjalmar Alexander Kragh-Pedersen, hvis Fantasi og bil-
leddannende Evne er skattet i vide Krese har et ogsaa i
koloristisk Henseende ejendommeligt Arbejde Nr. 168 Ved
en liden Anretning, der guffes bravt i denne demokratiske
Kres, man kommer til at tænke paa Zola’s voldsomme
Skildring af Ædeorgiet i Faldgruben med de rødhovede
sprængfærdige Ædedolke, der flænser i den fede Gaas.
En Vandrer gennem Kunsten og Livet er Mogens Van-
tore, et Øjeblik holder han Rast paa Efteraarsudstillingen,
hvor han bl. a. udstiller et godt Vinterbillede, saa fortsætter
han Vandringen og glider videre med sit Pik og sit Pak
som en moderniseret Ahasverus.
Skulpturen er som sædvanlig ret sparsomt repræsenteret,
men der findes dog enkelte helt gode Ting. Anker Hoff-
man's Vandbærerske er dygtig formfuldendt Skulptur.
Poul Kjærskou er en fremragende Billedhugger, der lang-
somt, og det man kalder for sikkert, erobrer sig et stort
Navn i dansk Kunst; og det lille Portræthovede af en ung
Pige, Poul Søndergaprd har gjort, bringer i sin sensitive
nervøse Formfølelse Mindelser om en af ung fransk Kunsts
bedste Navne Charles Despiau.
O. V. Borch.

ET NYT VAN G O O H MUS

E

U M

Der er stadigt levende om den holland-
ske Kunstner van Goghs Navn. (Samleren
havde i Maj-Heftet en ill. Artikel om v. G.).
En Rigmand I. B. de La-Faille, har til
Musæet i Arles skænket de nødvendige
Penge til at danne en fuldstændig Sam-
ling af Reproduktioner efter alle de Bil-
leder og Tegninger, som, den der, for to
Aar siden saa foragtede Maler, udførte i
Provence. Samme rundhaandede Giver har
yderligere i det lille Kloster Saint-Jean de-
Mansole oprettet et andet van Gogh Mtt-
sæum til Erindring om Kunstnerens Op-

hold der, under den Krise der snart førte
til hans fortvivlede Selvmord.
I Saint-Jean de-Mansole samledes for-
leden nogle Beundrere af Maleren til en
lille Ceremoni. Tilstede var blandt andre
Anstaltens Læge, Dr. Leroy, der tillige er
en af van Goghs bedste Biografer. Endnu
benævnes han udelukkende dernede med
det af sine Navne, hvormed han signerede
sine Værker: »Vincent«.
Endvidere var tilstede Søster Epiphane,
Forstanderinden i Klostret, som i sin Tid
plejede den Syge, samt Dr. Rey fra Arles,

der som ung Kandidat forbandt van Gogh,
da han efter Ordstriden med Gauguin hav-
de skaaret Øret af sig.
Den ædle Giver, Hr. de La-Faille, var
ogsaa nærværende og holdt en lille Minde-
tale. Den fattige van Goghs Forudsigel-
ser om, at hans Værkers Værdi før eller
senere vilde stige, har tillige med Navnets
Berømmelse sikkert overtruffet hans egne
Anelser, og er ganske kommen bag paa
baade Egnens Indbyggere, der kun be-
tragtede Maleren som — gal, og paa de,
som var tilstede ved den lille Mindefest.
A. S.

166