Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

søger sig, ligesom Andersen, i adskillige Genrer, inden
han finder det Felt, hvor han blev den uopnaaede Mester:
den tragiske Idyl, og hans sidste Værker staar.gennemgaa-
ende langt over hans første.
Denne korte Karakteristik af Digteren vilde være abso-
lut ufuldstændig, dersom jeg ikke tilføjede en Omtale af
hans Lune, der er nært beslægtet med Andersens, men lige-
som en Tone hvassere. Bang var en Mester i at opdage og
gengive Folks komiske Sider; enhver, der har kendt ham,
vil huske, hvor blændende vittig han kunde være i sin
Satire over al Slags Affektation; en Aften »spillede« han
f. Eks. Bertha von Suttner, som dengang gæstede Kjøben-
havn, saaledes, at Tilhørerne vred sig af Latter. Der var,
hvad maaske kun faa vidste, et stort Stykke af en Scapin
i Herman Bang; herom kunde der fortælles mange rare
Historier, hvis Lejligheden var dertil. For hans Digtning
fik denne Evne væsentlig Betydning; den giver Saltet i
hans Fortællinger og bidrager til, at de har holdt sig saa
friske. Navnlig hans »Middagsselskaber« er smaa Virtuos-
numre af Lune og Vid. Og den er dansÆ, denne Evne.
Maaske har den sin Andel i den Lykke, Herman Bang har
gjort i Tyskland, hvor Lunet ikke er LIvermands Sag.
Bang var tillige en ArR/sA* Begavelse af Rang; hans
sjældne Evne til at føle mer/ Andre gav ham den virkelige
Kritikers Talent til at følge en fremmed Individualitets sjæ-
lelige Bevægelser ud i de fineste Detailler; men det kan
ikke nægtes, at han ofte omdanner den Digter, som be-
skæftiger ham, i altfor høj Grad til Lighed med sig selv.
Uden denne Mangel vilde han have været den betydeligste
Kritiker i Datidens Danmark.
Og det var de samme sjælelige Ingredienser, der gav
ham en vis Betydning som Instruktør, men rigtignok og-
saa forringede Resultaterne af hans Anstrengelser i dette
Fag, som næsten var ham det kæreste af alle. Medens
han endnu ikke er tilstrækkelig anerkendt som Digter i sit
Fædreland, har der mærkelig nok dannet sig en Myte om
hans Dygtighed som Teaterinstruktør, der er uden væsent-


T ACOB PALUDAN's ny Bog »Markerne
! modnes« er et særdeles tidstypisk Værk.
v Den vil skildre unge Mennesker, som
vokser op under Forhold, der nødvendig-
vis maa skabe Rodløshed, fordi Tidens Uro
har gjort alle Begreber flydende. Bogens
Baggrund er en Verden i Opløsning, dens
Mennesker en lille Samling Individer, der
hver paa sin Maade tager Livet, som det
nu kan falde uden at forsøge en virkelig
personlig Indsats. Helten i Bogen er især
en karakteristisk Type, en ung Mand med
kunstneriske Evner og Drømme, men til-
lige en vag Natur, der ikke tør tro paa sig
selv og derfor heller ikke tør sætte alt ind
paa at følge Kunstens Kald. Han deler sig,
dyrker Kunsten som Bibeskæftigelse, saa
længe han evner det, og studerer Medi-
cin som Brødfag, for at ende som en livs-
træt og uduelig Læge. Resultatet er den
stadige Oliden ned ad Bakke, den haab-

lig Forbindelse med Virkeligheden. Derimod var han som
Oplæser af sine egne Værker uforlignelig. Den stærke
Trang til Ømhed, som udsprang af hans Sympati for Men-
nesker og øgedes ved den Undtagelsesstilling, der gjorde
ham ensom i Livet, mættedes, naar han stod overfor sin
Tilhørerkreds og gav sig selv, sit Livs dybe Smerte, sin
Ironi og sin Humor; og Tilhørerne blev, ofte uden at vide
hvordan, grebne, revet med, ligefrem hypnotiserede, saa
de aldrig glemte dette Møde med en enestaaende mærkelig
Digterpersonlighed.
Den literære Klike, som gav Tonen an i Danmark i saa
godt som hele Bangs Levetid, følte sig nærmest frastødt
af ham. Georg Brandes karakteriserede ham som »en mid-
delgod Fruentimmerbegavelse«. Man rasede i hine Tider
mod »Samfundet« og »satte Problemer under Debat«;
Herman Bangs »Problemer« var rent individuelle og havde
lidet eller intet med Samfundet at gøre; i alt Fald søgte
han aldrig Undskyldning for sine Ulykker ved at skyde
dem i Skoene paa Samfundet. Datidens Unge forkyndte
»den frie Kærlighed« som et Lykkens Evangelium; Herman
Bang forkynder, at denne Kærlighed, mest den Sansernes
Erotik, som netop berusede Tidens Profeter, er en Rædsel
og følges af Rædsler, moralsk Nedværdigelse, ja, Forbry-
delse. Hvem havde saa Ret? Bang kom til at staa isoleret
i det daværende Danmark. Havde han levet nu, vilde hans
70-aarige Fødselsdag have givet Genlyd Europa over, me-
dens en temmelig stor Procent af Datidens »Gennembruds-
mænd« nu er sunket i Glemsel, og de, der huskes, vandt
deres vel fortjente Ry paa helt andre Felter end dem, som
dengang anvistes dem. Naar Regnskabet engang for Alvor
gøres op, vil Herman Bang ikke tabe ved det; dette er min
fulde, faste Overbevisning. Ære være hans Minde!
Som Eksempel paa Bangs overordentlige Popularitet hos vore sydlige Naboer,
hidsættes Oplagsangivelserne for nogle af Romanernes Vedkommende: Das wefsse
Dans, 14 Opl. nm IVege, 75 Opt. Z.HdHugshd'Ae, 15 Opl. 77ne, 13 Opl. MieAaeY,
20 Opl. Die Vaieriandsiosen, 30 Opl.

MARKERNE MODNES
Talsmand for ny moralske, filosofiske el-
ler religiøse Synspunkter og Anskuelser;
men vi kræver af ham, at han kunstnerisk
begrunder sine Menneskers Skæbne med
Følgerigtighed og Alvor, og at han ikke
blot fortæller løs i en Form, der laaner
alt for meget fra den daarlige Films Tek-
nik. Vi forlanger af Kunstneren Jacob Pa-
ludan, at han helt igennem er ægte og
ikke forfalder til et dræbende, dumt Lite-
ratursprog, saaledes som det alt for ofte
sker i denne Bog. Det er f. Eks, uhygge-
ligt at læse om de Fornemmelser en jævn,
lidt musikalsk Dreng gennemrisles af ved
Lyden af Orglets Toner.
Dog nok herom. Der er saa meget i
denne Roman, der drager Læseren og
stemmer ham sympatisk; man ønsker der-
for dobbelt, at Forfatteren ikke havde
sluppet sit Værk af Hænde, inden det var
helt gennemarbejdet i Form og Tanke.
/fang tVerner.

løse Forsumpen i sløv Ligegyldighed. Og
som det gaar ham, gaar det hans Venner,
de sløves af Livshunger eller Overmættel-
se. Markerne modnes, men naar Høstens
Time er inde, vil det vise sig, at den
gyldne Mark kun bærer golde Aks.
Der er Ting i denne Bog, som virker
gribende, fordi de er ægte i baade Opfat-
telsen og Skildringen; men taget som
Helhed er Bogen selv maaske mere tids-
typisk end de Mennesker, den skildrer.
Forfatteren mangler aabenbart selv den
Livsforstaaelse, det Overblik, hvis Man-
gel han ser som Aarsagen til sine Per-
soners Ulykke. Man forstaar ikke ret,
hvorfor han har skrevet om disse Menne-
sker, for hvis det var Skildringen i sig
selv, der interesserede ham, havde han
ikke ladet sig nøje med den halvfærdige,
løse Form, hvori Romanen nu fremtræder.
Vi forlanger ikke, at Paludan skal være

73