Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

glimrende. Jeg troede virkelig i Begyndelsen,, at Kubister-
nes Påkiæbningsmetoder havde fundet en dansk Efterføl-
ger i den broderede Dug. Dragterne er pragtfulde. An-
sigterne hårdnakket tilstræbt karakteristiske. Og Helheden.
Utvivlsomt generende slet. Vistnok bl. a. fordi vi ikke vil
finde os i, at Kong Valdemar ser ud som Forlagsdirektør
Ravn ikke fordi vi i og for sig tvivler på, at han har set
ud nøjagtigt sådan, men fordi vi vil se ham gennem en
700 År lang Kikkert. Valdemars Sværd og Klæder må
være gamle nu. Ellers tror vi ikke, det er hans. Fru Slott-
Møller griber overalt efter det bedste, sådan at hun for
længe siden er ophørt at få fat i noget godt. Det hele bliver
vor egen Dagligstue.
Jeg har taget hende med ind i denne besynderlige Sam-
menhæng dels for ved Modstillingen at give en Slags Op-
rejsning til de unge paa Charlottenborg, som efter min
Mening — apropos — er behandlet som hin Konge paa
Lyø ved under disse Omstændigheder at få Ovenlyssale og
store Vægge og mange Billeder, dels fordi det synes mig
på Tide at påpege, at dette Billede er det eneste, hvis
Tema i og for sig har en Slags Inter-
esse. Og Løsningen på dets Hemme-
lighed er, at det er behandlet som
Stillleben.
Hemmeligheden ved hele Udstil-
lingens Mathed er, at kun få Billeder
ikke i Virkeligheden er det. E/ner
/o/mnsens Opstilling kommer på den
rigtige Side ved dog idetmindste at
være komponeret, stillet op, hvilket i
denne Sammenhæng virker næsten
frappant. Han har dog interesseret
sig for sit Emne andet end hvad blot
angår dets Gengivelse. Gennem al
bildende Kunst går en Dobbeltstrøm:
den expressionistiske, og den dekora-
tive. Den første må dog antages at
være den primære. Hvad udtrykker
de da, disse Kunstnere på vort Lands
officielle Kunstforum? Lidenska-
ber, Leveglæde, Kunstnerstofthed, Had, Agitation, Ideer,
blot artistisk Farve- og Formglæde?
Nej.
Der mangler ethvert virkeligt Forhold til Motivet. Man
skal tro for at male religiøse Billeder og kun religiøse Bil-
leder er Kunst. Gives der da ikke sådanne Kunstnere i Dan-


Ved ef Ornn/ze^/z


Æzner/o/znnsen.- Opsf;7/;'%

mark. Naturligvis. Det vilde i denne Forbindelse være en
Taktløshed at nævne Navne.
Hvorfor ser vi dem da ikke her?
Først og fremmest fordi de ikke maler til Udstillinger.
Den store Verdenskunst er ikke la-
vet til Udstillinger, men har tjent
ganske anderledes praktiske Formå).
Så sent som 1763 afholdtes i Paris
den første offentlige Udstilling over-
hovedet. Disse Væddeløb med Sti-
pendiefodring og Jockeykomité hat
ikke vist sig ubetinget at svare til de-
res Hensigt. Stitforvirringen og den
overordentlige Mangel på Soliditet
kunde måske ligefrem forklares ud
herfra.
Nu tvinger Nutidens Forhold i
Reglen også de mest personligt og
privat arbejdende Kunstnere til at
skaffe sig en vis Købekreds. Kunst-
nerne finder en sådan ved at slutte
sig sammen i Smågrupper som i
Fællig afholder Udstilling eller ofte
endda ved at foranstalte Særudstil-
linger. Fejlen ved disse er, at forholdsvis få af Publikum
finder Vej til de af dem, som har Interesse, fordi de er be-
gravet i et Utal af ligegyldige. Tit syvende og sidst er de
kun et middelmådigt Surrogat for svundne Tiders patriar-
kalske og mæcenatiske Orden.
De officielle Kunstudstillinger er i deres Idé tidssvaren-
de, men kræver praktisk en rationel Fornyelse.
In medias res må det ubarmhjertigt erkendes, at det ikke
vil være muligt at samle blot nogenlunde alle vort Lands
betydende Kunstnere, uden at Komitéen sammensættes af
Mænd, som nærer almindelig Tillid og som ikke har pri-
vate Gruppeinteresser at varetage. Jeg foreslår som Middel
tit med en Gang at nå så vidt at indbyde 3—4 af Nutidens
fra alle Sider internationalt anerkendte store, som Lieber-
mann, Munch, Picasso og Ring, og lade dem af det
fremkomne Materiale sammensætte en Udstilling.
Er det en Utopi, har den idetmindste den Fordel at være al-
vorlig ment i Modsætning til Nationens officielle Kunstskue
i Åar, som trods alt er en ubehagelig mislykket slet Spøg.


Sve/zd Jespersen.* Frzz Odn C/zrzsfe/zsen,