DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1927)
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Det religiøse Gennembrud i Thorvaldsens Ungdomsliv, 5
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.31880#0063
DET RELIGIØSE GENNEMBRUD ! THORVALDSENS UNGDOMSLIV
V.
Kunsthistorien har hidtii gennemgaaende skildret Thor-
valdsen som indifferent i Trossager, uanset at hans Behand-
ling af kristelige Motiver omfatter flere af hans bety-
deligste Arbejder. I de Dalhoff'ske Papirer, som offentlig-
gjordes for en halv Snes Aar siden, er der imidlertid refe-
reret Udtalelser af Thorvaldsen, som beviser, at denne Op-
fattelse af Thorvaldsens personlige Forhold til Kristendom-
men er ganske fejlagtig. For at faa disse Udtalelser respek-
teret og anbragt i den rette kunsthistoriske Sammenhæng
foretages i denne Artikel-Serie en Gennemgang af Hoved-
punkterne i den foreliggende Litteratur om Emnet, hvor-
under det søges godtgjort, at Udgangspunktet for den hid-
tidige Bedømmelse er en Misforstaaelse af Thorvaldsens
bekendte Udtalelse: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske
Guder, men jeg kan jo dog fremstille dem.« Med Urette
er denne Udtalelse blevet opfattet som en Bekendelse af re-
ligiøs Indifferentisme, medens den i Virkeligheden er at
forklare som en Parade, en Afvisning af ubelejlig Diskus-
sion om et Privatanliggende, som det i Almindelighed var
Thorvaldsen imod at gøre Rede for paa anden Maade end
gennem sin Kunst.
Nærværende Artikel fortsætter Gennemgangen af fransk
Thorvaldsen-Litteraturs Opfattelse af Spørgsmaalet.
W TiHæget til Bogen om Thorvaldsen optrykker Eugéne
! Plon et Brev fra Billedhuggeren Dmu'd tf/Ingers, skre-
] vet kort efter Thorvaldsens Død til Offentliggørelse i
Æ l'Almanach du ntois efter Opfordring af Redaktøren,
Charles Blåne. Dette Aktstykke har i sig selv kun betinget
Interesse som kunsthistorisk Kuriosum; men det er nød-
vendigt at henvise ti) David d'Angers Udtalelser om Thor-
valdsen i dette Brev, fordi de øjensynlig har indvirket
baade paa Engene Plons og paa Henri Delabordes Vurde-
ring af Thorvaldsens kristelige Kunst.
Parentetisk maa vi bemærke, at Julius Lange paa et en-
kelt Punkt tillægger David d'Angers Udtalelser stor Be-
tydning, nemlig hvor David d'Angers anklager Thorvaldsen
for at »underordne den udtryksfulde Bevægelse under Lin-
jernes Harmoni, idet Anordningen af Linjerne laa ham
meget mere paa Hjerte end selve Udtrykket«. Julius Lange
finder, at denne Udtalelse indeholder den skarpeste og
alvorligste Iagttagelse over Thorvaldsen, han nogensinde
har set fremført. Julius Langes Respekt for andres An-
skuelser har her ført ham for vidt. Iagttagelsen vil for en
Nutidsbetragtning virke mindre imponerende, idet den som
Kritik betragtet kun kan rettes mod Undtagelsestilfælde,
medens Udtalelsen fremføres som Hovedanke imod Hel-
heden. Hvor misforstaaet det vilde være at tillægge Julius
Langes anerkendende Ord om David d'Angers Iagttagelse
Betydning som andet end en Lapsus lingvae, fremgaar
deraf, at Lange tre-fire Sider længere fremme i Bogen
(»Serge! og Thorvaldsen«) har faaet tænkt Sagen nærmere
igennem og selv redresserer sin Fortalelse: »Medens David
d'Angers kun har Øje for, at Ligevægts-Sansen undertiden
kunde føre Thorvaldsen for vidt og svække Udtrykket, maa
vi hævde,« siger Lange, »at netop i den samme Egenskab
laa hans eminente Styrke.«
Det vilde saaledes være ganske forfejlet at gaa til Vur-
deringen af David d'Angers Brev med forudfattet Respekt
i Erindring om Julius Langes for en Gangs Skyld misvi-
sende og senere af ham selv tilbagetrukne Anerkendelse.
Plon gengiver da ogsaa Brevet med Reservation overfor
David d'Angers Meninger, specielt hans Overvurdering af
Canova, hvem han sætter over Thorvaldsen, og hvor David
d'Angers siger: »Thorvaldsen a toujours été l'artiste des
puissants de ce monde«, tilføjer Plon i en Note, at David
d'Angers sikkert har denne Paastand fra en eller anden af
Thorvaldsens Modstandere i Rom. Men hvor David d'An-
gers skriver: »Thorvaldsen, ce me semble, a manqué d'in-
spiration et d'é/on,« har hans Opfattelse sikkert været med-
bestemmende for Plons egen Kritik af Thorvaldsens kriste-
lige Arbejder, i hvilke Plon jo savnede »fé/nn que donne
lafoi«.
David d'Angers fortsætter forklarende: »son oeuvre pro-
duit rarement l'émotion, et ce n'est qu'apres une longue
etude qu'on y découvre des beautés eminentes«. Nu ja, det
er jo individuelt, hvor længe man skal være om det, men
denne sidste Ytring faar tilbagevirkende Kraft, thi David
d'Angers har tydeligt nok ikke taget sig den fornødne Tid.
Han indrømmer selv, at han kun havde et stærkt begræn-
set Kendskab til Thorvaldsens Arbejder, og at han ned-
skrev sine Bemærkninger, som de i Øjeblikket faldt ham
ind. Han slutter sin Artikel med de beskedne Ord: »Voila
l'expression bien franche de mon opinion sur le grand
sculpteur qui vient de mourir. N'y voyez d'autre mérite que
celui d'une parfaite sincérité«, en Opfordring, vi ser os i
Stand til at følge.
Den vigtigste Grund til at vi har beskæftiget os med
David d'Angers Udtalelser er da ogsaa, at de som nævnt
tillige har paavirket Henri DeinimrJe, den væligste Be-
kæmper af Thorvaldsens Betydning som Skaber af kriste-
lig Kunst. I sin bekendte Anmeldelse af Plons Bogø gen-
optager Delaborde David d'Angers Kritik og retter den
med forøget Styrke imod de samme Angrebspunkter.
Delaborde forholder sig i det væsentlige anerkendende
til den Del af Thorvaldsens Produktion, som ligger forud
for Besøget i Danmark 1819, men indigneret afvisende
overfor den følgende, derunder altsaa Flertallet af de kri-
stelige Værker, som han dog, ligesom David d'Angers, kun
har et stærkt begrænset Kendskab til. Det er til en Begyn-
delse selve Thorvaldsens Arbejdsmetode, Etableringen af
AAesteratelieret i stor Stil, Delaborde angriber, mere end de
enkelte Værker, Thorvaldsens Beredvillighed til at modtage
de mangeartede, monumentale Opgaver paa Omraader, der
for Delaborde syntes fremmede for Thorvaldsens Talent
og Ejendommelighed: »Entouré d'aides et de praticiens
auxquels il abandonnait apres l'ébauche le travail qu'il de-
vait signer, préoccupé surtout du nombre des produits que
pouvait fournir son atelier, on dirait presque sa fabrique,
Thorvaldsen ne fut plus guere qu'un entrepreneur de sculp-
ture en possession d'une immense clientele, et usant targe-
ment auprés de ce)!e-ci du crédit attaché å son nom.«
Det er Delaborde saa magtpaaliggende at faa udtrykt sin
Despekt for denne anden Periode, »cette seconde pliase de
la vie et du talent de Thorvaldsen, celle qu'on pourrait ap-
peler l'époque de la vogue et de la production å outrance,«
') Se: Revue des deux mondes, ler Juin 1868. Paris.
.29
V.
Kunsthistorien har hidtii gennemgaaende skildret Thor-
valdsen som indifferent i Trossager, uanset at hans Behand-
ling af kristelige Motiver omfatter flere af hans bety-
deligste Arbejder. I de Dalhoff'ske Papirer, som offentlig-
gjordes for en halv Snes Aar siden, er der imidlertid refe-
reret Udtalelser af Thorvaldsen, som beviser, at denne Op-
fattelse af Thorvaldsens personlige Forhold til Kristendom-
men er ganske fejlagtig. For at faa disse Udtalelser respek-
teret og anbragt i den rette kunsthistoriske Sammenhæng
foretages i denne Artikel-Serie en Gennemgang af Hoved-
punkterne i den foreliggende Litteratur om Emnet, hvor-
under det søges godtgjort, at Udgangspunktet for den hid-
tidige Bedømmelse er en Misforstaaelse af Thorvaldsens
bekendte Udtalelse: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske
Guder, men jeg kan jo dog fremstille dem.« Med Urette
er denne Udtalelse blevet opfattet som en Bekendelse af re-
ligiøs Indifferentisme, medens den i Virkeligheden er at
forklare som en Parade, en Afvisning af ubelejlig Diskus-
sion om et Privatanliggende, som det i Almindelighed var
Thorvaldsen imod at gøre Rede for paa anden Maade end
gennem sin Kunst.
Nærværende Artikel fortsætter Gennemgangen af fransk
Thorvaldsen-Litteraturs Opfattelse af Spørgsmaalet.
W TiHæget til Bogen om Thorvaldsen optrykker Eugéne
! Plon et Brev fra Billedhuggeren Dmu'd tf/Ingers, skre-
] vet kort efter Thorvaldsens Død til Offentliggørelse i
Æ l'Almanach du ntois efter Opfordring af Redaktøren,
Charles Blåne. Dette Aktstykke har i sig selv kun betinget
Interesse som kunsthistorisk Kuriosum; men det er nød-
vendigt at henvise ti) David d'Angers Udtalelser om Thor-
valdsen i dette Brev, fordi de øjensynlig har indvirket
baade paa Engene Plons og paa Henri Delabordes Vurde-
ring af Thorvaldsens kristelige Kunst.
Parentetisk maa vi bemærke, at Julius Lange paa et en-
kelt Punkt tillægger David d'Angers Udtalelser stor Be-
tydning, nemlig hvor David d'Angers anklager Thorvaldsen
for at »underordne den udtryksfulde Bevægelse under Lin-
jernes Harmoni, idet Anordningen af Linjerne laa ham
meget mere paa Hjerte end selve Udtrykket«. Julius Lange
finder, at denne Udtalelse indeholder den skarpeste og
alvorligste Iagttagelse over Thorvaldsen, han nogensinde
har set fremført. Julius Langes Respekt for andres An-
skuelser har her ført ham for vidt. Iagttagelsen vil for en
Nutidsbetragtning virke mindre imponerende, idet den som
Kritik betragtet kun kan rettes mod Undtagelsestilfælde,
medens Udtalelsen fremføres som Hovedanke imod Hel-
heden. Hvor misforstaaet det vilde være at tillægge Julius
Langes anerkendende Ord om David d'Angers Iagttagelse
Betydning som andet end en Lapsus lingvae, fremgaar
deraf, at Lange tre-fire Sider længere fremme i Bogen
(»Serge! og Thorvaldsen«) har faaet tænkt Sagen nærmere
igennem og selv redresserer sin Fortalelse: »Medens David
d'Angers kun har Øje for, at Ligevægts-Sansen undertiden
kunde føre Thorvaldsen for vidt og svække Udtrykket, maa
vi hævde,« siger Lange, »at netop i den samme Egenskab
laa hans eminente Styrke.«
Det vilde saaledes være ganske forfejlet at gaa til Vur-
deringen af David d'Angers Brev med forudfattet Respekt
i Erindring om Julius Langes for en Gangs Skyld misvi-
sende og senere af ham selv tilbagetrukne Anerkendelse.
Plon gengiver da ogsaa Brevet med Reservation overfor
David d'Angers Meninger, specielt hans Overvurdering af
Canova, hvem han sætter over Thorvaldsen, og hvor David
d'Angers siger: »Thorvaldsen a toujours été l'artiste des
puissants de ce monde«, tilføjer Plon i en Note, at David
d'Angers sikkert har denne Paastand fra en eller anden af
Thorvaldsens Modstandere i Rom. Men hvor David d'An-
gers skriver: »Thorvaldsen, ce me semble, a manqué d'in-
spiration et d'é/on,« har hans Opfattelse sikkert været med-
bestemmende for Plons egen Kritik af Thorvaldsens kriste-
lige Arbejder, i hvilke Plon jo savnede »fé/nn que donne
lafoi«.
David d'Angers fortsætter forklarende: »son oeuvre pro-
duit rarement l'émotion, et ce n'est qu'apres une longue
etude qu'on y découvre des beautés eminentes«. Nu ja, det
er jo individuelt, hvor længe man skal være om det, men
denne sidste Ytring faar tilbagevirkende Kraft, thi David
d'Angers har tydeligt nok ikke taget sig den fornødne Tid.
Han indrømmer selv, at han kun havde et stærkt begræn-
set Kendskab til Thorvaldsens Arbejder, og at han ned-
skrev sine Bemærkninger, som de i Øjeblikket faldt ham
ind. Han slutter sin Artikel med de beskedne Ord: »Voila
l'expression bien franche de mon opinion sur le grand
sculpteur qui vient de mourir. N'y voyez d'autre mérite que
celui d'une parfaite sincérité«, en Opfordring, vi ser os i
Stand til at følge.
Den vigtigste Grund til at vi har beskæftiget os med
David d'Angers Udtalelser er da ogsaa, at de som nævnt
tillige har paavirket Henri DeinimrJe, den væligste Be-
kæmper af Thorvaldsens Betydning som Skaber af kriste-
lig Kunst. I sin bekendte Anmeldelse af Plons Bogø gen-
optager Delaborde David d'Angers Kritik og retter den
med forøget Styrke imod de samme Angrebspunkter.
Delaborde forholder sig i det væsentlige anerkendende
til den Del af Thorvaldsens Produktion, som ligger forud
for Besøget i Danmark 1819, men indigneret afvisende
overfor den følgende, derunder altsaa Flertallet af de kri-
stelige Værker, som han dog, ligesom David d'Angers, kun
har et stærkt begrænset Kendskab til. Det er til en Begyn-
delse selve Thorvaldsens Arbejdsmetode, Etableringen af
AAesteratelieret i stor Stil, Delaborde angriber, mere end de
enkelte Værker, Thorvaldsens Beredvillighed til at modtage
de mangeartede, monumentale Opgaver paa Omraader, der
for Delaborde syntes fremmede for Thorvaldsens Talent
og Ejendommelighed: »Entouré d'aides et de praticiens
auxquels il abandonnait apres l'ébauche le travail qu'il de-
vait signer, préoccupé surtout du nombre des produits que
pouvait fournir son atelier, on dirait presque sa fabrique,
Thorvaldsen ne fut plus guere qu'un entrepreneur de sculp-
ture en possession d'une immense clientele, et usant targe-
ment auprés de ce)!e-ci du crédit attaché å son nom.«
Det er Delaborde saa magtpaaliggende at faa udtrykt sin
Despekt for denne anden Periode, »cette seconde pliase de
la vie et du talent de Thorvaldsen, celle qu'on pourrait ap-
peler l'époque de la vogue et de la production å outrance,«
') Se: Revue des deux mondes, ler Juin 1868. Paris.
.29