Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

AARG. 1

*


GEN
MAJ 1927

*

NRI

HERMAN BANG ! N MEMORIAM
1857 - 2 0. APRIL - 1927
Mens /nan / FWancfaf /icr /ø/^ s^ /or sfor m/nrfes 70 Tlarsefa^en /o^* Tferman Bangs Føcfse/,
er cfenne jBe^fven/zeef /zer/?yemme ^aae^ sparJøs^ /ar&/, sA*an^ /zans VærA e^en Da^ / Da^ eyer /aere A^sA'ra/^
end saamang-e Røger a/ na/evende Far/a^ere, /zvem /nan g/ade/fg ø/rer en Omfa/e, naar de rander ef Ff/ørne.

M "^EN 20. April var det 70 Aar siden Herman Bang
: j % fødtes i Adserbalie Præstegaard. Det er jo Sæd
' } n og Skik at fejre de fortjente Mænd, der fyider
70 Aar, saafremt de endnu færdes biandt os, og
det seiv om deres Gerning har ophørt at have ievende
Forbindeise med det Samfund, de tilhører. Femten Aar er
gaaet, siden Herman Bang stedtes tit Hviie paa Vestre
Kirkegaard; men han lever endnu iblandt os gennem sine
Værker, stærkere og rigere maaske end nogensinde. Saa
kunde der vel være Grund til at fejre ham, Mindet om ham
paa 70 Aars Dagen for hans Fødsel. I hans Fædreland
har, saavidt jeg ved, ingen gjort det; men i Tyskland min-
dedes Dagen med en lang Kronik i »Litterarische Welt«
og med én samlet Udgave af Bangs Romaner i tysk Over-
sættelse.
Der er vel egentlig kun tre danske Digtere, som har
vundet varig Udbredelse i den store Verden. Andersens
Æventyr er oversat paa en Mængde Sprog; det eneste
danske Skuespil, som er trængt helt igennem paa Verdens-
scenerne, er Henrik Hertz's »Kong Renes Datter«, og de
eneste danske Romaner, som har vundet et tilsvarende Ry,
er Herman Bangs. Ingen af disse tre Digtere kan gøre
Krav paa en Plads blandt vore allerstørste. Ingen af dem
naar i Fantasiens Omfang og Vælde eller i national Betyd-
ning op til Holbergs, Oehlenschlagers, Grundtvigs, Inge-
manns eller Blichers Rang. Men to Egenskaber har disse
tre tilfælles, og i dette Faktum er der muligvis et Finger-
peg: de er alle tre store Kunstnere, maaske vore tre stør-
ste, og deres verdenskendte Digtning bevæger sig indenfor
MyNens noget snævre Grænser. Idyllen, det synes altsaa
at være det, som Verden kan bruge af dansk Aandsarbejde,
naar den vel at mærke bærer Præg af den fuldendte
Kunst.
Der er vist ingen dansk Digter, som er mere aandsbe-
slægtet med H. C. Andersen end Bang. Den impressionisti-
ske Stil, som præger Andersens allerførste Forsøg, som
faar en saa pragtfuld Udfoldelse i hans »Improvisatoren« og
som kulminerer i hans vidunderlige Æventyrdigtning, mø-
der os paa ny og særegen Maade i Herman Bangs bedste
Værker. Sansen for de smaa Ting, Evnen til at spejle Til-
værelsen i en Vanddraabe har de tilfælles, den henrivende
Blanding af Vemod og skælmsk Ironi ligesaa; men medens
Andersen er udpræget Optimist, er Bang i samme Grad
det modsatte, hvilket naturligvis hænger sammen med For-

skellen i Personlighed og Temperament, maaske ogsaa
med Forskellen i den Tidsalder, hvori de virkede.
I sine første Bøger udtaler Bang — navnlig i »Haabløse
Slægter« —, at det, der præger ham selv og hans Samtid, er
Nederlaget i 1864; senere opdager han, at han ingenlunde
er som de andre, men tilhører Undtagelsens Kategori. Dette
gør ham ikke stolt, men det fylder hans Sjæl med Vemodets
Smerte og med en dyb Sympathi for dem, der staar uden-
for, »de uden Fædreland«, og af denne Grundfølelse vok-
ser hans bedste Værker frem: de fragfsAre /dyder. I min
lille Bog om ham har jeg søgt at paavise den Udvikling,
gennem hvilken han naaede frem til fuld Modenhed som
Kunstner og samtidig til klar Bevidsthed om sin egen Na-
tur og Begrænsning. Medens Andersens Sympati for Und-
tagelsen gælder Geniet, der maa kæmpe med Miskendelse
eller lide under Misundelse, vækkes Bangs Medfølelse for
den af Driften, navnlig den erotiske Drift, pinte og pi-
skede Sjæl, der ligger under i Kampen, ikke med en dorsk
eller ond Omverden, men ved sit eget bedre Jeg. Denne
»haabløse« Kamp er Ledemotivet i »Fædra«, »Stuk«, »Mi-
kael« og »Ludvigsbakke«. Stillet overfor Livets bitre
Smerte og Skæbnens tilsyneladende Meningsløshed, ved
Bang intet andet positivt at henvise til end Arbejdet og
Medlidenheden. Den Filosofi, han levede sig frem til, var
beslægtet med Schopenhauers, men da han aldrig blev an-
det end en Dilettant i Filosofien, fik hans Pessimisme et
langt svagere begrundet Fundament og en løsere Udarbej-
delse end den store tyske Tænkers. Her, som i Poesien,
bliver Bang staaende ved Stemningen. Hans Digtning ud-
gaar fra Stemninger, aabenbarer sig i Stemninger og slut-
ter i Stemninger. Han magtede ikke Versets Form, men
han er som Epiker væsentlig iyn'sÆ bestemt; deri ligger
hans Styrke, men ogsaa hans Begrænsning. I »Ved Vejen«
træder Problemet i Skygge for Stemningsfylden, og der-
for blev dette Arbejde hans herligste.
I sine »Kritiske Studier« skriver han »Proverber skrives
for dem, for hvem Nuancer er alt i Kunsten, og som i Livet
har sensible Nerver, ikke stærke Følelser«. Om Rigtighe-
den af denne Paastand kan der tvistes, men Karakteristi-
ken passer unægtelig paa Bang selv; derfor begyndte han
sin Digterbane med at skrive Proverber, som imidlertid
ikke viste sig at være den Form, der passede for hans
Evne. Mange danske Digtere har i deres første Værker
givet deres bedste. Det gælder ikke om Bang; han for-

77