Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Hoksai: Vindpustet. Nr. 1
og sine Særheder, saa blev han i levende Live ikke aner-
kendt blandt Landets Kunstnere. Dette skyldtes rimelig-
vis hans ualmindelig stejle Personlighed, der umuliggjorde
Samkvem med andre Kunstnere. 1 hele sit lange Liv arbej-
dede Hoksai saa godt som alene, og havde han end talrige
Efterlignere, saa havde han, naar undtages Datteren Oyei,
ikke nogen Elev.
Det beror paa en Fejltagelse, naar det fortælles, at Hok-
sai levede som Asket udelukkende optaget af sit Arbejde.
Tværtimod forstod han at nyde Livet i sit elskede Tokio,
som ingen har skildret med mere charmerende Ynde; han
satte stor Pris paa skønne Kvinder, hvad hans yndefulde
Yoshiwara Billeder til Fulde beviser, og at Sanselighed
ikke var ham fjern ses med al mulig Tydelighed af flere
Serier mystiske Billeder af en Art, der vilde faa en Euro-
pæer til at studse og undre sig over Orientalerens Væsen.
Dog maa man ikke tro, at det var disse Tegninger af Mo-
tiver, som vi Europæere kun kan benævne som »raffineret
sjofle«, der nedsatte ham som Kunstner i Samtidens Øjne;
man finder næsten alle kinesiske og japanske Kunstnere
paa et eller andet Tidspunkt forsøge sig i denne lidet til-
talende Genre.
Det er sjældent at høre om et Menneske, der saa ude-
lukkende levede for sin Kunst og hvad der stod i Forbin-
delse dermed. Hoksai’s karakteristiske Stilling var siddende
paa Hug paa Gulvet foran sit lille Bord arbejdende for
fuld Kraft. Hans Iver var utrættelig og han havde den
store Lykke, at hans Evner udvikledes med Aarene. 1 For-
talen til en af de smukkeste Serier af kolorerede Træsnit

af Serien „de 36 Fujib ille der “
»De 36 Fujibilleder« skriver den 75aarige Mester saa-
ledes: »Fra min tidligste Barndom har jeg haft Lyst til
at tegne. Da jeg var 50 Aar, havde jeg tegnet et Utal at
Billeder, men alt, hvad jeg har frembragt inden mit 70de
Aar, er ikke Omtale værd. Ved mit 75de Aar har jeg lært
lidt om Naturens virkelige Indhold, om Dyr, Planter, Træer,
Fugle, Fisk, Insekter o. s. v. Naar jeg bliver 80 Aar, maa
jeg altsaa vide mere endnu. Bliver jeg 90 Aar, vil Tingenes
indre Liv aabenbares for mig. Ved mit 100. Aar maa jeg
være naaet til et vidunderligt Standpunkt, og bliver jeg
110 Aar, saa vil alt, hvad jeg tegner, det være blot et
Punkt eller en Streg, være som levende. Jeg beder Jer, der
lever saa længe, se efter, om jeg ikke holder Ord.« 1 Un-
derskriften bruger han for første Gang Signaturen; »Gwa-
kio-Rojin-Manyi«, hvilket udlagt paa prosaisk dansk be-
tyder »Oldingen, der er gal efter at tegne«. Efter denne
Signatur staar der: »tidligere kaldet Hoksai«.
Hoksai synes ikke at have haft noget Speciale, han har
saa at sige tegnet hele sin Samtid, ikke alene Landskaber,
Byer, Slotte, Huse, Træer, Blomster o. s. v., men ogsaa
alle Slags Mennesker, ja, endog Guder i alle mulige Si-
tuationer. Hoksai var uden Forgængere og stod ganske
alene og gengav Omgivelserne som han saa dem. Uden at
have Elever dannede han Skole, og hans Periode er træf-
fende bleven kaldt »Ukiyoye« (oversat omtrent som »det
levende Livs Spejl«).
Det er mærkeligt, at en Mand, der saa levende inter-
esserede sig for sine Omgivelser og hvis skarpe Øje op-
dagede den mindste Nuance i Belysning og Stilling, var

84