Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

maleriske, d.v. s. de mest
grå, og endetig har Komi-
téen hængt deres Billeder
op. Ophængningen er over
hele Udstillingen exempel-
løs slet. Jeg kan ikke tænke
mig, at den skulde være in-
teresseret i at myrde en
skikkelig U. C.er som Carl
V. Meyer, men den har vit-
terlig hængt et Billede af
en Mor med Barn skarpt
belyst fra venstre, op så-
dan, at Billedet får grelt og
direkte Lys fra højre. Om
det er Justitsmord kan jeg
ikke bedømme, da jeg ikke
har set Billedet under an-
dre Forhold.
Ikke desmindre kan jeg ikke
undslå mig fra en Mistanke
om, at nogen af de ond-
skabsfuldeste Ophæng-
ningsfejl i de unges store
Sal må være om ikke tilsig-
tede, dog bevidste. Man
kan dog vel ikke intetanen-
de på Yderkanterne af en Væg hænge to Profilportrætter,
som vender fra hinanden sådan at hele Væggens Ophæng-
ning kommer i Skred til begge Sider og alle Midterbilleder-
ne slår Revner?
Det eneste antagne Billede af den betydeligste unge Ud-
stiller O. V. Rorc/z, »Renæssancekomedie«, er hængt op un-
der Loftet i grelt og fladt Lys ligesom for at udbasunere,
hvordan de her Svende skrlåler og vræler i Farver, hvad
for Forvildelser og Tøjlesidsheder de er ude i; ydermere
til Sammenligning
omgivet af et uigen-
nenivadeligt Ælte af
koloristisk Brak-
mark.
Mogens Uaufare
skader det ingenting,
hans chokoladebrune
og stanniolblå Ver-
den er sød og varm
stadigvæk. E/aJ /?z-
scby isolerer sig ved
sit Format. Sammen-
lignet med Gunnar
Nonsens stive og
træede Altertavlefi-
gurer giver hans i
og for sig smukke
Frescofarver Beskue-
ren dog en Slags
Indtryk af, hvad
Kunstglæde kunde
være. Det er et dæm-
pet og ikke stærkt

Mogens G a ef; $e/vj9o;*?ra^

O/e .Sondergaord; Æn V/nfersøncfag /yafsfrHp Æ/r/ir c

Orkester, men er Aåusik —
ikke Larm. Når han sam-
menlignet med Skovgård
virker selvstændig er det
vel dog mest i Kraft af de
Sider af dennes Talent, han
aldeles mangler, først og
fremmest Gratien. Mogens
Gods Selvportræt har Rejs-
ning og lidt stilfærdig Glæ-
de ved dæmpet grønt og
rødligt og hænger godt.
Man kunde ønske han havde
haft mere at sige indenfor
Komitéen. Earbc/z Jensens
Selvportræt ligger gene-
rende nær op ad et tilsva-
rende Billede af C/zz'rzca, en
Kunstner, som i Frankrig og
Tyskland de sidste to—tre
År har fået en hel Række
Epigoner. IVddauz Løzzu-
bergs »Sydfranske Land-
skab«, som refuseredes,
men er kommet mig for
Øje, havde derimod været
en værdig Repræsentation
for denne Skole. Ludvig Jacobsen og IVz'dz'auz Efu/zr er
ikke moderne. Det opnåes ikke ved at bruge Farverne
ublandede, sådan som de fås fra Farvehandleren. Ikke
alene i hvert Fald. Ole -Søndergaard, som strider så bravt
for at være gammeldags, har det derimod i sig. Mane
O/eson vist også. Selv om der er meget Brughelsk Illustra-
tion i begge hendes Billeder, er der helt moderne Form-
følelse, navnlig i det mindre Billede, et — tænker jeg mig
— dobbelt Selvportræt. Farven er Brunt og Rødt, som kan
afkøles til grønligt,
men ingenlunde læn-
ger. Marie Olesen er
utvivlsomt en Dame,
som nødig vælger
noget ringere, hvor
der er Mulighed for
noget rigere.
En Egenskab, som
kan være farlig. Så-
dan som Agnes <S?oL-
Møders Eksempel på
denne Udstilling do-
kumenterer det. Hen-
des Forelæg, Leo-
nardos Nadverbillede
er jo upåklageligt.
Hun har blot ikke
forstået det. I Ste-
det for det dybe
Rums Perspektiv har
hun klemt Bordet op
mod en flad Bag-
væg. Hun maler jo