Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Den moderne Toilettaske

tet saavel til Damer som Herrer, varierende fra den
billigere Udførelse med prima forniklet Garniture til
de mest udsøgte Kvaliteter i Oksehud og ægte Kroko-
Dame-Toilettasker fra Kr. 40.00
Herre- Toilettasker fra Kr. 100.00

NEVE
VIMMEL^KAFTET 28

MALEREN
E*AET er sikkert ikke for meget sagt, at Ring er et Sam-
L-V lingsmærke inden for dansk Kunst. Ekspressionister,
Kubister, Impressionister og Konstruktivister (Surrealister-
ne tør jeg ikke garantere for), ai)e Udøverne og Tilhæn-
gerne af disse forskellige saakaldte Retninger bliver hur-
tig enige om, naar Talen falder paa Ring, at han er en
af de betydeligste og mest ægte Kunstnere, Danmark har
fostret.
Ganske vist kunde Karsten ikke lide Rings Billeder;
»den Manden maler jo efter Lineal,« paastod han, men
dels var Karsten, trods sit mangeaarige Ophold her i Lan-
det, udpræget Nordmand og dels dannede han sikkert den
historiske Undtagelse, der som bekendt skal til for at be-
kræfte Reglen.
Rings Kunst maa gribe enhver ved sin dybe Sanddru-
hed, sin Troskab mod det, hvoraf den er runden. Hans
Kunst virker berigende og fryder den mest kræsne lige
saa vel som den helt Forudsætningsløse og højere og vi-
dere kan vel ingen Kunstner naa.
Danmarks Millet har man kaldt ham, og Slægtskab er
der, forsaavidt der kan være Lighedspunkter mellem en
Franskmand og en Dansker, men det er sikkert mange
Gange det samme dybe og smertelige Kendskab til Livets
Alvor, der har inspireret dem: Selvoplevelsen blandt Smaa-
kaarsfolk i deres slidsomme Kamp for det, man kalder for

L. A. RING
Tilværelsen. Ved sin Kunsts magtfulde Styrke, sin Farves
Blidhed og Finhed, har Ring adlet sine Motiver, hævet dem
op i Kunstens forklarede Lys. Sikkert paavirket af Millet
har Ring ogsaa forsøgt sig med allegoriske-symbolistiske
Arbejder. »Aften«, fra 1887, med den gamle Kvinde paa
Landevejen, der træt og udaset har sat sig til Hvile paa
sin tunge Byrde; bag Figuren skraaner, i en skarp Vinkel,
den lange, skyggeløse Landevej. Solen er gaaet ned, man
skimter kun en smal bleggul Lysstribe i Horisonten og
oven over, i de mørke uimende Skyer, svæver Natten frem,
i Dødens befriende Skikkelse, paa tunge duvende Vinger
og med den obligate Le i Haanden. Der har sikkert fore-
svævet Ring noget her om en Slags Pendant til Millets
»Døden og Brændehuggeren«. Og i Billedet fra Aaret 1910,
»Efter Solnedgang« — med Undertitlen »Nu skrider Da-
gen under, og Natten vælder ud« — med den lille hygge-
lige sjællandske Landsbykirke bag den hvide Kirkegaards-
mur og de forblæste Træer langs Vejkanten, men pludselig
brydes Idyllen, og i Billedets Forgrund myldrer det frem,
som fra et underjordisk Gravkammer, med fule grinende
Knokkelmænd.
Man forstaar udmærket godt, hvad der har bevæget Ring
til disse Billeder (Fremtidens Kunsthistorikere faar her en
ypperlig Lejlighed til at skrive lange, lærde Afhandlinger
om Ring som Romantiker og Symbolist), men han har