Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

AARG. 1

NR 4

ARENAEN

SEPTEMBER 1927

O. V. BORCH - BROBY JOHANSEN -JUAN GRIS - ÅSE RIISAGER

HARALD G i E R S ! N G - STÆHR-NIELSEN

NaraM Giersings Død var — som vi atie
ved — et stort Tab for dansk Kunst, men
den Trøst havde vi dog, at Giersing i le-
vende Live af de fleste kunstforstandige
Mennesker var blevet værdsat og delvis
officielt kanoniseret (Medlem af Akademi-
raadet og Arbejder paa Galleriet). Giersing
indtog en Særstilling indenfor nyere dansk
Kunst, ikke alene i Kraft af sine store
kunstneriske Evner, men lige saa meget
paa Grund af sin stærke Intelligens, det er
jo ikke altid Synonymer. ^Hvad nytter det,
at man har Guld at give for Sølv. naar in-
gen faar det at vide.« Giersing var Menne-
skekender og Værdsætter af Pressen og
Kritikens Alagt. — En Kunstner, der aldrig
forstod sig paa det, var Æn'k SAeAr-Ah'e?-
sen, hans kunstneriske Begavelse var stor
og egenartet, men Samfundets Love og
Vedtægter fattede han ikke, for ham var
det nok at stræbe mod at lave god Kunst,
alt andet foragtede han. Det bødes der for.
Alt det, han i sin hensynsløse Trang til
kun at beskæftige sig med det væsentlige,
ikke kerede sig om, tvang ham i Knæ og
slog raat og brutalt Penslen ud af Haan-
den paa ham.
Stæhr forstod ikke, at selv den pragtful-
deste Plante skal have god Muld for at
gro; for at gøre Mulden givtig skal der
Gødning til og selv om den ikke altid er
lige velduftende — den er uundværlig un-
der vore Himmelstrøg.
Stæhr-Nielsen forstod Ikke Kritiken og
Venskabets Magt og Venskabets Magt
over Kritiken.
Efter hans Død afholdt Kunstforeningen
ganske vist en Mindeudstilling, og Galle-
riet købte et enkelt af hans Arbejder, rig-

W ! L L U M
Willumsen har Skoen paa, saa han ved,
hvor den trykker, han har i Frankrig følt
den Ligegyldighed, for ikke at sige For-
agt, hvormed alle kunstneriske Ydelser, selv
de bedste, blev mødt, naar Ophavsmanden
ikke var født i det forjættede Land eller
ihvertfald havde Indfødsret der, og er ble-
vet opbragt derover.
De Motiver, der har faaet Willumsen til
at nedsætte en Komité, hvis Formaal skulde
være at gøre Propaganda for dansk Kunst
og Literatur, er rigtige og ligetil, men mon

tig ihukommende de dræbende Ord: bedre
sent end aldrig.
Alit Forslag er i Korthed dette: Galie-
riet burde samle det bedste af Giersings



og Stæhr-Nielsens Produktion i en stor,
rummelig Sal.
Der er ingen Tvivl om, at de vilde klæ-
de hinanden ypperligt. Trods Udtryksmid-
lerne er der stærkt Slægtskat! imellem dem,
man fornemmer den samme dybe, molstem-
te Undertone i begges Arbejder, skønt ud-
præget moderne dog med dybe Rødder i
Romantiken, et Slægtskab som mellem
Rubens og Delacroix.
S E N - K O
han aner, hvor svært det bliver at realisere
Idéen?
Willumsen er vel nok en af vore skar-
peste Intelligenser og staar derfor ret iso-
leret, for dybt i den danske Folkepsyke lig-
ger der en Trang til Snobberi og en Kri-
tikløshed overfor alt, hvad der er af uden-
landsk Oprindelse.
Det er desværre ikke blot »Langelinie-
pigerne«, der løber amok, naar et fremmed
Produkt viser sig inden for den hjemlige
Synskreds, selv satte Folk med Titler og

Det bedste af Giersings Kunst er det
endnu ikke svært at faa samlet, det fin-
des sikkert paa forholdsvis faa Hænder.
Stæhrs Arbejder bliver det noget vanske-
ligere at faa opsporet, men endnu kan det
gøres, men som Aarene gaar, bliver det
ganske vist mere og mere besværligt.
Hans Kunst var jo ikke af Visitkortfor-
mat og derfor ret uhaandterlig, og naar
den Tid kommer, hvor Slægt og Venner,
der nu behandler hans store Lærreder med
Veneration, ikke mere eksisterer, saa maa
man desværre befrygte det værste. Stæhr-
Nielsens Billeder har jo desværre endnu
ikke nogen større Værdi i Handel og Van-
del; men vilde det ikke være lidt for trist
og meningsløst, om en af de mest særpræ-
gede Begavelser indenfor ung dansk Kunst,
om hans Arbejder næsten sporløst skulde
forsvinde?
Galleriet burde tage sig sammen og
skænke os den Oplevelse, en Sal fuld af
Giersing og Stæhr-Nielsens Arbejder vilde
være.
Man behøver ikke at have Spaadomsev-
ner for at se dens Kraft og Pragt. Vi
mangler et dansk kunstnerisk Tyngdepunkt
til den moderne norske Afdeling, hvor
Munch og Karsten fyger og brænder. Her
var virkelig en Lejlighed for Ledelsen til
at indlægge sig — for en ret rimelig Penge
— Berømmelse, og Kunstvenner (ikke
alene Hammershøj-Beundrere) kom til at
staa i Taknemmelighedsgæld til den.
Selv om Kunstmuseets Direktion maaske
bryder sig fejl om det, er det nu alligevel
ikke saa tosset en Ting at komme ud for.

M ! T É E N
Embonpoint taber deres forholdsvis sunde
Omdømme og opfører sig ufrivillig komisk.
Vi har herhjemme en underlig Trang til
altid at gaa over Aaen for at hente Vand.
Gennem Tiderne har vi haft bildende
Kunstnere (bl. a. Kobke og C. A. Jensen) som
Udlandet, Frankrig iberegnet, ikke kan op-
vise noget Sidestykke til. Det er sjeldent
blandt det ret store Kontingent af danske
Studerende i Paris, man hører de to Ma-
leres Navne nævnt, men har man bevæget
sig blot lidt blandt unge franske Kunstnere,