Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

står det sådan, at der heHer ikke er et eneste Arbejde, jeg
Wide sætte heie min Personiighed ind for, intet Arbejde
og ingen Kunstner, som fiammer af den sjæidne heiiige
kunstneriske tidhu, intet, som i et iynende Begejstringens
Nu brænder sig ind i Bevidstheden og står der for Evig-
heden. Der er ingen Ungdom, ingen ny Prometheus, som
biænder og svider vore Sjaeie med ny guddommeiig Hd,
ingen Begejstring, intet sanseløst Slagsmåi mod Himmei
og Heived, ingen Jakobskamp og Isaksofring. Ingen Munch
ingen Wiiiumsen. Ingen Koios, som skaber Verdner i
biind og sansedrukken Raven.
Det bedste, der er, er en trofast Håndværker, så trofast,
så kæriighedsfuid og begavet en Håndværker, at hans
Hænders Værk giæder og varmer, ligesom trøster for Sav-
net af den store ubegribelige Gud Kunsts Værk. Det er
L. Æ /?/ng. I »Foråret og den gamie« er Biiiedets ene
Haivdel mørk: Vinteren og den gamie, i Kontrast mod
dets anden Haivdel: det grønne friske Løvspring uden for
Vinduet. Seiv den gamie Dom bliver lyserød og, ny i Lyset.
Tii den svarer i Biiiedets mørke Haivdei Sommerhatten,
som hænger på sit Søm som et Minde om en Forventning.
Denne tredobbeite ganske symetriske Kontrastbevægeise er
så simpeit skøn at man fristes at kaide den et Fund. En
Skribent, som morede sig over, at den gamles Hånd er
nær ved at komme i Klemme meiiem Vindueskarmen og
Biiiedets Ramme, har åbenbart ikke haft Øje for dette
Forhoid. MAmscAers kvikke Vits synes mig en kiog og rig-
tig Iagttageise. Jeg kunde tænke mig Ring kommentere
den: Gu er den gamie i Kiemme.

Vårskyer driver derude. Poplerne har endnu ikke fået
Løv ...
I det andet Billede, af »Brøndgade«, viser han endnu
indertigere sit Sindelag. Se, hvor Telefontrådene, som
krydses i Luften, er opfattet som soiid Virkelighed. Kaik-
muren er fiødegul, Bageriskorstenen i Baggrunden biødt
sortsodet, Vejens Farve fager. Han tolker sin Verden med
en Livsens iangeiige Sødme i hvert Penselstrøg, som in-
gen, ingen af de andre har, han vor gamle Mester. Dan-
marks kæmpestærke og kvindetrofaste Henri Rousseau. En
Kende spids, javel. Men de andre flosser jo.
Den anden af det gamie Trekiøver har ikke nær så
meget Bud tii unge Mennesker af 1927. Nc/mnn Vade/ er
aiierede afskåret fra at virke under alle Forhold og ændrede
Omstændigheder ved det, at han vender sig tii Forstan-
den mere end til Føleisen, og den menneskelige Inteiiekt
som bekendt er underkastet ganske andre hurtige Sving-
ninger og Forandringer end Følelsesstrukturerne, som
ikke siden Huietegningernes Tid synes væsentiigt foran-
drede. Hans Billeder er fortrinligt udført, Effekterne er
sikre de lysende Ansigter mod mørk Baggrund, en Træf-
fer som et Blad hvidt Papir af en eller anden Slags (sta-
dig med den mørke Baggrund in mente) udelades nødigt.
De opfylder utvivlsomt deres Opgave fortrinligt: /AAe at
blive set i Forhallen, Repræsentationsværelset eller For-
handlingssalen, de er beregnet til. Der er Korridoratmos-
fære over dem. Det er karakteristisk, at når en Smule
Malerglæde arbejder sig gennem den honnette Færdighed,


$ a / / y P/iz/fjOsen.- 7(H;zs?/zan6f/<?r 5c/ioH