Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

at han foregriber den Gang paa Gang i sin FremstiHing,
skønt denne iøvrigt er aniagt kronologisk.
AHerede i tndiedningen siger han: »II appartient done å
ia critique d'opposer en queique sorte Thorvaidsen å lui-
méme et de rappeier une fois de pius par eet exempie, qu'un
scuipteur ou un peintre ayant connu et pratiqué ie bien ne
saurait impunément se décourager du mieux.«
Nu, det var en stor Opgave for en liiie Mand, thi som
en ringe Kritiker røber Deiaborde sig — trods ai fransk
Anerkendeise — Gang paa Gang i dette Skrift, først og
fremmest deri, at han drister sig ti] at rette et saa vold-
somt Angreb uden andet Grundiag end de Træsnit, som
fuigte med Pions Bog, og saa iøvrigt hans egen Erindring,
som aabenbart har været siemt afbieget, og som kun har
omfattet et Faatai af Thorvaidsens Værker fra denne anden
Periode, de kristeiige Værkers Periode, den fulde Udfol-

delses, Mesterskabets Periode, der saa langt fra at præges
af Tilbagegang tværtimod af Eftertiden maa erkendes som
den ubestridelige Kulmination.
Intet er dog mere fældende for Delabordes Autoritet end
hans smaalige og fantasiløse Kritik af Lucernerløven. Sam-
menholdt med David-d'Angers og Pions Bebrejdelser, som
Deiaborde tiltræder, for Mangel paa Begejstring, Flugt og
Varme i Følelsen, virker det nærmest tragikomisk, at det
her er en-for vidtgaaende Intensitet i Følelsen, Deiaborde
kritiserer hos Thorvaidsen: »Le lion de Thorvaidsen a le
tort de parattre trop bien informe, et sous des dehors ma-
teriels assez incomplets d'ailleurs, de s'apitoyer plus qu'il
ne convient å une créature de son espéce sur les malheurs
d'autrui et sur les siens.« r/vmtsærfesj



FRITZ KARPFEN: GEGENWARTSKUNST IN SKANDINAVIEN

T W AR Bogfortegnelsens Titel lokket en
! ] til at anskaffe dette besynderlige
A A Værk, begynder de onde Anelser
allerede, naar man faar den i Hænde. Det
gule Bind er »ekspressionistisk« oversmurt
med rødt Blæk. Titlen er for at betone det
nordiske Emne prentet med Runer! eller
rettere retlinjede latinske Versaler, som
skal forestille Runer. Men Runeskriftens
Karakter er totalt misforstaaet, de fleste
Typer er Gud hjælpe mig bredere end de
er høje. Den, som erindrer sig, hvad for
vidunderlig Dekorativvirkning Ossian Elg-
strom har faaet ud af de smækre, ranke
Runer paa »Manniskor och Andar« har
ondt ved at give sig i Lag med dette Fa-
brikskram til Bind.
Man overvinder det; det er at gøre for
meget ud af Bindet til en Bog, man dog
paa Forhaand maa staa sympatisk overfor
eftersom den udbreder Kendskab til vor
hjemlige Kunst derude i den store Verden.
Ja, Gud bedre det. Den begynder med
Munch (Aviser kan dog Forfatteren tyde).
Muncli siges at være »hverken Kubist eller
Futurist, men kun — Munch«. Ja, det staar
der.
Kun et eneste Billede af ham beskrives.
Det hedder »lin Wind«. Beskrivelsen gaar
ud paa. at det sikkert forestiller en For-
aarsdag, idet det nemlig blæser.
Ja, og saa en Radering »Vild Hest«. Den
paastaas at være fremstillet som ganske
ustyrlig.
Det var Indledningen. Forfatteren gaar
derefter ganske uformidlet over til at be-
handle det første af de tre skandinaviske
Lande. Det er Danmark.
Hvilke af Nutidens danske Kunstnere hat-
da fundet Naade for denne fremmede Kri-
tiker, som har undersøgt vor lille Verden,
valgt og vraget, for at skænke det store
Europa Blomsten af Danmarks unge
Kunst? Jeg ser Læserens Øjne straale: Kaj
Nielsen, Utzon Frank, Skovgaard, Anton
Hansen, Giersing, Lundstrøm, Borch ...
30

(VERLAG L1TERAR1A, WIEN)
Ak nej, saa alt for mange allerede. Ikke
Rub og Stub, kun Kærnen, kun Essencen.
Bogen er jo paa næppe Hundrede Sider,
saa kun det allervigtigste har han kunnet
tage med.
Hvem? hvem? spørger de. Og det er da
saadan, at han kun har valgt at behandle
en eneste, et Navn som Generalnævner og
Symbol for dem alle. Det beskæftiger han
sig saa meget mer-e indgaaende med. Hør
da hvem det er.
C. A/tde/'.sc/;. Ja, saadan heddet-
han. »1 ham blusser den hemmelighedsful-
de Midnatssol, lyser ofte brat Nordlyset
frem, mørkner mangengang evige Nætters
blege Dæmringslys«. Danmark skildres som
en Slags Alaska eller Spitzbergen. Herre-
gud, lille smilende, grønne Danmark.
Om Robin C. Andersen siges i Løbet af
adskillige Sider bl. a., at hans Kunst er i
saa »nær Slægt med Naturen som magiske
Brødre og Søstre med hinanden, begge Fo-
reteelser, som en Moder — die Natur —
har sat ind i Verden.« løvrigt er han »gan-
ske og aldeles uden Metode«, hvilket be-
findes at være en positiv Værdi, idet »de
traditionsfjendtligste og mest umetodiske
Malere i Spanien og Nederlandene i det 17.
Aarhundrede hører til de værdifuldeste Epi-
goner af Antiken«. Anmelderen her sig
undskyldt.
Der er et (teknisk set udmærket udført)
Farvetryk af vor Landsmand. Et Blomster-
billede. Jeg turde dø paa, at det var ma-
let af Madsen-Wiesneck. Et Par andre Gen-
givelser er derimod — ganske interesseløse
— Cezanne og Deraineepigonerier.
Dermed er Danmarks Kunst i Nutiden
færdigbehandlet.
Sverige ydes mere Retfærdighed. Formo-
dentlig paa Grundlag af en eller anden
Tidsskriftartikel. 1 hvert Fald forekommer
det mistænkeligt, at der er Sted staar »vor
uforlignelige Digter Karlfeldt«, i hvert Fald
den Sætning har vor gode Østriger nok
laant hos en Svensker. Kun til Skiild har

han knyttet nogle personlige Bemærknin-
ger om, at han mangler at have gennem-
gaaet Kunsthaandværksskoling (Skold, Pe-
titessernes Maler, Haandværkeren par ex-
cellence, Skold!).
Angaaende Norge er han derimod fuld-
kommen desorienteret. Han nævner ikke
mindre end 18 Navne, hvoriblandt for at
tage nogle, som just falder mig ind, hver-
ken Jean Heiberg, Louis Mohr, Alf Rolfsen
eller Revold. Henrik Sørensen »maler Træ-
dukker«, Krogh karakteriseres kort og godt
som »en af de bedste« (hvad han virkelig-
er), Holmboe »staar paa Skillevejen, som
fører fra Fortiden over Nutiden til Frem-
tiden« og ikke et Ord mere om ham. Det
morede mig at sammenligne den overlegne
Affærdigelse af Nicolai Astrup som tom
Virtuos, ved hvem »man har Følelsen af at
Autor selv staar ved hvert Billede og beder
om Bifald fra Publikum«, med Magnhild
Ødvins storartede exegefLsAæ Behandling
af denne Kunstner i »Samleren«s Januar-
hefte. Det første synes mig et eklatant
Eksempel paa den indbildske og samvittig-
hedsløse Kz-RReerjargon, mens det sidste
smukt og inderligt prøver at forstaa, for-
klare, paapege ... den eneste Slags Skri-
veri om Kunst, som efter min Mening hat-
nogen Hensigt.
Et vidunderligt Landskab af Leander
Elgstrom undskylder ikke Bogen, er sna-
rere som et homerisk Latterskrald over
Kunstens smaa Beklikkere og Bagvaskere,
det staar midt i den tilfældige Vederstyg-
gelighed, klassisk, helstøbt, urørligt. For-
fatteren mener, at det -er »feministisk og
kun har Værdi som ren Komposition«.
Stakkels Forfatter! Stakkels Europa, som
er henvist til saa talentløs Svindel og im-
potent Sladder for at skaffe sig Underret-
ning om Nordens unge, stærke og rige
Kunst!
Men har ikke ogsaa vi en Forpligtelse
overfor Verden og Kunsten at skaffe bedre
Kilder til Kendskab om os?