Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

CHR. RIMESTAD: BAUDELAIRE
Den unge ZTr/Mcer Dm;'/ DrederfArsen /ei'erer nedenfor c/ Æomp/cmenZ M
s;'n BcAand/Zng* andefs/eds oA CAr. PZme^Znds megeZ omZaDe DZspaZaZ^.

n**^AUDELA[RE virker endnu stadigt
§**^ som en æggende probtematisk Na-
H ^ tur i fransk Aandsliv. Der har staaet
Strid om ham som Dekadencens Digter,
som katholsk Digter, som Romantiker og
som moderne Klassiker. For hvem der byg-
ger sine Begreber om Klassik og Klassicis-
me paa det store franske Aandsliv under
Ludvig den 14., Corneille, Molære og Ra-
cine, Bossuet og Pascal, vil det vet nok
synes mildest talt barokt at forkynde Bau-
delaire som Klassiker. Og dog: man har i
den Lidenskab for skarp moralsk Selvun-
dersøgelse og Selvfordømmelse, som hans
kathotske Opdragelse indgød ham, paape-
get et Slægtskab med Pascal og det 17.
Aarhundredes mørke Jansenisnie. Man har


Mon fer; V/;. L7 „Los//purs ofn Mo/"
Æof. M'/sson, Por/s H. Æ

i hans Dandysme og tilbageholdende Stolt-
hed, som afskyede Lidenskabernes skrigen-
de Udfoldelse af Ordpragt og halvt uordent-
lig »Retorik«, i hans Dyrkelse af de gode
Manerer og den sobre Elegance i Stilen,
villet se et Slægtskab med den store og
fine Racine. Og hvem der i Moliére sær-
ligt ser »Misanthropen«s Digter og niaaske
endda forveksler Aloeste med Motiere selv,
vil trods Baudelaires fuldkomne Mangel
paa anden Art Vid end den hadefulde For-
agts, kunne føle noget af den samme bedske
Ubønhørlighed, som tit gjorde Molieres
Komik saa grusom. Men Forsvaret for
Baudelaire som Klassiker har særligt an-
gaaet hans Kunst, mens Angrebene har væ-
ret rettet mod dens Indhold: Emner og
Stemninger. Den ypperste af hans Forsva-
rere, André G;de, drager stadige Parallel-
ler mellem Baudelaire og Racine, finder
Lighed mellem dem i den maadeholde, in-
time Udtrykskunst. Medens en Corneille og
en Hugo giver deres Røst den friest mu-
lige Klang, taler Racine og Baudelaire med

halv Stemme, som man lytter længe til.
Chr. Rimestad overtager alle Oides Syns-
punkter; men han gaar videre; han bestem-
mer Dualiteten som Modsætningen mellem
den kunstneriske og den religiøse Magt i
Baudelaire, der er uovervindelig, fordi den
er af moralsk Art. — Det lyder temmelig
banalt, og Rimestad forsøger da heller ikke
at gennemtrænge Modsætningsforholdet
ved en Karakteristik af de stridige Mag-
ter; han behandler, som Æstetiker, kun
Midterne for den ene, nemlig Kunsten. Han
taler om Baudelaires Personlighedscentrum
som Synspunkt for hans Poesi, taler om
Baudelaires Aands »Indstilling overfor Til-
værelsen, det væsentlige i hans Gemyt«,
men han mener tillige, at dette Centrum og
Synspunkt ikke kan findes. — Det lyder ret
paradoksalt, og Rimestad søger heller ikke
at skildre, hvorfor det skulde være umu-
ligt at forstaa Baudelaire med den blotte
Fornuft.
Rimestad vil hverken give en fuldstændig
Karakteristik af Baudelaires Forfatterskab
eller en Biografi. Hans Kritik vil være
stemningsledende, føre til intim Oplevelse
af Kunsten ved at lade den virke saa san-
selig som muligt, men saa lange Ekkoer,
at den »sniger sig ind i det lønligste af
Bevidstheden og vækker en indslumret
Verden«; hans Kritik bestaar i Efterfølin-
ger, Lydanalyser, drømmende Stirren paa
visse dybtfarvede Ord; den er helt repro-
duktiv.
Med denne reproducerende Kritik vil Ri-
mestad føre Baudelaire-lDyrkerne gennem
Privatpersonligheden ind til en intim og
dog almen Menneskelighed. Ar Baudelai-
res Poesi gør dette muligt, ja, kræver det,
for at opfattes udtømmende, karakteriserer
den i Forbindelse med den diskrete og ob-
jektive Kunst som moderne Klassicisme.
Og med sin reproducerende Kritik vil Ri-
mestad dernæst vise Baudelaires Slægtskab
med franske Digtere, baade Forgængere
og Efterfølgere, for saaledes at gøre det
intime endnu fyldigere alment. Dertil er
Citater naturligvis nødvendige, men Rime-
stads overvældende Citering forudsætter, at
hans og Baudelaires og den nyere franske
Poesis Læsere har et ligesaa fint Øre som
han selv. Mon en Indflydelse godtgøres ved
at der siges: »man mærker, hvor Coppée
har haft Accenten fra »Le Cygne« levende
i sit Øre«, — hvorpaa følger Opfordringen
til at lytte til et Citat? — eller: »Hvis Baude-
laire var naaet til at skrive fortællende
Digte, saa er der Sandsynlighed for, at
han kunde have frembragt noget, der lig-
ner disse Linjer«, — som saa citeres. Ud-
trykkene for Rimestads Paavisning af Ind-
flydelse er, foruden de vrimlende Citater,
saadanne Vendinger som: »det er vanskeligt
at læse den første og tredje Strofe uden at
lytte til et Ekko af Baudelaires Røst«, —
»man kan konstatere, at dette Digt er i

intim Kontakt med Baudelaire.« — Er dette
mon Anmeldelse eller Forskning? Der
findes i moderne literær-æstetisk Kritik,
ikke mindst her i Norden, finere Fremgangs-
maader i Efterforskningen af poetisk Ind-
flydelse (VoM. VedeTs »Meningsrythme«,
Fred/rVr Røø/b; »rythmisk Paavirkning«),
som man undrer sig over, at Rimestad ikke
har anvendt. Med al sin virkelig smukke
Tale om Intimitet og Klassik burde Rime-
stads Kritik være fornemmere.
Det fortjenstfulde i Baudelaire-Bogen er
netop de moderne-klassiske Tendenser, som
er hentet i fransk Romanliteratur og Kri-
tik og herved føres ind i dansk Literatur. De
er vokset ud af »Sym&od'smen«, tildels som
en stærk Reaktion imod den, og af den næ-


///. f;7 „Les/Zeurs Ma/'
ft?. JVZZsson, Paris H. A.

re Forbindelse mellem Lyrik og Kritik, som
overhovedet præger moderne fransk Lite-
ratur, — ikke Lyrik som Sangkunst og
ikke Kritik som systematiserende Erkendel-
se; men begge baarne af en stærk, gen-
nemaandende intellektuel Erindringskunst,
der danner Billeder af Pathos, af Tanker
og Viden, af saa lysende skarptfølte Erfa-
ringer, at de virker som Ideer og vækker
de dybeste Følelser. Der er heri en Be-
tragtningens Stemningskunst, som i dansk
Literatur kun er sjælden, — kendes fra
/ods. /ørgensen og T/e/ge Fode (der jo
begge udgik fra »Symbolismen«), i deres
lyrisk-ideologiske Essais fra de senere Aar.
Der hersker i denne helt moderne literære
Genre ingen Trang til at udfolde skarp-
sindig Sporsans eller fastbyggeude Logik,
— derimod overordentlig Modtagelighed,
præcis Fornemmelse og Sprogkunst.
Det er denne literære Genre, Lyrikeren
og Kritikeren Chr. Rimestad dyrker; og han
bygger stærkt paa parisiske Forbilleder,
som er gennemsyrede af Baudelaire.
Æmd Freden'dsen.