Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

4

BOGE
AARG. 1 SEPTEMBER 1927


NR. 5

S 1GFR) D S1WE RTZ S OM R O MAN FOR FATTE R

Jag begagnar tacksamt det till-
fålle, som Sam/aren givit mig, att
saga några ord om min i dansk
oversattning utkommande roman Det
stora Varuhuset.
Vilken roli speiar inte basaren i
Tusen och en natt! Dår byta de ål-
skande torsta ogonkastet over siikes-
batarna. Dår knyttas i det brokiga
vimiet handlingens trådar meiian
suitanens harem och okenrandens
rovare. En gang når jag var och
kopte mig ett skohorn på Nordiska
kompaniet i Stockhoim, så fick jag
idén att iåta ett stort varuhusspeta
en iiknende roli i en modern beråt-
teise. Dårav biev nu en bok, dår jag
knot några månniskors oden tit! de
skatter, som tekniken och vårtds-
handein hopat under »Goidmans«
kopparkupoi. Månniskan irrande i
varornas iabyrint, månniskan som
varornas herre och siav! Men aiitid
tnånniskan! Det år ingen affårsro-
nian i egenttig mening, ty huvudvik-

a/ G H ;; n n r


ten tigger ej på den ekonomiska ut-
vecktingen. Nej, tvårtom har jag ve-
iat visa, att de aittjåmt teva i en saga,
den tusen och andra nattens saga,
både unge Siifverstrand, som drom-
mer om resor i koffertbergets skug-
ga, och gamie chefen Goidman, som
går omkring på nåtterna och snatter
av sin egen gåstever en croute.
Det år inte utan att jag med en
viss båven framtråder med Det stora
varuhuset infor en dansk pubiik. Det
år som att fortro sig åt en åtdre
bror — och så bara ha sagor att
komma med. Ni kopenhamnare ha
varit med så mycket iångre ån vi och
Ni ha fromfor aiit det kritiska sin-
net mer utveckiat. Men jag vågar
åndå hoppas. Bockerna ha också si-
na oden på de stora basarerna, och
varfor skulie inte Aiiah unna min ett
gunstigt sådant. Jag tar tiii den sol-
drånkta fatalismen i Tusen och en
natt.

A W AN er Sverrigs sAicA/fgnsfe hernYfarg, en artist af
[jj jl guds nåde, som kender sit metier tilbunds og be-
A A hersker det fuldkomment, en skribent, der i tek-
nisk virtuositet kan stå mål med snart sagt hvemsomhelst
blandt de store romankompositører, Flaubert, Zola eller
Conrad. Hans stil er klar og sober, stærk og tankevægtig,
på en gang i slægt med P<?r TYuMrd'ms og TTjatma/* Soder-
bcrgs, knap s'å fortættet som den førstes, ikke så djævelsk
facetteret som den sidstes, men til gengæld mere udpræget
episk. Han er en klog ræsonnør, en skarp og føl-
som psykolog og erfaren iagttager. Han kan skil-
dre næsten alt, ligefra det kogende menneskemyl-
der i et stormagasin under udsalget til et salt-
friskt og solglitrende kryds gennem Skårgården, fra
en erotisk amoralsk, bundløst tom og blændende manne-
quinskønhed til en stærk og blid og trofast svensk borger-
pige. Og hans skildring er altid fængslende, altid overbe-
visende rigtig, ofte ny og fuld af uanede perspektiver. —
Men han mangler den umiddelbare, betagende og foruroli-

gende nære kontakt med livet i sin kunst, hvor stærk og
pragtfuld den så end er. Han har ikke Njnhnn/' Bcrgmunns
renæssancefrodighed, blodrig, dampende af liv, heller ikke
han gigantiske fantasi. Han ejer ikke en saa latent, næsten
lyrisk bevæget inspiration som GusGv 7/GMrdm i »Jag-
drommar«. Hans indstilling overfor tilværelsen er rent in-
tellektuelt betonet, uden at han derfor mangler følelse og
varme. Han er gennemreflekteret, kundskabsrig — en skri-
bent, hvis væsen er kultur, intelligens.
*
Sigfrid Siwertz havde et tiårigt og højtvurderet, væsent-
lig novellistisk forfatterskab bag sig, da han i foråret 1914
udgav sin første store roman, Æn TYandr. Dette forklarer
bogens ujævnhed i artistisk henseende, det ejendommelige
blandingsindtryk læseren får af fuldendt behersket kunst
og usikker prøven sig frem — romanen er en erfaren skri-
bents første forsøg i en ny genre.
Optakten røber med al ønskelig tydelighed den drevne

742