Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

riøre Dogmer, men Kristendommens Inderste: Forholdet
til Kristus selv.
Det viide for os kaste en Skygge over Bihedet af Thor-
vatdsen, om han virkelig havde kunnet bringe det over sit
Hjerte at svare en Ven saatedes paa et saadant Spørgs-
maal. Men Riegels Udlægning af Thorvaldsens Ord maa
jo ogsaa i et og alt staa for Riegels egen Regning. Bevis
for dens Berettigelse mangler, hvorimod det, som tidligere
udviklet, meget vel kan være sandsynligt, at Thorvaldsen
ikke øns/rede at besvare Spørgsmaalet og derfor /em/te/tg/
a/Usfe det paa en Maade, Vennen ikke med Rette kunde
finde saarende.

Dette være nu midlertid, hvad det vil. Deri har Riegel
sikkert Ret, at Thorvaldsen næppe har ofret mange Tan-
ker paa Flertallet af den kristne Trosbekendelses Dogmer,
thi, som det siden vil blive godtgjort, var hans Kristendom
ikke Dogmetro, men Kristustro, og forsaavidt som ogsaa
denne sidste forudsætter Dogmet, er han ikke naaet til
dets Antagelse ad Tankens Vej, men gennem Livserfaring,
gennem Oplevelsen af Kristus som levende Realitet, hvil-
ket sidste vi forudser vil være en mørk Tale for enhver,
som ikke selv sidder inde med, hvad man nu om Stunder
sædvanligvis kalder religiøs Erfaring. fForfsæHesy
.

MAX LIEBERMANN

V" ^ EN 20. Juli fyldte Max Liebermann
H H 80 Aar. Overalt i Tysklands kunst-
H—interesserede Krese er Dagen ble-
vet mindet. Men det er ikke lutter Virak,
man har ofret paa den gamle Kunstners
Alter. Ind i den Hyldest, der ikke har spa-
ret paa store og stærke Ord, ind imellem
de feststemte Superlativer, skærer dishar-
moniske Toner, som ikke lader sig over-
høre. Disse kommer ikke blot fra de bor-
nerte nationalistiske Kliker, der endnu ikke
kan bekvemme sig til at anerkende Heine
som tysk Digter, og som i Overensstem-
melse hermed naturligvis heller ikke kan
tilgive Liebermann hans spansk-jødiske Af-
stamning og hans fransk prægede Kunst.
Men disharmoniske Toner i Festjubelen
kommer ogsaa fra de unge Kunstneres
Kres, der i Liebermann, som han nu er,
kun kan se en magtsyg Akademipræsident,
der møder dem med samme uforstaaende
Modvilje som den gamle Menzel lagde for
Dagen overfor den unge Liebermann.
Det er vel gaaet Liebermann, som saa
mangen anden Olding; han har glemt de
unge Aars Kampe, glemt Oprørstrangen og
Viljen til at følge ny Idealer; han har
glemt, at Livet aldrig har nok i det en-
gang frembragte, det være sig saa fuld-
komment det være vil; Livet higer videre
ad ny Baner.
Man kunde fristes til at sammenligne
Liebermanns Skæbne med Georg Brandes';
begge er de Bannerførere for den samme
Aandsretning, 70'ernes Naturalisme, begge
glider de reelt over i Historien længe før
deres Livslys slukkes; men medens Brandes
dog i nogen Grad bevarede Troen paa
Ungdomsidealerne og noget af Ungdom-
mens Glød, gled Liebermann snart over i
det Borgerskab, han havde forarget.
Som ung var Liebermann levende som
faa; med en næsten forfærdende Absorbe-
ringsevne optog han alt, hvad han saa, i
sin Kunst; han rejste for at lære, han stu-
derede og kopierede, han ejede Evnen til
at indføle sig i ny Naturs nye Farvetoner.
Man ser det allerede i hans tidligste Bil-
leder fra Holland, der er blonde i Modsæt-

ning til den Graahed, der præger andre
Billeder fra de samme Aar. Selv Kendere
af Liebermanns Kunst har nægtet at aner-
kende disse Billeder som stammende fra
de unge Aar, før soleklare Beviser forelaa,


i den Grad er de forskellige fra hans tyske
eller franske Ting.
»I Kunsten staar Solen op i Vest« pro-
klamerede Liebermann som ung, og han
vilde dermed sige, at det var fra Frankrig,
at den tyske Kunst skulde hente sine ny
Impulser, selv følte han sig som Elev af
Afunkacky og Impressionisterne, hvis hele
Teknik og Farvesyn han hurtigt forstod at
tilegne sig, født som han var med et sik-
kert Skarpsyn for de rent maleriske Virk-
ninger i det valgte Motiv.
Det, der vakte Kampen om hans Navn,

var dog sikkert først og fremmest den so-
ciale Patos, der udmærkede hans første
Værker. Menzel havde valgt Motiv til et
af sine. Billeder fra Arbejdernes Liv »Jern-
valseværket«, men Liebermann nøjedes ikke
med Motivet; der er revolutionær Agitation
i hans Proletarskildringer som der er det i
Zotas Romaner og siden i Hauptmanns
Dramer. Typiske Værker fra denne Tid er
»Arbejdere paa Roemarken«, tydeligt paa-
virket af Courbet, og det under Mitlets Ind-
flydelse staaende »Kartoffelhøsten«, end-
videre »Alderdomshjemmet i Amsterdam«,
»Skomagerværkstedet« og »Kristus i
Templet«. Sit højeste naaede Liebermann i
»Kvinder, der bøder Garn«, her naar han,
som man har sagt det, ikke blot en mægtig
Patos, men ogsaa en virkelig Ethos. I
dette Billede har han uden Tvivl skabt den
tyske naturalistiske Malerkunsts mest frem-
ragende Værk.
Det var ikke Liebermanns Kald at blive
Proletariatets Maler. Naar man følger hans
Udvikling og ser, hvordan han lidt efter
lidt vender tilbage til den roligere Kunst,
der allerede tidligt kom frem i hans hol-
landske Billeder, forstaar man, at det, der
gjorde ham til de Unges Fører, Vejbryd-
ningen for Naturalisme og Impressionisme,
mere var en ydre Paavirkning end en dyb
indre Overbevisning. Liebermann er først
og fremmest Intellektualist; det er ikke
Hjertet, men Forstanden, en klar og skarp
Forstand, der præger hans senere Værker.
Naar han har kunnet bevare sit Navn som
Maler skyldes det ikke en stadig Udvik-
ling, han staar den Dag i Dag, hvor han
stod, da han opgav al Agitation, men hans
rent artistiske Evner; hans Billeder lynet*
af blændende Teknik, hans Tegninger og
grafiske Arbejder er dygtige Værker, men
de er ens fra Aar til Aar, og de er i Moti-
ver som i Udførelse i bedste Overensstem-
melse med det købedygtige Borgerskabs
Smag.
Med Liebermann fik den tyske Kunst ny
Luft under Vingerne. I Liebermann har den
tyske Kunst maaske sin farligste Bagstræ-
ber. /Vans IVerner.

77$