Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

njuta«, der har gjort »tillvaron till sjålv-
åndamål« og faaet en generation tit med
ufattelig haardnakkethed at tro paa »att vi,
vi skutte få teva som atdrig något ståkte
fore oss tevt, att vår hunger var større och
våre anspråk vidlyftigare, att vi kom ut i
tivet med alla sinnen spånda och en gruv-
tigare tivkånsta an våra fader någonsin
haft.« — Det er en trist bog om et menne-
ske, hvis indstilling overfor tilværetsen bli-
ver forkvaklet, og som, selv uansvarlig, i
misforstaaet lykketrang øder sit pund, be-
standigt levende i det blussende nu, med
tidens uro i sit hjærte. Men det er ogsaa
en Jrodfg bog. Den røber en viden om livet,
som kun den faar, der har elsket det, og
en kærlighed til det, som kun den ejer, der
endnu har tro paa det.
I Vand/we skildrer Vårnlund
et nyt milieu — storbyens forstadskvarte-
ret* —, men sin ide bliver han tro. Hans
to bøger supplerer hinanden paa en saadan
niaade, at man uvilkaarlig tænker sig dem
som dele af en endnu uskabt cyklus i slægt
med Zo/cs. [stedetfor bondedatteren Ingrid

med de stærke sanser, sætter han arbejder-
sønnen Leo ind som repræsentant for ti-
dens børn, og giver dermed blot sit angreb
en anden front. Romanen er, overfladisk
set, en politisk omvendelseshistorie; det er
socialismen, han vil tillivs. Nu har politik
alle dage været et magert poetisk sujet, og
er det ikke mindst i Sverige, hvor en Række
forfattere i de senere aar har yndet at
iklæde deres politiske metamorfoser ro-
manform*). Men selvom man i Vårnlunds
bog ikke fritages for banale tagkammer-
diskussioner og andre, mere officielle Maj-
demonstrationer, bliver det politiske mo-
ment dog ikke e;;e;YMde;;de. Og det frel-
ser bogen, gør den menneskelig, levende og
stærk. Socialismen erforVårnlundkun
det mest konkrete, og derfor i artistisk hen-
seende bedst anvendelige udtryk for den
tendens i tiden, han vil tillivs; han bruger
socialismen som s/re/ef, som det faste ud-
gangspunkt i sin roman. Han gaar, som
den fine psykolog han er, langt dybere end
til politikken i et menneske, han gaar helt
ned til den intellektuelle selvopholdelses-

drift, som reagerer mod en parole, der for-
langer nivellering, udjævning eller lige ret
for alle, som det saa utopisk hedder. Lær
dit barn, siger Leo tilsidst, at »dår flera
talar, eller dår en talar till många biir det
altid mummei, virrighet og religion av li-
vet; lår det att massan och religionen ar
den ende djåvulen, livets tiender — —«.
Det vilde være meningsløst at skjule, at
Vårnlunds romaner endnu lider af visse
brist. Hans anslag er for stærke, det er
som om han taber vejret over sin egen
kraft, han magter ikke at føre sine ideer
lige igennem, de forflygtiges nu og da un-
dervejs og erstattes til tider af uvedkom-
mende sager. Men han er den fødte digter
og han er en personlighed. Der er over
hans forfatterskab en vita) styrke, en in-
tensitet, som bestandigt tvinger ens tanker
tilbage til det, han har skrevet; og kan der
egentlig siges noget bedre om en bog end
netop det?
P. Cår.
*) og — mest
talentfuldt — Zvcut (W

EDMOND JALOUX: O TO!, QUE J'EUSSE A!MEE...
A!a.g7s?er Æm;'/ Rr^de;*;'A:s«n /ramdrag'er cfen Æcfmoncf Jaloux's
Roy som er ty/H'sr: ÆArsempo/ paa (ton i'nU'mt psyPo/oy/s/re, /a*/t;'s%e oy /yrfs^e
Roma.TjR'yrHi'ny, efor væseathy Oraf? Aar AMrayer R/ Pomye/sen a/ jfransA: ta'fera?Hr e/for /fr/yen.

Wérome Parceval er politisk Journalist,
j fremragende, men uden hidsende Ær-
v gerrighed, nyder sin Viden, sin Intelli-
gens, sit Arbejde, er ensom, mere følelses-
fuld end nydelysten. Han er fuld af Mod-
sætninger, som hans klare Udtryksevne ud-
folder i et skeptisk-muntert Spil af tindren-
de Ideer; Anarkiet i hans Tankeliv er af-
dæmpet af en følelsesdyb Venten og Læng-
sel. Han er aaben, uden massive Anskuel-
ser, der kan omforme hans Oplevelser
eller forfalske hans Erfaringer; men han er
tillige inderlig, gør i sit intime Liv alting
til ren Sjælelighed; af sin Erindring og sin
Psykologi drager han Næring for en vag
Religiøsitet. — Efter mange Journalistaars
mere og mere triste Omflakken har han
besluttet at gifte sig. Ogsaa i hans eroti-
ske Liv er der Modsætninger mellem Skep-
sis og Tro; han dyrker hellere Venskab
end Elskov, han attraar en rent psy-
kologisk og næsten religiøs Kærlighed. —
Paa Festaftenen for Afskeden med Ung-
karlelivet møder han Mme Rezzowitch. Hen-
des Væsen er lige saa modsætningsrigt som
hans, og som hans rummende en Religiøsi-
tet, der aldrig er udløst, bundet af Lede
ved kun at møde Afænds Begær efter at
eje hende som Elskerinde. Jérome forstaar,
at det var hende, han skulde elske, men
hun viser hans Kærlighedsfølelse tilbage,
dog med en sørgmodig Ømhed, der blot for-
stærker hans Følelse, saa den bliver afgø-
rende for hans Liv. — Efter 3 Aars Ægte-
skab er han og hans Hustru kommet langt
bort fra hinanden, hun i Selskabelighed og

Dans, han indelukket i sig selv. Og hans
Tanker paa Irene Rezzowitch afføder en
Slags Dagbog i Breve, som aldrig bliver
sendt hende. I dem giver han sit Indre frit
Løb; udaf hans Erindring voxer Billedet
af hende, hans Længsel og hans Følelser
udfoldes til en psykologisk Religiøsitet;
der indgaar et Element af Opløsnings-
drift, en stigende Ligegyldighed for, hvad
Menneskene almindeligt regner for værdi-
fuldt, hans Betragtningers Lidenskab gi-
ver ham mystikke Følelser af Forbindelse
med hende; i Halvdrømme, i Blandings-
skimret af brændende Længsel og blæn-
dende synsk Beskuen er det, som sanser
han Irenes Ansigt nærved sit ... — Han
erfarer hendes Død samtidig med, at
hans Hustrues Nærværelse i hans daglige
Liv bliver ham fuldstændig utaalelig; hen-
des Utroskab opdages, de skilles, og hans
indre Forhold til Irene tager ham ganske
fangen. Den religiøse Løftelse forbinder sig
med hans Kærlighedsfølelse, men Kærlighe-
den frigjort fra al Tjeneste som fysisk For-
plantningsmiddel. Tilsidst bliver hans Følel-
se helt panisk, — han sanser den uendelig
fine Dragen til pantheistisk Enhed, der spil-
ler mellem Tingene ... — Han erfarer en-
delig, at han var den, Irene selv følte, hun
skulde have elsket. — En Aften han kom-
mer hjem, hans Hjerne er een Gus, hans
Øjne blindede, sidder Irene i hans Stue.
Er det Drøm eller Rus eller overnaturlig
Virkelighed? — giver Digteren et Symbol
eller skildrer han en Hallucination —? —
Da Irene er borte, tror Jérome ikke paa hen-

des Besøg, men han finder paa Gulvet en
Damehandske, blød som Vingen af en død
Flagermus, — stinkende af Mug, vaadt Ler
og Forraadnelse ...
2.
En Maeteriincksk og Baudelairesk lyrisk
Roman. Den viser lysende, at den Retning
i moderne fransk Roman, der vil skildre det
dybt intime Sjæleliv, bevæget af Livsstem-
ninger saa inderlige, næsten mystikke, at
de forbrændes i en religiøs Gløden, — i
hvilken Grad denne Digtning staar i For-
bindelse med »Symbolismen«. Den bæres af
en intellektuel Lyrisme, af en sproglig Skøn-
hed, som man siden Symbolismens Tid yn-
der at kalde musikalsk; — Tankernes og
Stemningernes Udvikling glider i lutter Af-
skygninger; igennem dem toner og tegner
der sig et forfinet Sprog af den udsøgte
Simpelhed, der var Symbolisten Pémy de
Gou/mo/Rs fornemste Adkomst til at kappes
med Klassicisten Æmfo/e Enmce ... Dette
Sprog, ren sjæleligt og dog sølvlysende
præcist har Symbolismen skabt for denne
Digtning ved sin Blanding af Lyrik og Kri-
tik.
Romanen er en kritisk Roman; Fremstil-
lingen søger mere at give Indsigt end Op-
levelse; hele Interessen ligger i det Intel-
lektuelle, i de Erfaringer om Livet og dets
Lidenskaber, som Intelligensen uddrager og
tilsætter Stemningslivet og derved renser
det til dybere og klarere Inderlighed.
Ved sin Tone minder den danske Læsere
om Johs. Jørgensens »Den yderste Dag« og

95