Samleren: kunsttidsskrift — 4.1927
Cite this page
Please cite this page by using the following URL/DOI:
https://doi.org/10.11588/diglit.31880#0045
DOI issue:
Nr. 2 (Februar 1927)
DOI article:Jürgensen, Sophus: Dødedans
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31880#0045
Æynar 7V;' <? / s <? n .-
maleriske Overblik — træder den silhuetterende Linje-
virkning.
Gruppen forestiller Billedhuggeren Andreas Hansen og
hans franskfødte p[ustru, der i Begyndelsen af Aarhund-
redet levede i Paris, hvor han tjente sit Brød ved at cise-
lere for der bekendte Juvelerfirmaer. Og her paa denne
Kunstnerhybel, højt over rue vaugirards Gadetummel med
Udsigt mod Paris' Vesthimmel, er Billedet malet under
Forhold, der daarligt kunde tænkes at tilfredsstille en fro-
digere Malernaturs selv karrigste Fordringer til Lysforhold
eller Betingelser for en rimelig Afstandsbedømmelse af
Arbejdet, thi foruden den temmelig smalle Altan, hvor Fi-
gurerne er placeret, bestod Lejligheden kun af et Rum, der
med sine nødtørftigste Kvadratalen Gulvflade og lave
Loftshøjde ikke mere end levnede Plads til Maler og Staf-
feli. Men Ejnar Nielsen har heller ikke haft Brug for mere
til en Malemaade, der i meget minder om de Kaar, under
hvilke Kunstvævninger bliver til.
Saadan finder vi ham paa Udstillingerne 1896 og 98 i
Billederne »Den syge Pige« og »Den Blinde«. Begge Bil-
leder vakte en tvetydig Opsigt paa Grund af deres »sære«
Malemaade og dødssvangre Motiver, og navnlig naaede det
sidste Billede først Antagelse efter en hidsig Kamp mellem
Dommerne.
Billedernes Optagelse betød et Brud paa den daværende
Charlottenborgudstillings Traditioner, og den unge Mur-
brækker bliver Oppositionens Fører. Men enhver Sejr maa
købes dyrt. Den Brynje, han i kvalfulde Enetimer havde
hamret og omgærdet sit urolige Sind med — til denne sin
første Dyst — har han siden da ment at maatte bære til-
skue.
Førerskabet tvinger ham til, gennem større og større
Anspændelse, at holde det Sensationens tveæggede Sværd
— som Haanden fører — skarpt. Derfor ser vi ham Aar
efter Aar martre sig selv i tunge Dødssyners pinende Stem-
ninger, der Gang paa Gang tvinger ham over den Grænse,
som Skønhed og Blufærdighed evigt sætter sig. Hans Dø-
dedans er ikke et Syndserkendelsens Spejl holdt hen for en
angergiven naadesøgende Hob, men en nutidig Kunstner-
types hidsige Kamp for sin Sag.
Spørger man nu, hvorledes disse Billeder, der efter lidt
ældre Dages Begreb ikke indeholder paafaldende Skøn-
hedsværdier dog kan opnaa ihvertfald betingelsesvis An-
erkendelse paa offentlige Samlinger og Kunstmuseer? Ja!
Da kan man svare, at hvor der er Lys, maa der ogsaa være .
Skygge, eller at Lyset kan være saa stærkt, at en Skærm
bliver paakrævet.
79