Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

by, man følger et menneske elter en slægt; tusen småtræk
flimrer en i møde, selvfølgeligt og tilsyneladende planløst,
og fæstner sig i ens bevidsthed. Og som af sig selv når
handling og skæbner til vejs ende. Et lydefrit kunstværk,
en af de mægtigste og stærkeste bøger i nordisk litteratur,
et monumentalt epos, der som en klippe rager op over
døgnlitteraturens vande.
Navnlig første del, skildringen af den Selambske sø-
skendefloks hjemløse opvækst og ensomme modning ude
på det gamle vanskøttede slægtsgods, er mesterlig i al sin
barske uhygge. Mens handlingen, bred og rolig, som en
flod i sit dalleje, ustandseligt glider forbi, drager Siwertz
personerne frem en for en og gang på gang, lader dem
gro op for øjnene af os, afhængige, formet som de er af
slægten, milieuet, traditionen; en række skikkeiser, så over-
bevisende klart belyst i deres individuelle ejendommelig-
hed, at de næsten besætter en.
Det er en lidet lystelig bog, SNam&s, inspireret af krigs-
årenes illusionsløse stemning, uden dog direkte at behandle
denne periode; en bog om egoismen, om hårde, hensyns-
løse mennesker, hvis primitive, oprindeligt sunde, men far-
lige og voldsomme livstrang er blevet forkvaklet fra grun-
den af og ledet i gal retning, mennesker, der Jager ensomt
og har forhærdet sig i gold hævnfølelse overfor alt og alle,
fordi de i deres barndom har læst for meget om livets uret-
færdighed og ondskab. — Der er ingen Siwertz'ske gen-
gangere i denne bog, ingen stueblege tankefostre å la Tor-
sten, som bestandigt er ved at omkomme i abstraktionens
ætertynde Luft; og heller ingen skematiske resumeer, per-
soner, hvis individualitet forsvinder under en sammenhob-
ning af typeegenskaber. Der er mennes/rcr, slet og ret. Der-
for bliver SNam&s til syvende og sidst også langt stærkere

i sin moralske virkning end N/z PYaao/* og ÆMens å/ers/ren,
selvom den ikke ender med haabefuld forbedring.
Mon ikke GyMenåa/ havde stået sig ved at præsentere
dette Siwertz's hovedværk for den danske læseverden i ste-
det for .Stormagasinet?
*
Nam /rån Baøyion, den roman Siwertz udgav 1923, og
hvori han drager til felts mod efterkrigstidens hektiske ny-
delsessyge, minder i mangt og meget om Otto Pungs se-
nere bøger, blændende rutineret gjort, effektfuld, underhol-
dende, såpas sentimental og rigeligt forsynet med symbol-
ske knaldbomber, der på kommando udløses i et fyrværkeri
af veltournerede åndrigheder. Den viser klart, hvilke fri-
stelser en stor artistisk begavelse må lære at modstå. Når
man holder af Siwertz's kunst, ønsker man bogen uskre-
ven. Den er en hund i et spil kegler. Og det guld, der her
og der glimter frem i sandet, er ikke nogen undskyldning
for den — man fristes til at sige tværtimod.
Nam /rån Ba&y/cn er Siwertz's offer til galleriets Molok.
Om De/ Nora Vam/msN (1926) skal kun siges, at det er
en roman i allerbedste forstand, ikke ulig ZoJas i ænmebe-
handling og opbygning, men hurtigere, elegantere i sit for-
løb. Man må håbe, at det danske publikum gennem den
vil finde vej til Siwertz's øvrige produktion (novellerne
iberegnet!); og man kan ønske fromt, at unge talentfulde
hjemlige romanskribenter, hvis bøger forringes indtil det
ulæselige af en så fuldkommen mangel på teknik at den
næsten tager sig ud som dum trods, ved at læse .Stormaga-
sinet får lyst til at stifte nærmere bekendtskab med deres
store svenske kollega og gå i lære hos ham.
P. C/zr.

TYPISKE

h 'or ganske nylig har den store tyske
) ' Romanforfatter //erman ttes.se offent-
1 liggjort en Jeremiade over de usle
Kaar, den nærværende Tid byder Digteren.
Omgivet af Mennesker, der kun har Inter-
esse for rent materielle Spørgsmaal, føler
han sig rodløs i den Verden, han drømte
om at berige med ny Skønhed og høje Ide-
aler. Alligevel søger han at holde Hovedet
hævet, overbevidst om, at denne Jerntid vil
blive fulgt af blidere Dage, hvor Aanden at-
ter skal herske over Materien.
Man kan næsten fristes til at indbyde
Hesse til et Besøg i det digtende Danmark,
for her er en Del af Digtningen i den Orad
frigjort fra det materielle, at den har af-
lagt alle, aabenbart forældede Digterinsig-
nier og er trukket i den bredsporede Popu-
lærfilosofis Klædebon. To saa forskellige,
men hver i sin Art saa ypperlige Digtere
som Johs. V. Jensen og Helge Rode søger
hver fra sit Synspunkt at meddele deres
Medmennesker, hvordan de nu opfatter Li-
vet og deres Forhold til Dagen og Evig-
heden. Bog efter Bog sender de ud paa
Markedet. Man haaber atter at skulle møde

T I L
Digteren, hver Gang man tager en af dis-
se Bøger i sin Haand, men skuffes lige saa
regelmæssigt.
Selv i Lyrikeu er der gaaet filosofisk
Orm. I Stedet for skønne Vers giver Ludvig
Holstein os Afhandlinger om »Processen i
Himlen« og »Dualisme« og »Livets Reli-
gion«. De mindste Aander hinker med efter
bedste Evne, og det baade gamle og unge,
Victor Dantzer saavel som Johannes Welt-
zer.
For at Satyren ikke skal savnes i Koret
udgiver Sophus Claussen nu et Bind »For-
aarstaier«. Pilefløjten er lagt paa Hylden,
Antonius er ikke længer i Paris, Eroter og
Fauner gemmer sig i andre Lunde end de,
hvori Digteren nu vandrer og drømmer om
at blive en stor Maler, overbevist om, at
»Maleriet svarer for mig danske Lyriker til,
hvad Kritiken af den rene Fornuft var for
den store Immanuel Kant«. Og hvad er det
saa han vil med sin lille Bog? Først og
fremmest vil han forklare, at han er Idealist
og at man har taget ganske fejl af hans
Digtning, naar man har tillagt ham For-
dærvelse og moral insanity. Dernæst vil

FÆLDE
han overfor Johannes Jørgensens Angreb i
»Livslegenden« fremhæve sin Religiøsitet,
og endelig vi! han proklamere sin Tro paa
Livet og Forløsningen gennem kunstnerisk
Skaben. At digte, siger han, er Selvprøvel-
sens Kunst, og alle Digtninge, Videnskaber
og Teologier paa deres vidtforskellige
Sprog, i Ord, Toner, Farver eller fysiske
og kemiske Forvandlinger giver Aabenba-
relse af en fælles Aand.
Ak, om han dog blot havde skrevet et
eneste virkelig smukt Digt i Stedet for al
denne lyriske Prosasnakken om Ting, han
netop i Kraft af sin lyriske Indstilling, hver-
ken har Evne eller Vilje til at uddybe saa-
ledes, at den bliver andet end Snakken.
Tilfældet Claussen er tidstypisk. Det hø-
rer sammen med Tilfætdene Helge Rode,
Ludvig Holstein. Vore Digtere snakker om
Forløsningen gennem den kunstneriske Ska-
ben. Men selv er de som golde Kvinder,
der tager en andens i eget Barns Sted. De
kan ikke forlange, at man skal betragte
den lille filosofiske Skifting, de nu præ-
senterer, med samme Øjne som man vil be-
tragte et Poesiens ægtefødte Barn.
/Vans IVerner.

744