Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

DET RELIGIØSE GENNEMBRUD 1 THORVALDSENS UNGDOMSHV
VUE

A Æ EDENS Jacquemont forgæves søgte at forene
F%/S den kristelige Aand i Thorvaidsens Værker med
Å v A den formenttige religiøse tndifferentisnie hos
Kunstneren selv ved en Henvisning tii det Geniale, søger
den tyske Kunsthistoriker TVcrmun 7?DgeF) med stirre
Held et forenende Element i det <?R's/re, idet han stærkt
og smukt fremhæver det barnligt rene og mandigt retsin-
dige i Thorvaidsens Karakter.
Overfor dem der angreb Thorvaidsens Menneskeværd,
udbryder Riegel: »Ehe man fiber diesen Mann ein Wort
sagt, sehe man auf seine Werke, die mit lauter Stimme be-
zeugen, dasz unter Thorvaldsen's Hånden nichts Unedles
entstanden ist. Ein Mensch aber, dessen Tagewerk rein ist
vom Anbeginn an bis zu Ende, musz auch ein reines Ge-
muth und eine gute Denkart gehabt haben«.
Riegel skelner ikke skarpt melem det etiske og det saa
at sige elementært religiøse, hvad der vel næppe heller vil-
de være rimeligt. Desværre skelner han heller ikke mellem
det etisk-religiøse og det kristelige, idet sidstnævnte For-
skel øjensynlig ikke har været ham ganske klar. Ud fra
saaledes begrænsede Forudsætninger er det han, som tid-
ligere anført, fremhæver »die ganze religiose Grundlage«
hos Thorvaldsen, »dessen Werke so sichtbar und deutlich
den Stempel jener Kindlichkeit tragen, welcher das Him-
melreich verheiszen ist«.
1 Overensstemmelse med Datidens Opfattelse anser Rie-
gel det intimt personlige Forhold til de kristelige Emner
for mindre nødvendigt i Plastiken end i Malerkunsten. Naar
Thorvaldsen skulde fremstille »die Haupttråger der evan-
gelischen Geschichte«, behøvede han derfor efter Riegels
Afening kun at lade sig fylde og inspirere »von dem hohen
ethischen Wesen derselben«, og han tilføjer: »mit einer sol-
ehen Arbeit hat kein Dogma was zu thun. Nur ein unbe-
fangenes und reines Gemiith verlangt sie von dem erfinden
den Kunstler«.
1 Klarlæggelsen af de forskellige Stadier i Kunsthisto-
riens Vurdering af Thorvaidsens Forhold til Kristendom-
men, er vi saaledes naaet fra den æstetiske tit det etiske
eller, om man vil, det etisk-religiøse. Opfattelsen af For-
holdet som værende af rent æstetisk Karakter skyldtes
Thiele, der, som det vil erindres, ansaa det for at være
grundet paa »Skønhedsidéen« og søgte Støtte for sin An-
tagelse i sin (misforstaaede) Udlægning af Thorvaidsens
ofte omtalte »diplomatiske« Parade. Efter at vi dernæst
har ladet forskellige komme til Orde, der stod som direkte
Modstandere af Thorvaidsens kristelige Kunst eller dog
forholdt sig reserveret overfor Hovedværket indenfor sam-
me, og efter at vi derunder har paavist, hvilken Betydning
Thieles Misforstaaelse af Thorvaidsens Ord har haft for
de paagældende Behandlinger af Spørgsmaalet, staar vi
nu med Riegel igen overfor en Opfattelse, som er dikteret
af Sympati, og som er saa meget farligere for Sandheden
end Thieles, som den staar Virkeligheden et helt Stadium
nærmere.
Adskillige Forfattere, som vi her maa forbigaa, fordi
deres Udtalelser om Spørgsmaalet enten er mindre origi-

nale eller mindre typiske eller rent ud ganske overfladiske,
har slaaet sig til Ro med samme Opfattelse, som Riegel
hævder. Det vil derfor være nødvendigt at gaa nærmere
ind paa denne Opfattelse for at vise dens Utilstrækkelig-
hed, samtidig med at vi ingenlunde fornægter dens r/DtTse
Berettigelse, som har ladet dem spille en vis Rolle, tør man
antage, endog for Julius Lange. Dette sidste forudsætter
vi dels ud fra Tidsfølgen og Lighedspunkterne, dels der-
udfra, at Riegels Bog fik fornyet Aktualitet for Thorvald-
sen-Forskningen netop i de Aar, Julius Lange forberedte
sin »Serget og Thorvaldsen«, idet den udkom i 2det Oplag
i Leipzig 1882.
Naar Riegel siger, at der af Thorvaidsens kristelige
Kunst fremgaar »ein tiefer Sinn fur einfache und naive
Auffassung des evangelischen Stoffes, ein unschuldiges
Gemiith und rerne Menschlichtkeit, Eigenschaften die auf
den Kunstler als Mcnchen ein helles und schones Licht zu-
rtickwerfen«, fremhæver han dette i bestemt Hensigt,
»denn wir wollen jener Meinung«, siger Riegel, »die in
allzu glaubenseifrigen Kreisen entstanden ist, entgegentre-
ten, die Thorwaldsen jede innerliche Beziehung zum Chri-
stenthum abzusprechen sich erdreistete«.
»Wahr mag es sein«, fortsætter han, »dasz Thorwald-
sen nicht im Sinne der O/MoJoxm an gewisse Dogmen der
christlichen Bekenntnisse glaubte; aber was will und soli
das heiszen? Gab er dies doch selbst gegentiber von Zwei-
feln zu, die ein Freund in Bezug auf das Gelingen der Chri-
stus- und Apostel-Statuen åuszerte, indeni er sagte: »G/on-
be ic/i doc/; ouc/; m'c/R an d/e GoRe/* Gn'ecAentomfs otier
r/arsfe/ten trann ic/; sie dcc/H«
Som man ser, giver Riegel her Thorvaidsens Ord en ny
Betydning, som kun har dette tilfælles med den af os hæv-
dede Opfattelse af Svaret som en ren og skær Parade, at
Riegel ligeledes betragter Thorvaidsens Ord som en Om-
gaaen af Spørgsmaalet.
Hvad Riegel her tænker sig, vilde det dog være vanske-
ligere at forene med høje Forestillinger om Thorvaidsens
Karakter, end hvad vi har hævdet som vor Opfattelse af
Svarets Betydning. Thi efter Riegel skulde Svaret jo kun-
ne udlægges omtrent saaledes: »Jeg indrømmer, at jeg
ikke tør garantere for min Rettroenhed med Hensyn til
Spørgsmaalet om Jomfrufødslen«, eller — som Riegel selv
foreslaar det — »die Hollenfahrt Jesu«. Rent fraset
at en saadan Betydning er Gi/TMrFgf indlagt af Riegel i
Thorvaidsens Ord, synes Svaret os i den Udlægning Thor-
valdsen mindre værdigt. Riegel maa, hvis han har tænkt
det helt igennem, have forudsat, at Svaret blev afgivet
under Indflydelse af en vis Irritation. Thi det maa jo dog
erindres, at det, efter hvad der foreligger, var en Ven, dér
spurgte, og at Thorvaldsen naturligvis ikke kunde være i
Tvivl om, at hvad Vennens Uro gjaldt, det var ikke det
periferiske, men det centrale, ikke mere eller mindre infe-
') Se Herman Riegel: Geschichte des Wiederauflebens der deuh
schen Kunst zu Ende des 18. und Anfang des 19. Jahrhunderts.
Zweite Ausgabe. Leipzig 1882. Side 146—448.

777