Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

DET RELIGIØSE GENNEMBRUD 1 THORVALDSENS UNODOMSLtV

M ELABORDES misvisende Kritik af Lucernetøven,
n turde gøre det tittadetigt at renoncere paa nær-
Æ mere Behandting af hans føtgende Udtatetser
* ***^ om Thorvatdsens kristetige Kunst, der synes
ham tom og interessetøs, btottet for den Følelsesbetoning,
som netop her havde været paa rette Ptads. »A peine,«
siger han med Henbtik særtig paa Johannesgruppen og en-
kette af Apostetfigurerne, »pourrait-on demeter cå et tå
quetques indices d'arriére-pensées ptus hautes,« og han
stutter sig ganske tit Pton, hvor denne beklager Mangten
hos Thorvatdsen af denne »étan que donne ta foi,« hvitket
forøvrigt staar i en paafatdende Modsætning tit Detabordes
Stutningsbebrejdetse: Mange! paa »t'amour du beau pour te
beau tui-meme.«
»Laissons done,« siger Detaborde, »cette tongue serie
de compositions uniformes ou effacées, qui pendant un
quart de siécle se succédent sous ta main de Thorvatdsen
comme des toutes faites sous fa pfume tfnn
//rnfear.« Paa dette sidste Omraade anerkender vi Detabor-
des Erfaring og føtger hans Henstitting: Laissons done ces
phrases!
Etteve Aar senere gav fransk Kunstkritik Thorvatdsens
Minde fuld Oprejsning gennem 5. /acQ'tmmonfs to indgaa-
ende Afhandlinger, som fremkom samme Sted som De-
tabordes, nemtig i »Revue des deux mondes«, under Fæt-
testitten: »Le nrusée Thorvatdsen et t'égtise Notre Dame de
Copenhague«^). Jacquemonts Bog er tigesom Ptons grun-
det paa samvittighedsfutde Forstudier, og den Oprejsning,
han giver Thorvatdsen med Hensyn tit dennes Fortiotd tit
Værkerne efter 1820, har føtgetig en ganske anden Vægt
end de tøst funderede Angreb hos Detaborde og David
d'Angers. Baade Jacquemonts fytdestgørende tmødegaaet-
se af Detabordes Kritik af Lucernetøven og hans Vurde-
ring af Thorvatdsens kristetige Kunst er præget af dyb Re-
spekt og vidner om en redetig Bestræbetse imod futd
Objektivitet, omend Thorvatdsens Landsmænd tør tro sig
i nærmere Overensstemmetse med Thorvatdsens egen
Svnsmaade.
Paa visse Punkter er Jacquemont imidtertid fejl under-
rettet, og det vit være nødvendigt at paavise dette, just
fordi hans Afhandling i att øvrigt indtager saa smuk en
Ptads i Thorvatdsen-Litteraturen.
Det er særtig Vurderingen af Kristusfiguren og Statuer-
ne af Apostlene, som vi maa tage Afstand fra. Jacquemont
tager fejt, naar han mener, at Thorvatdsen fra første Færd
var iidet interesseret i denne Opgave. Der foreligger ingen
Hjemmet for en saadan Antagetse. Det er atter en Mis-
forstaaeise, naar Jacquemont ser et Udstag af en saadan
Uvilje over for Opgaven deri, at Thorvatdsen tøvede med
at overtage den af Hensyn tit Freund.
Som bekendt havde Freund paa et tidtigere Tidspunkt
modtaget Bestitting paa Udføretsen af de totv Apostetfi-
gurer tit Frue Kirke, medens Thorvatdsens Kristusfigur
oprindetig var tittænkt Stotskirken, hvor den skutde op-
stittes i Marmor. Da Thorvatdsen under Opholdet i Kjø-
benhavn btev opfordret tit at overtage hete den skutptu-
relte Udsmykning af Frue Kirke, derunder samttige Apo-

stelfigurer i Gips grupperet om en Gipsafstøbning af den
stadig for Stotskirken bestemte Kristusfigur, og da den gi-
gantiske Ptan begyndte at tage fast Form i hans Fantasi,
btev denne tidtigere Aftate med Freund ham en Hindring.
Kun hvis der sikredes Freund futd Erstatning i Form af
andre ikke mindre ærefutde Opgaver, vitde Thorvatdsen
anse sig for berettiget ti) at overtage Udsmykningen i det
futde Omfang. Hans Tøven skytdtes udetukkende dette
Hensyn tit Freund, og da han ti) sidst gik ind paa at tage
imod Bestittingen, var han i absolut god Tro, idet der var
givet Freund saa bindende Titsagn om Erstatning, at der
ikke var mindste Grund tit at tvivte paa, at disse Løfter
vilde bfive indfriet.
At Thorvatdsen forbeholdt sig Ret tit at tade sine Med-
arbejdere tage Del i Udføretsen af Apostelfigurerne kan
hetter ikke med Rette udtægges som Bevis paa mangtende
interesse for Opgaven, men finder sin naturtige Forkta-
ring deri, at han simpetthen ikke kunde overkomme Ar-
bejdet indenfor et rimetigt Tidsrum paa anden Maade.
Det er ukorrekt, naar Jacquemont siger, at det var første
Gang, Thorvatdsen tog sig denne Frihed, thi paa ganske
titsvarende Maade havde han tidligere under Udføretsen
af Modelterne tit Lucernetøven og tit den første Gratie-
gruppe overladt den Det af Arbejdet, som taa imettem
Skitsen og den afsluttende Gennemarbejdetse henholdsvis
ti) Bienaimé og Tenerani.
Jacquemont erkender da ogsaa, at Thorvatdsen har ned-
tagt et stort persontigt Arbejde i Skitserne tit Apostetfigu-
rerne. At han ikke finder dem alte tige betydetige i deres
endelige Virkning som Figurer i stort Format, er en Vur-
dering, atte kan tittræde; men det berettiger ham ikke
tit at antage, at Thorvatdsen skutde have taget sig mindre
samvittighedsfuldt af den afsluttende Udarbejdelse end af
Skitseringen, thi Thorvatdsen var sig det fuldt bevidst, at
det var ham, der havde det endelige Ansvar. Naar man
betænker de enorme Krav, der i denne Periode stittedes
tit Thorvatdsens Arbejdskraft, er det kun rimetigt, at ikke
att, hvad han fik imettem Hænder, kunde tykkes i samme
Grad, og dette Forhotd behøver ikke at undskytdes med
Henvisning til Medarbejdernes Andet i et Arbejde, som de
dog kun fik Lov at udføre under Thorvatdsens dagtige
Titsyn og efter hans Anvisning. Senere udskød Thorvatd-
sen jo setv ftere Modetter, som han havde nraattet tade sig
nøje med midlertidigt for at kunne afsende Figurerne tids
nok, og det er jo ogsaa værd at erindre, at ikke btot Mo-
detterne tit den betydetigste, men ogsaa Modetten tit den
svageste af disse Apostetfigurer hett igennem skytdes
Thorvatdsen setv, hvorunder det dog maa erindres, at
sidstnævnte er et Hastværksarbejde fra Thorvatdsens se-
neste Aar. fEorfsæffcsJ-
fE/rerfryk i'Ake M/acfq.
') Revue des deux mondes. i et 15. September 1879. En Over-
sigt er givet paa dansk af Emil Gigas i »Nordisk Tidsskrift«
1880: »Thorvaldsen bedømt af den franske Kritik«.