Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

er det knapt saa sjetdent at høre Navnene:
Théodore Rosseau og Camitte Corot, og
dér tigger vet nok noget af den store Hem-
metighed. Der er sikkert ingen Tvivt
om, at Wittumsen, bortset fra, at han er
tdéens Fader, er en af de faa, der har Haab
om at kunne reatisere Tanken, btot der nu
ikke efter dansk Sæd og Skik tidt efter tidt
kommer for mange »høje Hatte« ind i Ko-
mitéen, saa det bete resutterer i den her
paa Bjerget ikke hett ukendte Visnepotitik.
Der er forresten før i Tiden forsøgt et
Fremstød for nordisk Kunst i Paris. »As-
sociation des Artistes scandinaves« var en
Sammenstutning, der afhotdt ftere aartige
Udstitlinger i Watteaus gamte Hus i rue
Jutes Chaptain. Trods det, den tatte flere
betydetige Kunstnere, formaaede den ikke

i N MEMO
J uan Oris, som døde dette Foraar, hørte
J tit Kubismens centrate Nistjerne: Braque,
Picasso, Leger, Metzinger, Gteizes, Mar-
coussis, Gris, Jeanneret og Ozenfant.
Han repræsenterede i denne revolutio-
nære Materskote Forsigtigheden og Maa-
dehotdet og undgik føtgetig mange af de
andres bratte Kursændringer. Han arbejde-
de sig frem, tangsomt og stædigt
efter en og samme tige Linje, sta-
dig paa den omhyggetige Omtan-
kes sikre Grundtag.
Der er en tydetig snortige
Fremadskriden fra hans første
kendte Biltede »Portræt a/ Pfca.s-
.so« fra 19t0, hvor det kubistiske
Linjesystem tigesonr er tagt uden-
paa og over Genstandene, han af-
bilder og saatedes fortener dem
med et kunstnerisk, monumentatt
Udseende, over GfutorMtedet fra
19)2, Portrættet o/ M/ne. Grt& fra
1916, »tVorte/rm« fra t919,
»tMondsportræt« fra t923, nogte
Sfftffe&e?:6fffeder fra 1925 og det
her gengivne »Ponde/rone« fra
Slutningen af 1926, hvor den
strenge Form hett synes at kom-
me indefra, tigesom btot er hentet
frem fra Dybet af det fremstitle-
de.
Naar han atdrig har drevet Ku-
bismen ud i hine yderste Konse-
kvenser, hvor den næsten mister
Forbindetsen med det genstands-
mæssige, hænger det sammen
med, at han atdrig har spekuteret
etter eksperimenteret over setve
den kubistiske Alatemetode. Han
erklærer setv, at han har forefun-
det den færdig og har grebet det
Værktøj, han fandt, og anvendt
det. Setve Probtemet Kubisme el-
ler ikke, synes overhovedet ikke
at have eksisteret for ham. Det

at vedligeholde tnteressen og bevare sit na-
tionate Særpræg stærkt og hett, tidt efter
tidt sygnede den hen, men man forstaar det
maaske bedre, naar man hører, at den
skandinaviske Kunstnersammenstutnings
Tetegramadresse var — »Cézanne«!
*
FORAN KUNSTMUSEET
Det smukke Antæg foran Kunstmuseet
har faaet en værdifuld Forøgetse i Ger-
hard Hennings liggende Kvindefigur i
Kalksten, »Danae«, men uhetdigvis er den
anbragt saatedes, at den ikke kan ses fra
atte Sider, det er Synd for det gode Stykke
Skulptur, og Fejten bør hurtigst mutig ret-

R i A M J U
var for ham den eneste naturtige Udtryks-
maade og det vitde have været grov Affek-
tation om han havde givet sig tit at mate
naturatistisk etter impressionistisk.
Han var en naivt troende, som ikke kend-
te Skepsis, en mørk, atvortig Skikkelse,
som netop i Kraft af sin Ubestikketighed,
ved sin Død har brudt en Bresche i den

tes. Stit den frit ud paa en af Plænerne,
saa man kan gaa rundt omkring den. Naar
Figuren er modetteret og beregnet tit at
ses fra atte Sider, er det meningstøst at
stitte den tæt op ad nogte Buske. Naboska-
bet tit Otga og Siegfred Wagners forun-
deriige Dyre- og Menneskefremstitting er
hetter ikke et Gode.
Mærketigt er det ogsaa at se den ret
ftove Figur af Hassetriis opstittet paa den
mest centrate Ptads i hete Antæget, paa
Ptatformen foran Museet. Hvorfor dog ikke
flytte Michelangetos »David«, fra Skamme-
krogen i Østre Antæg, hen foran Bygnin-
gen. Den vitde sikkert se yppertig ud der
og btive det naturtige samlende Midtpunkt
i Skutpturparken. Her er virkelig noget at
gøre for den initiativrige Ledetse af Museet.

AN C R i S
kubistiske Fatanks, hvor det efterhaanden
under den haarde Kamp for at hævde de-
res abstrakte Aandsretning overfor de me-
re materialistiske Strømninger, som appet-
terer mere tit Genkendetses- og Stofgtæde
end den immateriette Kompositionsvirk-
ning, mere og mere er btevet Skik at hol-
de sammen og, udadtit ihvertfatd, sige god
for Kombattanternes Arbejder i
Fiæng. Han hævdede ofte lidt
agressivt stejtt, at dersom et Ma-
teri udmærker sig mere i Kraft af,
end indenfor sin Skote, er del
stet. Gris var den fotketigste af Ku-
bisterne. For Publikum, som ikke
er i Stand tit overhovedet at op-
fatte Form uden først at have op-
daget hvitken Ting den knytter
sig til, havde hans Bilteder den
Fordet, at man altid var i Stand
tit at se, »hvad de forestittede«, i
Modsætning tit, hvad der er Tit-
fætdet med ihvertfatd vis$e Ar-
bejder af atte de andre Kubister.
Den obtigate indignation, som et-
ters ptejer at spærre atte Veje for
en forstaaende Betragtning, var
attsaa ikke i samme Grad tit Ste-
de overfor ham, og unge Piger,
der har Forstand paa Hatte og
ætdre Gentlemen, som forstaar at
vælge et smagfutdt Stips, kunde
ogsaa hos ham nyde den roiige,
brede Farve, en og anden maaske
endog skatte hans Tilbagehotden-
hed og Renlighed, som atdrig tit-
tod ham at bejte tit tetkøbt Gunst
i tidt smart Gtanstys etter et deko-
rativt anbragt sødt straatende
Farveensembte.
Saatedes tod en ironisk Logik
ham der gjorde mindst for Popu-
taritet, i højest Grad opnaa det.
Hvad han stadigvæk fortjener.
Bro&y /o/mnsen.


/aan Grfs.* Bondekone. .7326