Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

P z e ? r o P e .s ? a Pa/nzna &'/zo/*z'x. Ma/er

E T BIL L ED E A F PI ET RO TESTA I DANSK PRIVAT EJ E
. AF A P Z S P PANDEN

' H 'AGER man den europæiske Maierkunsts Historie i
^ H dens bredeste Linjer, har man Ret ti] at erktære
i ' det italienske Maleri for dødt at være omkring
Æ. Aaret 1600...«; Cario Cignani, Luca Giordano og
andre samtidige itaiienske Maleres Billeder »burde snarest
fjernes fra Kunstmuseets Magasiner. De skæmmet* endog
Indtrykket af den italienske Forfaldskunst«. Det er knap
20 Aar siden, at Mario Krohn (i sin fortjenstfulde Bog:
»Italienske Billeder i Danmark«, S. 59, 76 f.) fældede den-
ne haarde og forøvrigt noget uretfærdige Dom over den
senitalienske Malerkunsts Blomstringsperiode i det 17. og
18. Aarhundrede (Seicento og Settecento).
Til Trods for at de Sagkyndiges Mening herom er det-
te, skulde man dog mene, at den Tid nu snart maatte
være forbi, hvor Renaissancekunsten paa det italienske
Fastland og i Venezia udgjorde det eneste, urokkeligt fa-
ste Grundlag for Bedømmelsen af den italienske Maler-
kunsts Formaaen. Uden paa nogen Maade at forringe
dennes epokegørende Indsats, kan det ikke eftertrykkeligt
nok fremhæves, at en saadan Betragtningsmaade savner
enhver Hjemmel, idet den hverken kan underbygges ved
historiske og teoretiske eller ved æstetiske Argumenter. Det

er, som om Begrebet »Den klassiske Kunst« paa en
skæbnesvanger Maade har paavirket den almindelige Ide-
ologi, ja ligefrem lænket den til Rinascimento's Piedestal!
Baade den vidunderlige Udstilling i Firenze i 1922, Her-
mann Voss' grundige Undersøgelser og — først og frem-
mest — enhver uhildet Betragtning af Billederne i Kir-
ker, Paladser og Museer i Bologna, Firenze, Rom og
Neapel skulde dog være mere end nok ti! at godtgøre, at
ogsaa Tiden fra 1550—1750 har frembragt maleriske Vær-
dier, som meget vel kan sættes ved Siden af den fore-
gaaende Periodes Mesterværker. Denne Værdsættelse gæl-
der ikke alene den »naturalistiske« Retning indenfor Sei-
cento- og Settecento-Kunsten, som repræsenteres af Cara-
vaggio, Strozzi, G. M. Crespi, Ribera og den neapoiitan-
ske Skole, men omfatter ligeledes de fortrinsvis eklektisk-
dekorative Malere, iblandt hvilke der foruden de 3 Med-
lemmer af Familien Carracci f. Eks. skal nævnes Domeni-
chino, Guercino, Tiarini, Lanfranco, Pietro da Cortona, Lu-
ca Giordano og Carlo Maratta, som hver paa sin Vis har
ydet sit Bidrag til den italienske Barokkunsts Opstaaen og
Udvikling, som efterfulgtes af Rococoens fortryllende »De-
kadence«.

37