Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

snørklede, undertiden affekterte maner passer godt nok
sammen med henholdsvis det Bergamoske pestkaos og den
Jacobsenske stil. Hentze c/om/nerc/' nemlig; illustrationerne
paatrænger sig læserens opmærksomhed i distraherende
grad, hele formatet er valgt alene med disse for øje og staar
hverken til digterværkets omfang eller art.
Men vender man sig til de to så/s/aif/romne tryk, føler man
sig helt beroliget med hensyn til det udstyr, den paatænkte
bogkunstkres' fremtidige publikationer vil faa — navnlig
er »Pos/Aasc/ / ff/rscAAo/m« en lille perle, fuldendt harmo-
nisk, paa højde med EopgVocfs ypperste ting. Maatte Sel-
skabet blot ti) stadighed forstaa at vælge sine medarbej-
dere blandt dem, der som Kicard Bøcher aldrig glemmer,
at den ægte bogkunstners rolle er en akkompagnatørs og
ikke en solists.
Gælder det om at skabe virkelig værdifuld bogkunst, er
valget af værker selvsagt mindst ligesaa vigtigt som val-
get af dem, der skal illuminere dem — og forresten ingen-
lunde lettere. Hvis man, som tilfældet er i Frankrig, har
mange og store forlag, der bestandigt arbejder med ud-
givelsen af iuksustryk, kan det naturligvis kun være af det
gode, nu og da at se, enten en moderne kunstners am/c/-
cfc/Aare opfattelse af et ældre digterværk, eller hans ævne
til ikke blot at ramme tidsaanden i det, men tillige tidens
hele kunstneriske maner. Men naar man, som vi herhjem-
me, kun er skralt forsynet med bibliofile institutioner, der
ovenikøbet altid har favoriseret en svunden tids forfattere,

er det ret meningsløst, for ikke at sige ganske misforstaaet,
stadig kun at ville ofre kræfter og penge paa denslags eks-
perimenter. Den ægte bogelsker, hvis sans for bogens ydre
er født af kærligheden til dens indre, vil desuden i ni af ti
tilfælde, hvor det drejer sig om ældre litteratur, foretrække
de gamle tryk. Og under alle omstændigheder kan man næ-
sten altid blandt de forhaandenværende ktassikerudgaver
finde en, der meget godt kan tilfredsstille ens krav til bo-
gens udseende.
Vil bogkunstkresen gøre en indsats af varig betydning
og afhjælpe et virkeligt savn, maa den først og fremmest
beflitte sig paa at skaffe os moderne udgaver af moderne
forfattere; udgaver, der kan blive staaende som et natur-
ligt syntetisk udtryk for tidens aand, kunst og teknik, og
som for engangs skyld vil gøre det muligt for samlerne at
komme udenom de almindelige tryk, der saavist ikke alle
fryder øjet i lige høj grad.
Jeg veed meget vel, at der er den fordel ved klassikerne,
at de er »fri«. Men er det mon utænkeligt, at en nulevende
forfatter og hans forlag gav lov til at et af hans værker,
mod et passende honorar i form af frieksemplarer, blev
udsendt i et luksustryk, hvoraf kun ti eller femten eksem-
plarer kom i boghandelen til en relativ høj pris?
Hvad kunde Axe/ /Vygaarc/ ikke faa ud af »As/a//cns
-Sange«, VaZ<E Andersen af »C/ara van Eaags ZMZraA*/er«,
An/pn Eansen af »En Anden« eller Ado/f Ead/nann af »En
Eaua/er i Spanien«?
E/c PAoelas, A/c sa//a/ Eongn/nenr.

MODERNE SVENSK ROMANKUNST
E E D C L E VAE7VLE/VD

[ W AN er den yngste blandt dem, der
AA] regnes med, ialtfald den nyeste.
1 A For blot tre aar siden var han et
ukendt navn: nu staar han med forvent-
ningens glans om sin person og et forfat-
terskab bag sig, som under alle omstæn-
digheder sikrer ham en plads paa parnas-
set. Med en styrke, der næsten er Bal-
zacsk, har han i et par sæt sprængt sig
vej gennem døgnlitteraturens underskov ud
mellem de store træer, og det er tydeiigvis
ingen /aar de force fra hans side; man har
en klar fornemmelse af, at han kan blive
ved. — Først kom han med to novellesam-
linger, som fik kritikken til at lytte*); saa
fulgte, i 1926, to digre romaner, /o cc/i/Vef
og Vandrore //// /n/e/ — det er dem, op-
mærksomheden her skal henledes paa.
Varnlunds talent er udpræget episk. Han
er de store udsyns mand, han maa have
plads for at kunne skabe den kontinuitet
og helhed, som er nødvendig for et kunst-
værks indre liv. Dramatikerens sans for det
aktuelle, for den isolerede begivenhed, nø-
gen og ukommenteret, har han ikke; lian
maa se sit stof under fjærnhedens synsvin-
kel, saa at begivenhedernes stadige veksel-
virkning og gensidige afhængighed blottes
og ligesom samler de tusen detaljer til
store, plastiske billeder, organisk levende

komplekser. Hans sprog har, hvor det er
bedst, epikkens brede, langsomt stigende
og faldende rytme. Det glider tungt og
pompøst, han bruger mange ord, men ikke
for mange. Hans stil er gennemarbejdet og
motiveret; der staar, hvad der maa staa,
ikke i gallisk knaphed som hos Efa/mar
-Sd'dcr&erg, men i harmonisk fylde som hos
O/of Edg'&org eller Ado/f foda/Mscn. — En-
delig viser han sig ogsaa i sin menneske-
skildring som epiker. Hans skikkelser er
stortskaarne, af samme primitive styrke
som oldeposets mænd og kvinder; de er
enstrengede, men dybtgaaende i deres be-
grænsning. Der er intet, der afviger fra en
vis norm i deres psykologi; bag det indivi-
duelle særpræg som maa ti) for at give
den digteriske fremstilling af et menneske
relief, findes altid, som det væsentlige, no-
get /yp/s/f. Varnlunds skikkelser er, ganske
som hans digtning iøvrigt, skabt paa bred
basis; de er fundamentale og resumerende
— til tider nærmer de sig endog symbolet.
Det kan være en svaghed, men er det ikke
hos denne forfatter. Hans individer bliver
kun undtagelsesvis abstraktioner; for det
meste har de tværtimod optaget alle de
menneskers vitalitet i sig, som de er et syn-
tetisk udtryk for. De er i allerhøjeste grad
selvstændigt levende væsner.

Den første tredjedel af fa ocA JVej er
mesterlig, et stykke storladen og lydefri
romankunst. Det er skildringen af, hvor-
dan den ny tid, flimrende og forhastet,
som en farsot gaar lien over et gammelt
nordsvensk bondesamfund, bryder isolatio-
nen og dermed traditionen, sætter tempoet
op og vækker den usalige kulsviertro paa
»udviklingen«, paa industrialismens genvej
til lykken, d. v. s. pengene, nydelsen, ople-
velsen, delagtiggørelsen i »livet« i videst
mulig udstrækning. Det er dernæst, paa
nærmere hold, skildringen af en storbondes
tyste, sejge kamp mod det ny. Og det er
endelig, som det væsentlige, skildringen af
denne mands yngste datter, et tidens barn,
født og vokset tit midt i den mest hekti-
ske opbtomstringsperiode, en lille ja-siger-
ske til livet, frodig og sund, fuld af vilje
og længsel, af glubsk appetit og djærve
drømme. Hendes skæbne er romanens ind-
hold, gennem hende vil Vårnlund den tids-
aand tillivs, som han hader og som faar
hans hjærte til at bløde — en tidsaand, der
har fostret »løgnen att man kommit till
livet for att leva det, for att kanna och

*) Z)dda, (1924) og
(1925). (Efter at denne artikel er
skrevet, har Vårnlund yderligere udgivet
romanen (1927).

94