Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

rxv .7/,/ T////-v/yyy

r// Ra/zz/zzen/z^nz/zg*;
E/zzz/^ R/zA: a/ C/zrz'^/zzzzz zf^zz ^//.

! N M E M O R
T^^ER er noget umiddelbart komisk i
} H den tver, Dagspressen tægger for
H—^ Dagen i at give Udtryk for sin Ve-
neration, naar en etter anden notorisk Stor-
hed har fortadt denne Titværetse, naar man
drager sig tit Minde, hvor mange Vanske-
ligheder, den i sin Tid gjorde, hvor mange
Hindringer, den tagde i Vejen, hvor tængst
mulig den modsatte sig samme Mands Aner-
kendetse.
Jeg finder ikke nogen bedre Maade at hæd-
re Claude Monets Minde paa, naar det er
blevet mig overdraget at sænke Fanen ved
denne store Kunstners Baare, saaledes som
vi skytder det, end ved at minde om, hvad
Offentlighedens Talerør til at begynde med
mente om denne udødeiiges Værker, t »Fi-
garo« findes eksempelvis følgende aldeles
ikke specielt udvalgte, men futdkommen ka-
rakteristiske Stykke om Udstillingen i 1876:
»Rue le Péletier er en Ulykkesgade. Paa
Ildebranden i Operaen er fulgt et nyt Van-
held i Form af en Udstilling hos Durand
Ruel, som det paastaaes, af Malerier. Jeg
traadte derind og for mit Blik viste sig no-
get forfærdeligt. Fem eller seks forrykte,
blandt dem en Kvinde, udstiller Billeder.
Folk vred sig af Latter ved Synet af
dem. Mit Hjerte blødte. De tager et Stykke
Lærred, Farve og Pensel, henkaster paa
maa og faa nogle Farveklatter og signerer
det. Det er en Selvforblændelse af samme

Nu finder vi dem igen og giæder os
over den Duft af Rokoko, der er ved
dem, men kan ikke frigøre os for de
iidt ringe Tanker, de indgiver os om
det daværende unge Akademi's Betyd-
ning som Kunstnernes Befordrer. End-
skønt Wiedeweit fra Aaret 1761 var
Professor, og i Perioden 1772-—95 tre
Gange — ialt 17 Aar — beklædte den
ansvarsfulde Post som Direktør for
Akademiet, er Begrebet »Skole« næ-
sten usynbart i dem. En objektiv Vur-
dering og Gengiven af Linie, Forhold
og Form er der ikke megen Tale om;
Resultaterne naaes næsten i Blinde, og
mangler derfor ikke saa lidt af den
overbevisende Kraft, som skal gøre
dem til slaaende Karakterbilleder.
Det var endnu en Eckersberg for-
beholdt at danne et solidere Grund-
lag for dansk Kunstskole. Ikke for
intet erhvervede han Hædersnavnet:
»Dansk Kunsts Fader«.


! A M C L A U

Art, som naar de gale paa Ville-Evrard-
anstalten sanker Smaasten op fra Vejen og
indbilder sig, at det er Diamanter.«
Der er ingen Grund til paa dette Sted at
optrykke, hvad franske Aviser i disse Dage


Moner. o/ Moner.

har skrevet i deres Nekrologer. De, som
læser fransk, har selv kunnet se dem og
oversættes kan deres hyperboliske Be-
gejstrede (ja Begejstrede) ikke. Det maa
for saa vidt ogsaa være tilstrækkeligt at
henvise til det Besyv, Aviserne i vort eget


77/ Rzzzzzzzze/z/zg*z7z'zzj.'
Rzzzn/zWz^/ R/z'Ar a/ R/rzzpzzsee.

DE MONET
Land har haft at give med, samtidig med
at enhver ved, at kun ganske enkelte af
hele denne Skoles Arbejder er naaet inden
for vore oJ/e/Rdge Samlingers Mure.
I alt dette er begribeligvis intet dadel-
værdigt. Tværtimod. Men det kan ikke und-
gaaes, at de, som staar i Kamp for den
levende Kunst i Nutiden, smager som Mal-
urt i Skaalen, den underforstaaede Over-
enskomst fra alle Sider om at gaa let hen-
over denne Side af Historien. Det er f. Eks.
ikke rigtigt at Monet i 1874 udstillede et
Billede med Titlen »Impression«, hvis Navn
overdroges paa Skolen. Billedet hed »Soleil
levant. Impression«. Det var »Charivari«,
som paa det Grundlag lavede den (iøvrigt
glimrende) Vittighed »Les impressionistes«.
Selv om en Anekdote er aldrig saa kendt,
bør den ikke forvandskes.
Mennesket Monet, som i denne Forbin-
delse beskæftiger os (hans Værker er in-
genlunde døde), er forbilledlig i sin urykke-
lige Udviklen sig efter sin egen Personlig-
heds Linje trods alle ydre Storme og al
Kritik.
Panegyriken er forsaavidt forsinket, som
han i den sidste Periode af sin Skaben of-
rede sin Kræfter paa raffinerede Artiste-
rier, som ikke rummer det dybe Oplevelses-
indhold, som stiller hans Landskaber Side
om Side med Renoirs Figurmaleri.
Brody /odOMen.

74