Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Med utallige fine og stærke Traade er disse Mestres
Kunst knyttet til Renaissancen: Rafael, Correggio, Tizian
og Michelangelo er deres Ledestjerner. Men har Renais-
sancens højeste Maal været Forenkling og Klarhed, Har-
moni og Symmetri i Linjens Tegn, saa er nu Komposi-
tionens Komplicering og Sammensvejsning med Farven og
Lyset som Udgangspunkt det, som fængsler Kunstneren;
har den enkelte Figurs distinkte Tegning engang været det
afgørende Moment, saa bliver nu Billedkotnponenternes
indbyrdes Stilling til hverandre bestemt af Malerens glø-
dende Ønske onr at fremstille de stærke, ja voldsomme
aandelige og legemlige Bevægelser; den maleriske Kon-
trast mellem Lys og Skygge trænger Detaillernes Betyd-
ning tilbage, men gavner Helhedsvirkningen, som ydermere
forstærkes ved en hidtil ukendt Masseudfoldelse. Denne
Udvikling begunstigedes ved de store Overflader, som
Kunstnerne fik anvist ti) Udsmykning; paa denne Maade
opstod de store Loftsmalerier og de vældige Altertavler til
Katolicismens og Jesuiterordenens Forherligelse, som skulde
betragtes og virke paa Afstand. I Modsætning til Natu-
ralisternes yderliggaaende Anvendelse af mørke Farver og
dybe Skygger, udøver Antikken i den eklektiske Kunstret-
ning en dæmpende Indvirkning, baade med Hensyn til
Kompositionens Struktur og den gennemgaaende lyse Far-
veholdning. Disse Barokkunstnere har først og fremmest
fejret deres største Triumfer i det dekorative Maleri; men
deres engang dybt beundrede Virtuositet og den ligefrem
geniale Tilpasningsevne til Arkitekturen har senere hen tit
været Genstand for den mest nedsættende Kritik — dog
langtfra altid med Rette. Thi disse store Banebrydere bør
dog virkelig ikke bedømmes udfra deres svage og slaviske
Efterfølgeres ofte mageløse Ftygtighed og Overfladisk-
hed.
Selv ikke den intime Kunst kom til kort under disse ^-be-
rygtede« Barokkunstneres Ægide. Portrættet, Landskabs-
maleriet og Stilleben har tværtimod oplevet en Udvikling,
som Renaissancetiden ingenlunde lod ane.
Ser man bort fra den venetianske Malerkunst, som og-
saa i denne Periode indtager en Særstilling, raader de dan-
ske Samlinger over et forbavsende lille Antal af interessan-
te Billeder fra denne Tid, især efter at H. Voss fornylig paa
en overbevisende Maade har henført det tidligere Caravag-
gio tilskrevne Billede med Spillerne (paa Kunstmuseet) tit
hans flamske Elev Theodor Rombouts (1597—1637).
Foruden Salvatore Rosa's 3 Billeder, Francesco Cozza's
interessante Landskab med Historien om Hagar som Staf-
fage og Luca Giordano's »Paris' Dom« er det netop den af
M. Krohn tilsidesatte Carlo Cignani's to Billeder, Madon-
naen og »Josefs Kyskhed«, som vi i Danmark maa nøjes
med, for blot at opfange et svagt Glimt af den meltemita-
lienske Barokkunst.
Til Gengæld lykkes det en Gang imellem i danske Pri-
vatsamlinger at støde paa et eller andet interessant og hid-
til ukendt italiensk Billede fra samme Tid, som ved en el-
ler anden Lejlighed er kommet til Danmark, og som paa
Grund af den her ti! Lands lidet udprægede Interesse for
Malerier fra Baroktiden har faaet Lov til i Aarevis at hæn-
ge upaaagtet, som f. Eks. to nydelige ensfarvede Udkast,
vistnok til Altertavler, af den genuesiske Maler og Tegner

Giovanni Benedetto Castiglione, kaldet il Grecchetto (1610
—1665) i den tidligere russiske Minister Baron M. Meyen-
dorff's Eje. Og gør sig forresten ikke en saadan Ringeagt
ogsaa gældende overfor den dansk-romerske Barokmater
Hendrik Krock, hvis to beskedne Kompositioner paa
Kunstmuseet næppe muliggør en retfærdig Bedømmelse af
denne begavede Elev af Alaratta?
Iblandt det lille Antal af italienske Barokbilieder i Dan-
mark har det her for første Gang offentliggjorte Billede
(malet paa Lærred, stort 112 X 158 ctm.) Krav paa en
mere indgaaende Omtale. Det stammer efter Sigende fra en
italiensk Privatsamling og er nu i dansk Privateje.
Selv et flygtigt Øjekast paa Billedet viser os, at dette er
malet af en Kunstner, som har undergaaet en umiskendelig
Paavirkning af Domenichino (man tænke f. Eks. paa hans
Billede »Timoclea foran Alexander den Store« paa Louvre-
Museet), fra Pietro da Cortona, hvis mytologiske Komposi-
tioner har efterladt tydelige Spor paa vort Billede, og fra
Nicolas Poussin, hvis dominerende Indflydelse næppe no-
gen romersk Kunstner mellem 1630—1660 har kunnet und-
drage sig.
Ser man sig om blandt de Kunstnere, som paa dette
Tidspunkt har spillet en mere eller [nindre fremtrædende
Rolle i Rom, og hvis Billeder tillige opviser en Blanding af
Træk, som er karakteristiske for de tre ovennævnte Kunst-
nere, standser man først og fremmest ved Pietro 7V,sfa fra
Lucca (1617—1650), hvis Venskab med Poussin og hvis
Elevforhold-til Domenichino og Pietro da Cortona i denne
Sammenhæng tiltrækker sig vor fulde Opmærksomhed.
Heldigvis finder denne Gisning om Billedets Kunstner en
kærkommen og uomtvistelig Bekræftelse, som stadfæster
de ad en stilkritisk Vej vundne Resultater. Sagen er den,
at Pietro Testa baade har været en dygtig Maler og en
meget talentfuld Raderer, som gentagne Gange har gen-
givet sine egne Malerier i Stik. Slaar man op hos Bartsch,
Peintre-Graveur, 20. Bind, i Fortegnelsen over Testa's Ra-
deringer, læser man følgende Beskrivelse af Nr. 19: »Si-
norix' Tjenere bærer deres Herre, som er blevet forgiftet
af Kamma i Dianas Tempel, tit Vognen. Kunstnerens Mo-
nogram findes forneden til højre«.
Det er vistnok den eneste, i hvert Fald en af de faa Gan-
ge, hvor Kunsten har interesseret sig for denne mytologiske
Fortælling, som findes optegnet hos den græske Forfatter
Plutarch i hans Samling »Kvindernes Dyder« (Plutarchi
Moralia, ed. Daniel Wyttenbach, 2. Bd., 1. Del, 1796, p.
55 ff.). Hovedrollen i denne Fortælling spiller den galatiske
Fyrste Sinatus' kyske Hustru, Kamma, der tillige var Dia-
nas Præstinde; hun bliver efterstræbt af en anden galatisk
Fyrste, Sinorix, som myrder Sinatus for at sætte sig i Be-
siddelse af Kamma, der stadig afviser hans Bønner. Om-
sider gaar hun ind paa at blive hans Hustru, dog inden
Brylluppet skal finde Sted, bringer hun i Sinorix' Nærvæ-
relse Diana et Offer, ved hvilken Lejlighed hun lader Sino-
rix drikke af den forgiftede Offerdrik, hvorefter hun selv
drikker Resten og tager Gudinden til Vidne paa sin beva-
rede Kyskhed. Rædselsslagen lader Sinorix sig af sine Tje-
nere bringe til sin Vogn i Haab om, at Rystelserne under
Køreturen vil helbrede ham. Dog dør begge i Løbet af
Natten.