Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Æynar N 7 <? / s <? /z .* Døz/c/z Ærø^/zzzg'^/z

nende Drag i den frygtelige Oldings Fysiognomi. Vi ser
hans vansirede Kontrafej eiler hans mørke Siagskygge i
næsten aile de Billeder, vi kender fra tidligere Udstillin-
ger, og tænker, betært af Begivenhederne i Middelalderen,
paa vore egne hejste Stormvarsler. Men da Historien ikke
gentager sig slavisk, og da Billederne hænger der for
Kunstnerens Regning uden Præsteskabets Indblanding, saa
maa vi søge andre Aarsager til, at Billeder af saa macabert
Stemningsindhold kan opstaa saa mangfoldigt og »leve« i
en Tid og under Forhold, der tilsyneladende har foretruk-
ket og præmieret kunstneriske Ydelser af en helt anden
— lykkeligere og gladere — Art.
Inden vi i al Korthed gaar i Gang med denne tilsynela-
dende Sej len rrnd Strømmen, vil vi gerne forudskikke, at
det ved en Værdsætning af kunstnerisk Ydelse nuomstun-
der, ikke forekommer os nok at benytte Superlativer paa
mer eller mindre behændig Vis, men at det ogsaa er nød-
vendigt at kende lidt til de Elementer, der ikke mindst
giver Sporen til adskillig kunstnerisk Stræben.
Det er os derfor kært, at Ejnar Nielsen til en Interviewer
ved et Dagblad — i Anledning af Udstillingen — selv har
peget paa, at hans Billeder allerede er bleven Historie, thi
ogsaa vor Mening er det, at en Vurdering af netop disse

Billeder ikke er rimelig uden nøjere Kendskab til Begiven-
hederne indenfor dansk Kunst i de sidste halvtreds Aar.
Derfor kaster vi Blikket tilbage og finder Ejnar Nielsen
i Aarene 1890—93 som Elev af Kunstakademiets Forbere-
delsesskole under gamle Vermehrens Vejledning. Skolen,
der dengang var streng, ledet som den var af de Formens
og Farvens Mestre, der da sluttede Kreds om dansk Kunsts
Højborg, har ikke virket befrugtende paa den unge Mand
med det lidt tunge Malenenune og det nervøse Tempera-
ment. Han reagerer stærkt overfor dens Krav til Balance
mellem Linie og Form, bryder af, og gaar over til de »frie«
Skoler.
Her hos Zahrttnann, der selv havde fristet lignende Lod
som mange af sine Elever, og nu søgt sin kunstneriske For-
løsning gennem opstemte, lidt kunstlede, Farvesyner, reage-
rer han atter overfor disse, og reducerer sin Farve til Toner
— ofte næsten graa — mens han indrammer sine Billeders
Figurer og Partier med en ubrudt Kontur, og skaber, i For-
bindelse med den reducerede Form og Farve, en egen Stil
— et Flademaleri — der allerede da indvarsler Overgangen
til en Art af det saakaldte »moderne« Maleri.
Billedet »Portrætgruppe«, der er malet 1901, viser ty-
deligt, i hvilken Grad der er slaaet af paa Fordringerne
til almen malerisk Bredde. I Stedet for Helheden — det

73