DOI Artikel:
Fry, Roger Eliot: Cézannes udvikling, [3]
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0251
Periode. Penselstrøgene bliver bredere, Farverne formindskede. 1
nogle Malerier er alt fremstillet ved Kobolte af forskellig Styrke,
undertiden næsten rene og gennemsigtige Farver: orangegule, re-
ne smaragdgrønne, hist og her et Lakstrøg. Farven faar saaledes
stor Fylde paa samme Tid som den forenkles, og Udførelsen naar
Højdepunktet af Frihed. Portrættet af Vallier er et fortræffeligt
Eksempel paa denne Teknik. Ved en dunkel Overflod af blaa Gla-
sur, blaagrønne og violette Farver, ved en kraftig Modelering
af Ansigtet og ved Modellens ophøjede Holdning er dette Maleri
meget levende.
Dette System at male, som store gennemsigtige Tusktegninger,
med fortsatte og ovenpaa hinanden anbragte Farvelag, kan betrag-
tes som det endelige Resultat af Akvarellens Indflydelse paa Cé-
zannes Teknik. Man finder
optager Fremgangsmaaden
bringer paa Lærredet
uden nogen somhelst For-
beredelse. Undertiden er
Farverne endog temmelig
fyldige. Men det tekniske
Spørgsmaal for sig, Maa-
den at betragte Motivet
paa viser os en fortsat
Udvikling af den Retning
der er omtalt i »La Route
du Chateau noir«, det vil
sige, han adskiller mere
og mere Volumnerne fra
det Motivet foreslaar ham
og opfører dem frit efter
sin egen Ide. Saaledes bli-
ver Konstruktionen mere
og mere abstrakt, en aan-
delig Skabelse næsten
uden Forbindelse med
Sandsynlighedens givne
Grundlag. Man kan næ-
sten sige, der hændte Cé-
zanne det samme som den
gamle Tizian, nemlig en
Tilbagegang til Ungdom-
mens Romantisme. Men hvilken forandret Tilbagegang præget
af hans Følsomheds og Kundskabs Erhvervelser i de mellemliggen-
de Aar. Som et af de mest forbavsende Udtryk for denne Retning,
tænker jeg paa et Maleri, der tilhører Hr. Vollard. Det fremstiller
en Vej som fra Forgrunden fordyber sig ind i en Poppelskov,
hvis Træer til begge Sider hælder ud over nogle Klipper. Her er
Integralen saa ubestemmelig, at ved første Øjekast ligner Male-
riet et Tæppe eller et Broderi, i den Grad er Volumnerne adskilte
ved smaa Angivelser af Liniernes Bevægelser paa Overfladen.
Men jo mere man betragter det, jo mere begynder disse spredte
Angivelser at forme sig efter de harmoniske Love, som man aner
bagved denne tilsyneladende Forvirring, ligetil alt samler sig i
en Konstruktion af stor arkitektonisk Strenghed, der bliver saa
meget mere levende, fordi den fremgaar af dette tilsyneladende
Kaos. Det er maaske i Malerierne fra de sidste Aar, at Cézanne
fuldtud røber sin Indbildningskrafts uudtømmelige Dybde. Han
synes at have naaet Højdepunktet af Fortætning ved Bortfjernelsen
af alt det, der ikke er Begreb. Selvom det fremdeles er de store
Kompositioner fra den næstsidste Periode, der betragtes som de
kulminerende Mesterværker, saa kan det dog tænkes, at Efterslæg-
ten finder det mest fuldkomne Udtryk for Cézannes Væsen i de
sidste Malerier.
I Kompositionerne bemærker man en intens Fortætning. Alt
stræber efter at formindske sig til eet Motiv. Snart er det Bjer-
get »Sainte-Victoire« der hæver sig som en Pyramide fra en flad
Slette, moduleret ved ubestemte og ufattelige Bevægelser, snart er
det »Le Chateau noir« som med sine okker og orangegule Farver
viser sig i et uredeligt Virvar af Krat og Blade. Stadigt støtter
og udtrykker Farven denne Fortætning ved nogle faa Betegnelsers
Styrke og Fylde. Hovedideen er af den yderste Enkelthed, men
denne Ide er udtrykt ved en overordentlig Sammensætning af Nu-
ancer og ved Modulationens umærkelige Finheder. Cézanne an-
bringer med fuldkommen Sikkerhed sin kunstneriske Følsomheds
selvstændige Bevægelser, af gammel Vane kontrolleret af nogle
grundlæggende Principper.
Paa denne Tid søgte Cézanne stædigt at udtrykke sig paa en
ganske anden Maade i en mægtig Komposition: nøgne Kvinder
i et Landskab, en Ide, der havde optaget ham i lang Tid. »De Ba-
dende« er et af hans sidste Forsøg paa at virkeliggøre denne Ide.
Ved at sammenligne det med det i Aug. Hæftet gengivne Udkast
fra 1892 samt i dette Hæfte fra 1890 og 1900 bemærker man en
heldig Forandring. Ikke blot har Farverne i den sidste Periode
Styrke, men ogsaa Formerne er meget ændrede. I lange Tider hav-
de hans Angst for den nøgne Model hindret ham i at iagttage
Naturen paa dette Omraade, og allerede i de første Kompositioner
ses det, at han har glemt meget. Han maatte stole paa sin Fore-
stillingsevne ved Kon-
struktionen af det kvinde-
lige Legeme. I den sidste
Komposition naar denne
Fremgangsmaade et
Punkt, der omstøder alle
forudfattede Meninger til
Fordel for det kvindelige
Legemes Skønhed. Disse
Legemer er geometriske
Abstraktioner, hvilke han
lidenskabeligt søger at
give en kyndig Sammen-
stilling. To eller tre Stil-
linger, om hvilke han har
bevaret en svag Erin-
dring, er ledende i disse
Kompositioner.
Legemernes vældige
Størrelse giver det bed-
ste Begreb om, hvad Cé-
zanne søgte. Udgangs-
punktet, den vældige Py-
ramide opnaaet ved hæl-
dende Træer til begge
Sider, behersker næsten
alle Formerne. Stillingerne er altfor tydeligt tilpassede. Til Trods
for den fortræffelige Udførelse, er det ikke lykkedes Cézanne at
borttage det Indtryk af Stivhed, som fremkaldes af en altfor til-
sigtet Abstraktion. Der er noget rørende i Cézannes Stædighed i
at ville overgaa sin egen Mangel paa Opfindelsesevne. Ligetil
det sidste vilde han rivalisere med Tizian og Delacroix og nægter
at stille sig i den Gruppe af Malere, der ikke har Opfindelsesevne,
og for hvem den sete Ting er Udgangspunktet. Det er tilgiveligt
at være forgabet i Cézanne og finde en Betydning i disse for-
tvivlede Forsøg hos den gamle Mester, men vor Forstand bør hindre
os i at paatvinge andre Mennesker denne Opfattelse, selvom flere
Mesterværker fra samme Epoke kunde berettige os dertil.
Disse Forsøg, hvor den gamle Cézanne endnu en Gang som i sin
Ungdom ærgerrigt vilde skabe »Poesier«, røber en mærkværdig
Side af hans Karakter, nemlig hans Forhold til Kvinden. Han faar
os til at tro, at gennem hele sit Liv har hans Indbildningskraft væ-
ret optaget af det kvindelige Legemes Former. Hans rene plastiske
Følelse kunde have hjulpet ham ved Beskuelsen af disse Former,
der er saa udmærket afpassede for Udtrykket af de plastiske Har-
monier. Sandsynligvis har denne Beskuelse været vanskeliggjort af
et erotisk Spørgsmaal. Hans Erotik modarbejdede og standsede
ham i den Grad, at han næsten aldrig dristede sig til at anvende
nøgen Model.
Det, der gør dette mærkværdige Karaktertræk hos Cézanne
endnu mere paafaldende og maaske mere sørgeligt, er, at han
ikke derfor opgav disse Kompositioner, der optog ham, og han
kæmpede fortvivlet for at realisere dem.
Med denne Angst for den kvindelige Forførelsesevne er det ikke
overraskende, at Motivet St. Antonius Fristelse ofte har beskæf-
tiget Cézanne. Han har adskillige Gange forsøgt at behandle dette
Emne, som med Aarene blev det vedtagne Udtryk for hans egne
dog senere Malerier, hvor han gen-
med de tætte Farvelag, som han an-
139
nogle Malerier er alt fremstillet ved Kobolte af forskellig Styrke,
undertiden næsten rene og gennemsigtige Farver: orangegule, re-
ne smaragdgrønne, hist og her et Lakstrøg. Farven faar saaledes
stor Fylde paa samme Tid som den forenkles, og Udførelsen naar
Højdepunktet af Frihed. Portrættet af Vallier er et fortræffeligt
Eksempel paa denne Teknik. Ved en dunkel Overflod af blaa Gla-
sur, blaagrønne og violette Farver, ved en kraftig Modelering
af Ansigtet og ved Modellens ophøjede Holdning er dette Maleri
meget levende.
Dette System at male, som store gennemsigtige Tusktegninger,
med fortsatte og ovenpaa hinanden anbragte Farvelag, kan betrag-
tes som det endelige Resultat af Akvarellens Indflydelse paa Cé-
zannes Teknik. Man finder
optager Fremgangsmaaden
bringer paa Lærredet
uden nogen somhelst For-
beredelse. Undertiden er
Farverne endog temmelig
fyldige. Men det tekniske
Spørgsmaal for sig, Maa-
den at betragte Motivet
paa viser os en fortsat
Udvikling af den Retning
der er omtalt i »La Route
du Chateau noir«, det vil
sige, han adskiller mere
og mere Volumnerne fra
det Motivet foreslaar ham
og opfører dem frit efter
sin egen Ide. Saaledes bli-
ver Konstruktionen mere
og mere abstrakt, en aan-
delig Skabelse næsten
uden Forbindelse med
Sandsynlighedens givne
Grundlag. Man kan næ-
sten sige, der hændte Cé-
zanne det samme som den
gamle Tizian, nemlig en
Tilbagegang til Ungdom-
mens Romantisme. Men hvilken forandret Tilbagegang præget
af hans Følsomheds og Kundskabs Erhvervelser i de mellemliggen-
de Aar. Som et af de mest forbavsende Udtryk for denne Retning,
tænker jeg paa et Maleri, der tilhører Hr. Vollard. Det fremstiller
en Vej som fra Forgrunden fordyber sig ind i en Poppelskov,
hvis Træer til begge Sider hælder ud over nogle Klipper. Her er
Integralen saa ubestemmelig, at ved første Øjekast ligner Male-
riet et Tæppe eller et Broderi, i den Grad er Volumnerne adskilte
ved smaa Angivelser af Liniernes Bevægelser paa Overfladen.
Men jo mere man betragter det, jo mere begynder disse spredte
Angivelser at forme sig efter de harmoniske Love, som man aner
bagved denne tilsyneladende Forvirring, ligetil alt samler sig i
en Konstruktion af stor arkitektonisk Strenghed, der bliver saa
meget mere levende, fordi den fremgaar af dette tilsyneladende
Kaos. Det er maaske i Malerierne fra de sidste Aar, at Cézanne
fuldtud røber sin Indbildningskrafts uudtømmelige Dybde. Han
synes at have naaet Højdepunktet af Fortætning ved Bortfjernelsen
af alt det, der ikke er Begreb. Selvom det fremdeles er de store
Kompositioner fra den næstsidste Periode, der betragtes som de
kulminerende Mesterværker, saa kan det dog tænkes, at Efterslæg-
ten finder det mest fuldkomne Udtryk for Cézannes Væsen i de
sidste Malerier.
I Kompositionerne bemærker man en intens Fortætning. Alt
stræber efter at formindske sig til eet Motiv. Snart er det Bjer-
get »Sainte-Victoire« der hæver sig som en Pyramide fra en flad
Slette, moduleret ved ubestemte og ufattelige Bevægelser, snart er
det »Le Chateau noir« som med sine okker og orangegule Farver
viser sig i et uredeligt Virvar af Krat og Blade. Stadigt støtter
og udtrykker Farven denne Fortætning ved nogle faa Betegnelsers
Styrke og Fylde. Hovedideen er af den yderste Enkelthed, men
denne Ide er udtrykt ved en overordentlig Sammensætning af Nu-
ancer og ved Modulationens umærkelige Finheder. Cézanne an-
bringer med fuldkommen Sikkerhed sin kunstneriske Følsomheds
selvstændige Bevægelser, af gammel Vane kontrolleret af nogle
grundlæggende Principper.
Paa denne Tid søgte Cézanne stædigt at udtrykke sig paa en
ganske anden Maade i en mægtig Komposition: nøgne Kvinder
i et Landskab, en Ide, der havde optaget ham i lang Tid. »De Ba-
dende« er et af hans sidste Forsøg paa at virkeliggøre denne Ide.
Ved at sammenligne det med det i Aug. Hæftet gengivne Udkast
fra 1892 samt i dette Hæfte fra 1890 og 1900 bemærker man en
heldig Forandring. Ikke blot har Farverne i den sidste Periode
Styrke, men ogsaa Formerne er meget ændrede. I lange Tider hav-
de hans Angst for den nøgne Model hindret ham i at iagttage
Naturen paa dette Omraade, og allerede i de første Kompositioner
ses det, at han har glemt meget. Han maatte stole paa sin Fore-
stillingsevne ved Kon-
struktionen af det kvinde-
lige Legeme. I den sidste
Komposition naar denne
Fremgangsmaade et
Punkt, der omstøder alle
forudfattede Meninger til
Fordel for det kvindelige
Legemes Skønhed. Disse
Legemer er geometriske
Abstraktioner, hvilke han
lidenskabeligt søger at
give en kyndig Sammen-
stilling. To eller tre Stil-
linger, om hvilke han har
bevaret en svag Erin-
dring, er ledende i disse
Kompositioner.
Legemernes vældige
Størrelse giver det bed-
ste Begreb om, hvad Cé-
zanne søgte. Udgangs-
punktet, den vældige Py-
ramide opnaaet ved hæl-
dende Træer til begge
Sider, behersker næsten
alle Formerne. Stillingerne er altfor tydeligt tilpassede. Til Trods
for den fortræffelige Udførelse, er det ikke lykkedes Cézanne at
borttage det Indtryk af Stivhed, som fremkaldes af en altfor til-
sigtet Abstraktion. Der er noget rørende i Cézannes Stædighed i
at ville overgaa sin egen Mangel paa Opfindelsesevne. Ligetil
det sidste vilde han rivalisere med Tizian og Delacroix og nægter
at stille sig i den Gruppe af Malere, der ikke har Opfindelsesevne,
og for hvem den sete Ting er Udgangspunktet. Det er tilgiveligt
at være forgabet i Cézanne og finde en Betydning i disse for-
tvivlede Forsøg hos den gamle Mester, men vor Forstand bør hindre
os i at paatvinge andre Mennesker denne Opfattelse, selvom flere
Mesterværker fra samme Epoke kunde berettige os dertil.
Disse Forsøg, hvor den gamle Cézanne endnu en Gang som i sin
Ungdom ærgerrigt vilde skabe »Poesier«, røber en mærkværdig
Side af hans Karakter, nemlig hans Forhold til Kvinden. Han faar
os til at tro, at gennem hele sit Liv har hans Indbildningskraft væ-
ret optaget af det kvindelige Legemes Former. Hans rene plastiske
Følelse kunde have hjulpet ham ved Beskuelsen af disse Former,
der er saa udmærket afpassede for Udtrykket af de plastiske Har-
monier. Sandsynligvis har denne Beskuelse været vanskeliggjort af
et erotisk Spørgsmaal. Hans Erotik modarbejdede og standsede
ham i den Grad, at han næsten aldrig dristede sig til at anvende
nøgen Model.
Det, der gør dette mærkværdige Karaktertræk hos Cézanne
endnu mere paafaldende og maaske mere sørgeligt, er, at han
ikke derfor opgav disse Kompositioner, der optog ham, og han
kæmpede fortvivlet for at realisere dem.
Med denne Angst for den kvindelige Forførelsesevne er det ikke
overraskende, at Motivet St. Antonius Fristelse ofte har beskæf-
tiget Cézanne. Han har adskillige Gange forsøgt at behandle dette
Emne, som med Aarene blev det vedtagne Udtryk for hans egne
dog senere Malerier, hvor han gen-
med de tætte Farvelag, som han an-
139