Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

skaber, at Krigens Kunstmolok
har søgt at skyde ham fra sig.
Saa sundt og naturligt, ro-
ligt og stærkt som han udtryk-
ker sig viser kun Historien, at
Slægt efter Slægt af udvalgte
Kunstnere har set Tingene an,
og vil vi søge at forklare denne
stærke Udløsning af bunden
Vælde maa vi hengive os til
vage Forestillinger om, at en
Slægt her for første Gang,
efter Aarhundreders aandelige
Bastning, har faaet sin Forløs-
ning.
At en saa inderlig Fordybel-
se kræver ganske særlige ydre
Betingelser er mere end for-
staaeligt — det er givet, og
Andersen lever da ogsaa paa
en Rigdom — en Verden af
Stilhed og villet Ensomhed,
som er betalt med det, andre
maaske vilde benævne Savn
og Lidelse.
Men saadan føler han det
ikke selv, og det vil enhver, der
forstaar at læse disse stille
Billeders rige Sprog, indrøm-
me, at Andersens Troldpensel
baade kan smile lunt og le
højlydt i frodig Afaleglæde.
Det falder os ikke ind at
tro, at vi med et Par Siders

Tekst her vilde kunne skaffe
en Kunstner en — omend til-
syneladende nok saa paakræ-
vet — Oprejsning, eller at det
derved bliver os muligt at
kunne bibringe vor Omverden
et dybere Indtryk af et Talents
Styrke og Omfang; ikke heller
er vi af den Mening, at et For-
søg paa at kanonisere en end-
nu levende eller nylig afdød
Kunstner — i Særdeleshed set
paa Baggrund af senere Tiders
Begivenheder — er gørligt
eller endog en fortjenstlig
Handling. Bestræbelser for no-
get saadant maa forekomme
smagløst og lidet formaalstjen-
ligt, thi saalænge den bildende
Kunstners Værker bestaar vil
de være Genstand for skiften-
de Meninger og Domme, alt
eftersom kommende Tiders
Krav til nye Moder og Retnin-
ger dikterer det. Kun har det
her ogsaa været vor Hensigt at
henlede Opmærksomheden
paa, at ligesom det ikke er
Guld alt, hvad der glimrende
bliver holdt frem for Øjet, saa-
ledes maa samme ædle Metal
ofte fremdrages af Jordens
dybe Skød, hvor det helst øn-
sker at forborge sig.
Ma/en o/ F. O. .A/zcfersen



ET !NDLÆO AF MALEREN EDVARD WE!E

A t der længe har hersket rørende
Enighed blandt Kunstnerne i at be-
Y ^ fordre hinanden frem ad Kunstens
tornefulde Vej, tør ikke betvivles. Siden
den nemme og praktiske Foranstaltning
blev gennemført at inddele Kunsten i Ret-
ninger og Varemærker, behøver en ung
fremadstræbende Hr. Petersen og Chri-
stensen ikke længere at staa alene med sin
Sag, men finder hovedsagelig Støtte lige
fra talstærke Korporationer til smaa fine
exklusive Klubber, der paatager sig at
sørge for hans Vel alt eftersom Retning
og Varemærke er. Men naar man nu ogsaa
er naaet til, som det er bleven Mode, og
som sidst sket er i »Politiken«s Fredags-
nummer den 22. April, at Korporationerne
indskrænker sig til to Mand, der siger
god for hinanden, mon saa ikke Systemet
kunstnerisk set har udtjent, og kan man
saa ikke fastslaa, at hvor meget der en
Overgang end kan vindes, vindes der til
syvende og sidst ingenting alligevel.

Uden alle Omsvøb: Var det ikke snart
paa Tide, man vendte sin Omsorg fra det
kunstneriske Speciale og det enkelte Ta-
lents Udfoldelse og økonomiske Vel hen
mod det uden hvilket hverken det ene el-
ler det andet kan bestaa, RT/Mfen. Thi
hvor megen Kraftudfoldelse og Talent der
end monne være tilstede, en Kendsger-
ning er og bliver det, at med denne staar
det ilde til.
At det for den gode og udmærkede Pe-
ter Hansen, der som sagt i ^Politiken«
gaar i Brechen for en ung Kunstner, Hr.
Sven Brunn, der udstiller 40 Malerier paa
Købmagergade, er ramme Alvor at kom-
me ham til Hjælp ud fra de redeligste
kunstneriske Hensigter kan der ikke være
Tvivl om, og det er muligt, at Hr. Sven
Brunn er et ovenud Talent, skønt paa
Baggrund af alt det meget Talent, vi
svømmer i ikke videre sandsynligt. Men at
Begrebsforvirringen er saa udbredt, at
selv ældre Kunstnere, der dog selv ikke er

kommet sovende til deres Position og for
hvem Retninger og Varemærke aldrig har
været nogen kunstnerisk Kæphest skriger
gevalt, fordi normale Tilstande igen er
ved at indtræde, hvor en ung Kunstner
maa døje ondt for sin Sag, det er mere
end betænkeligt.
Herregud, hvad har vi andre ikke døjet,
og hvad døjer man ikke hver Dag, vi er
alle et Offer for Udviklingen.
Og hvor udstilles der ikke 40 Malerier
og i hvilken Kælderhals gror ungt Talen-
tet ikke til op over begge Øren, og hvor
megen Virak er der ikke blevet ofret paa
det, og er det saa underligt, at Tiden til
sidst bliver træt. Lad os se Sandheden i
Øjnene og fastslaa, at det hverken er Ta-
lent eller Anerkendelse vi mangler, men et
kunstnerisk Program, der gennemfører en
kunstnerisk Idé, og lad os saa se, hvad
Talentet er værd, og hvor det er Uretfær-
dighederne bliver begaaet.
Edv. tVefe.

54