Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Otto Dix: Gadekamp (1922)


rettelig hørte hjemme og kunde placeres som Kunstner. —
Det kan vel forsvares at kalde Dix baade saglig og ve-
ristisk. Siden Holbeins Tid har næppe nogen Maler vist
sig som en større Verist, næp-
pe nogen har med saa pinlig
Nøjagtighed fordybet sig i Bil-
ledets Detail —■ og det midt i
en Tid, hvor ekspressionistiske
Feberdrømme jog over Lande-
ne som valne, fantastiske Far-
vefantomer, udmundende i
Konstruktivismens og Surrea-
lismens Ekstremer. Dix er
imidlertid mere end en Verist.
Han er den absolute Personlig-
hed, han er vor Tids autonome
Maler, han hører til den Slægt,
der mest tydeligt fik den bitre-
ste af alle Sandheder at vide:
Sandheden om Livets Ubarm-
hjertighed, som saa Romanti-
kens og de højrøstede Frasers
Palads styrte i Grus, saa det
gav Genlyd over Jordkloden.
Denne Kunstner, der nu er
Professor ved Akademiet i
Dresden, er kun 38 Aar gam-
mel. Han er født i den lille ty-

ske By Gera og er en ægte Proletarsøn. Se Billedet af hans
gamle Forældre. Arbejdets Byrde, den daglige Kamp for
Tilværelsen er at læse i de furede Træk. Et af Naturens
mærkelige Luner i denne tilsy-
neladende kolde, solforladte
Jordbund at sende et saa frem-
medartet Skud i Vejret.
Dix’Kunst kunde alene fødes
i et stort Land, maaske alene i
Tyskland, Landet, der tabte
Krigen og vandt Freden. Sin
Form fandt han allerede i de
ganske unge Aar inden 1914,
da han havde gennemgaaet en
streng Lære som Dekorations-
maler og siden fuldført sine
Studier paa Akademiet i Dres-
den. Krigen og den bitre Infla-
tionstid, der fulgte efter, blev
dog hans bedste Læremester. I
denne Periode modnedes hans
kunstneriske Personlighed og
blev hærdet som Staal. Dix’
»Kriegsblåtter«, 50Raderinger,
er Sidestykket til Remarques
litterære Skildringer af Krigens
Rædsler. Men Dix ser end ikke
det svageste Lysglimt. Folk

Otto Dix: Selvportræt med Model


168