Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Oplevelser forarbejdes og anvendes. Uanfægtet af den Ar- Den friske Blanding af Erfaringer og Fantasier givet-
mod paa aandelige Oplevelser og det blege Tankeliv, der Bogen et Præg af aandelig Oplagthed, som Wells' Bettn-
kendetegner saa megen borgerlig Literatur, forsøger Wells, drere i alle Lande vil glæde sig over. A4en dens modne, in-

som en 18-aarig, der vaagner til social
hed, endnu en Gang at forstaa og
Verden.

»MODERNE
E.
A FRA/VAT SSVFVJVFJ?7*0/V.'
AFTEN - NAT - MORGEN
A/ct/ r/ Forord o/ Af. O. We/Zs. Overså? o/
Ft/oo 7*resY'/:oiv
Ingen Moraliseren, ingen Reform, end
ikke Kunsten i en Ides Tjeneste! Det,
Swinnerton vi), er det sværeste af ait:
Fange Livet ind i Tusinde Glimt og antyde
de Love i Eneren og hans Forhold til Mas-
sen, der betinger dets vekslende Spil. Han
tager et Stykke ud af Menneskehedens le-
vende Væv og sætter det under Mikroskop.
Den, der vil fdige ham, maa taale en nøg-
tern Forskers Søgelys, rettet mod hver Fold
og Krog i jævne Smaakaarsmenneskers In-
dre. Misundelse, Had og Begær anes ikke
under Handlingens Gestus, de lægges blot
og reflekteres med et Spejlbilledes Streng-
hed i alt, hvad der sker.
Familiens Overhoved, den apoplektiske
Far Blanchard, er den eneste af Personer-
ne, Forfatteren ikke dukker helt til Bunds
i. Men hvor levende føles han ikke, saa
langt han kan spores i egen Individualitet,
i Sansernes Graadighed efter Øllet, den
store Trøst, i Fantasiens kyniske Trang til
Avisernes Mord- og Skandalestof, men og-
saa i det skikkelige »god Dreng« til Dat-
teren Jenny, i Kluklatteren, og fremfor alt
i det Glimt af robust Humør, der nu og da
tændes i hans sløve Blik og breder sig til
hele Atmosfæren. Han føles ganske selv-
følgeligt som den faste Akse, hvorom den
lille urolige Verden drejer sig. Han er saa
levende som en Dickensk Figur, blot uden
Karikaturens Udskejelse, han er som Fa!-
staff selv, samledes som han vilde fremgaa
af Arbejdernes Lag.
Husvennen, den vankelmodige Alf, der
først udelukkende er betaget af den kønne
og kvikke Jenny, ender med at gøre den
hidtil forsmaaede ældre Søster, Emmy, lyk-
kelig ved at fri til hende efter en Teater-
tur. Denne Mand, den jævne Bejler, der
uden at han selv aner det, røber det Begær,
han aldrig bevidst vilde udlevere, er givet
med fænomena! psykologisk Intuition.
Swinnertons Proletarer er hverken saa
ens eller saa golde som de Brosten, de
træder paa, ej heller er Tilværelsen saa ba-
nal, at den ikke byder paa kærkomne Over-
raskelser. Skæbnen spiller paa selvsamme
Aften de to Søstre i Hænde, hvad de gen-
nem Aar og Dag har begæret: Kærlighe-
den. Men hvor forskellig er ikke Virkningen

ig politisk Bevidst- tellektuelle Struktr
derpaa endevende Sprog vil fastholde

VERDENSL!
/EEPEPEENE E O P E A
hos dem. Den romantisk higende Jenny ka-
stes — efter at have erobret sin Elsker '—
ind i ny rastløs Uro og gennemgaar alle
Reaktionens Kvaler, niens den snusfornuf-
tige Emmy nyder Tanken om en sikker
Lykke og med Undren ser Søsterkærlighe-
den kvæle Forargelsen over det natlige
Eventyr, der har faaet Jenny til at svigte
sin Pligt overfor den hjælpeløse Fader.
Sindet renses, Kredsløbet bliver Ligeløb.
Ved den Troskab, hvormed Forfatteren
tegner Livet som han ser det, med sikker,
rolig Haand, naar han et ikke villet Ataal:
at redde dets Værdi. Og hvor dristigt det
Sammentræf af Begivenheder end er, der
bringer Søstrene ud af Dagliglivets For-
sumpning, stødes vi dog ikke, naar Swin-
nerton vover Spillet. Æ /o/MfMen.

RAWFR MAP/A P/FXF.-
MALTE LAURIDS BRIGGES
OPTEGNELSER
Overse? a/ /engAanns
Der var i Rilkes overordentlige Begavelse
som Lyriker et Træk udover den rene Ly-
rik: hans højtforfinede Beskrivekunst. Der
er Vers i»NeueGedichte«, hvor alt Aande-
drag er holdt tilbage i Bestræbelsen paa at
overføre Billeder i Ord og Vers af Ædel-
stene og Metal. — »Vers, siger han her i
Malte Brigges Optegnelser, er ikke som Folk
tror Følelser, men Erfaringer.« Der er saa-
ledes en stærk og æde! Fiber af Prosa i
denne store Lyrikers Sprogkunst. Men Pro-
saen i denne Bog (ypperligt gengivet af
Oversætterinden) er tillige pure lyrisk;
Sansning og Følsomhed svæver stadigt om
hinanden nu og da sammensmeltede
i Tankestemningernes Fylde; snart er
der mere sanset, snart mere tænkt
og følt, snart en større Vægtmængde
af Ting, snart en større af Sjæl. Saaledes
svinger Sans og Sind, Natur og Aand over
i hinanden og ud i denne Bogs underfulde
.Meditationer, — som Tingene en tidlig Ju-
limorgen »svinger over i hinanden og ud i
Luften, og gør Skyggen ktar og Solen til et
let aandigtSkær« (p. 171). — Meden stil-
færdig, vidunderlig indtrængende Fantasi
forstærker dette Digtersind i Alt ethvert
lille Træk af Sælsomhed; Tingene bliver til
Væsner, og de Følelser, de udløser, til Mag-
ter; det beherskes i den Grad af det un-

r og det blanke, gennemarbejdede
ogsaa hans mere skeptiske Læsere.


TTERATUR«
G
derfulde, som skælvede det i en fortryllen-
de Bræmme af Mystik, af Overgang til
Aand ... Der er en Pantheisme i denne Fø-
lemaades fulde Opgaaen i Tingene, Sindet
føres saa guddommelig let som en Duft
i en Luftning over i Fælleshed med Tin-
gene; Bevidstheden om den er som en pan-
V/eos' med Alt i sig; den har ophævet Græn-
serne imellem Mulighed og Virkelighed,
Fortid og Fremtid, Døde og Levende —
deres Verden er en fælles. Denne pan-f/mos
er Erindringen, som overskridende hine
Grænser skaber en Verdensguddom, det*
aabenbarer sig i det Naturlige som et Hele
af Tegn.
1 en Række symbolistiske Prosadigte og
Myter og Reflexioner udtrykkes denne mo-
derne religiøse Sjælfuldhed, der i det Ydre
søger Ækvivalenter for det Indre. Skønnest
af alt maaske Slutningen, hvor Tanken helt
griber Herredømmet og gennemfører en
Fortolkning af Lignelsen om den forlorne
Søn, som er fuldkommen i Form og vidun-
derlig i sit Indhold. E. E.

WA/W/CAT DFCP/MG.*
SORELL OG SØN
Overså? af Fs?Aer Ma?/?n^
Verdenslitteratur! Er det mon ikke ved
at blive noget i retning av et stort inter-
nationalt firma, hvis svingdøre glider så
let, at de undertiden smækker den indtræ-
dende i hælene? Ikke fordi SorreE og Søn
er nogen dårlig bog — men den dristige
rubricering ægger kritiken. Og man sidder
under læsningen med en blandet følelse av
irritation og grebethed.
En krigsinvalid, dekoreret officer, er ved
at blive slået ud, men slider sig frem fra
hotelportier, og kan derved give sin søn,
der har arvet hans dygtighed, en let og
gunstig start. Men for at få gang i det må
der frembesværges en »ven og velgører« —
som den gamle bibliotekar i PeEe Eroøre-
rca —, her blot ved bogens begyndelse. Og
dermed er vi allerede langt ude i sentimen-
talitetens totale oversvømmelse. Forholdet
mellem far og søn, bogens middelpunkt, er
ialfald så kønt, at man får langspyt ved
det. En eneste lille dumhed fra den gam-
les side, et tilløb til en tåbelighed fra søn-
nens vilde ha virket forfriskende. Men de

V27