Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

ARENAEN
AARG. 1 AUGUST 1927 NR. 3

O. V. BORCH - POUL CtTROEN - HARALD HANSEN

DEN RUMPSKE SAMLING

m ^.ET Snobberi, der hersker her hjemme, naar Taien
g ^er om Iransk Kunst, har foreløbig naaet sit Kul-
W minationspunkt ved de højtidelige Pressemeddel-
H eiser, der kundgør, at Ingeniør J. Rump — In-
dehaveren af den i sin Tid meget omtalte »Dansk Kunst-
handel« — efter megen Overvejelse har besluttet at skænke
sin Samling af moderne fransk Kunst, cirka 100 Arbejder
ialt, til Kunstmuseet. Men hvorfor gøre saa stort et Num-
mer ud af en Række Billeder, hvoraf Hovedparten, selv
om de bærer gode Navne, er af meget ringe kunstnerisk
Kvalitet. Der er mange Maader at gøre sig fortjent
paa herhjemme, en af de nemmeste og hyppigst anvendte
er at spekulere i fransk Kunst.
Den Rumpske Samling, der har været udstillet i to Af-
delinger, paa Efteraarsudstillingen 1916 og paa »Grønnin-
gen« 1924, var betænkelig under Lavmaalet. To mikrosko-
piske Akvareller af Cézanne (»Stakittet« og »Bænkene ved
Søen«) og et Par mindre Arbejder af Othon Friesz var om-
trent de eneste Lyspunkter, det øvrige, Arbejder af van
Dongen, Asselin, Doucet, Pissaro, Gross o, s. v. o. s. v. var
Billeder, som de berømte Franskmænd sikkert meget nødig
saa ophængt som værdige Repræsentanter for deres Kunst.
Arbejderne paa »Grønningen« 1924 var heller ikke alle-
sammen lige fremragende, ganske vist var der et Par større
Ting af Matisse og Derain, men uheldigvis var Formatet
det mest fremtrædende ved disse Arbejder; her som paa
Efteraarsudstillingen var der ikke noget i Vejen med Nav-
nene: Braque, Utrillo, Vlaminck, Roual, men Kvaliteten
kneb det svært med, det. var for Størsteparten den Art
Kunst, man Aar for Aar stadig ser vandre fra den ene
Pariserkunsthandler til den anden. En Samling paa saa
mange Numre skulde jo gerne give et nogenlunde fyldest-
gørende Indtryk af moderne fransk Kunsts Yden og For-
maaen. Der drives, som sagt, her hjemme en højst utiltalen-
de Spekulation og et latterligt Snobberi med alt, ligegyldigt
hvilken Standard, der vedrører fransk Aand og Kunst. Man
kan jo udmærket godt »bøje sig for van Dyck«, men selv
uden at citere Fritz Jtirgensen kan man ikke undgaa at faa
ækle Kvalmefornemmelser ved alt det Bras, der i de senere
Tider er serveret os under Navnet »Fransk Kunst«. Selve
det at samle paa fransk Kunst, ligemeget af hvilken Kva-
litet, blot den var fransk, skulde jo ikke gerne kvalificere
en Mand til Mæcennavnet. Det er snart ikke et Faatal af
geskæftige Borgere, der har erhvervet sig Guld og Ridder-
kors, eller det man i gamle Dage kaldte for Navn og Ære,
ved at importere, forhandle, bortskænke og auktionere, ar-
rangere og udstille fransk Kunst i en Guddommelighed.
Det undrende, kunsttørsten de og aabenbart meget taal-
modige Publikum har faaet meget mærkeligt serveret under

den Etikette, men var det ikke snart paa Tide at forsøge
at dæmme op for denne kunstig skabte Begejstringsbølge,
var det ikke meget mere paa sin Plads, om den Sal, der
nu skal indrettes og reserveres (for Rumps Penge?) den
Rumpske Samling, om den istedetfor blev forbeholdt en
ny værdig Repræsentation af ung dansk Kunst, som vi jo
i høj Grad savner. Spørgsmaalet kan udskydes, men det
er en Galgenfrist; engang maa det jo løses. Den Museums-
ledelse, der sidder det Spørgsmaal overhørigt, vil blive
stemplet paa en behørig Maade af Eftertiden. Hvis der var
rigelig Plads paa Kunstmuseet, saa var der maaske ikke
noget at sige tit, at Rumps Samling blev ophængt Rub
og Stub; det kunde vel altid have en vis menneskelig In-
teresse at se, hvorledes selv ellers store Malere, engang
imellem var mindre store, men nu, da hele Samlingen lider
under Pladsmangel, er der noget mildest talt uforsvarligt i,
at private Personers Ærgerrighed skal være bestemmende
for vore Museers Indhold og Overskuelighed. Det skulde da
synes indlysende, at det, det kommer an paa, ikke er at
faa indrettet saa og saa mange Separatsale med Giverens
Navn i Guldbogstaver over Døren, eventuelt flankeret af
Mæcenens Buste i Marmor eller ædelt Metal, men det, det
gælder om, er at faa Kunstmuseets Indre til at se ikke saa
lidt bedre ud end dets lidt, mildest talt, sammenmiksede
Ydre. Den Samling, Ingeniør Rump er saa elskværdig at
tilbyde Museet, af den kan der sikkert findes enkelte gode
Arbejder frem, og dem kan der nok findes Plads til paa
Glyptoteket, hvor de rettelig hører hjemme. Naar de nylig
nedtagne Matissebilleder bliver ophængt igen, vil et Udvalg
af Rumps Billeder sikkert danne et fortræffeligt Supplement
til Glyptotekets lille, men gode moderne franske Kunstafde-
ling. Hvis Ingeniør Rump er den Idealist, han faar Skyld for
at være, vil han sikkert ikke have noget mod en Ordning,
der udelukkende skyldes Kunstens Tarv. En Kunst-Enthu-
siast kan selvfølgelig ikke have noget at indvende imod at
se bedre Arbejder paa Kunstmuseets Vægge end dem, der
tilhører hans egen Samling.
Der tales tit nok om Folks svigtende Museumsinteresse,
men hvorfor gør vore Museumsfolk det saa besværligt for
Publikum? Istedetfor den ofte ret smaalige Plejen Særin-
teresser burde der arbejdes henimod en større og rigere
Udveksling af Kunstværker mellem de forskellige Samlin-
ger, saa Maalet blev et overskueligt, sandt og rigtigt Over-
blik over Tidernes vekslende Kunst.
Der er noget idiotiserende i, at den, der bl. a. vil sætte
sig ind i ældre dansk Malerkunst, skal springe fra Kunst-
museet til Hirschsprungs Museum og derfra til Glyptoteket,
hvor selvfølgelig — saa snildt — alle tre Samlinger har for-
skellige Aabningstider.