Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Art. To Aar efter hans An-
komst til Itaiien afgik han
ved Døden som Følge af et
ulykkeligt Fald i sin Maler-
stue i Florens. Fian blev
saaiedes kun 50 Aar gam-
mel.
I 1921, Hundredaaret for
hans Fødsel, arrangeredes
der en Udstilling af en Del
efterladte Arbejder, der-
iblandt adskillige Tegnin-
ger, som hidtil havde hen-
ligget upaaagtet i hans
Mapper og Skitsebøger. Det
var paa Slægtninges Foran-
staltning, Udstillingen af-
holdtes; men den havde
Baggrund i den Interesse,
David Jacobsens Kunst om
Sider havde vakt og som
havde givet sig Udslag
deri, at Galleriet i 1918
havde optaget tre af hans
Arbejder.
Da jeg under Gennem-
gangen af denne Udstilling
kom til den her gengivne
Tegning, slog det mig
straks, at den havde en paa-
faldende Lighed med den
Forestilling om Kierkegaards Ydre, jeg selv efter saa ind-
gaaende Undersøgelser var havnet i. Kun maatte dette
Portræt være tegnet efter Kierkegaard i hans yngre Aar,
antagelig medens han var sidst i Tyverne eller i Begyn-
delsen af Trediverne. At Tegningen er udført efter Model,
er givet, og at Modellen har været Søren Kierkegaard an-
ser jeg vedblivende for overvejende sandsynligt. Samtlige
Karaktertræk i Profilen genkendes fra H. P. Hansens Teg-
ning og Marstrands saakaldte Karikatur. Sær-
lig karakteristisk er Vinklen mellem Underlæ-
bens og Hagens Linjer, men ogsaa Vinklen
mellem Overansigtets og Underansigtets Lin-
jer er i Overensstemmelse med de nævnte
Fremstillinger og tillige med Maskeportrættet,
hvad vist enhver Portrætkunstner vil give mig
Ret i. Øjets Beliggenhed er ligeledes ens paa
alle de nævnte Billeder, Haar, Klædedragt
o. s. v. er saadan, at Antagelsen paa intet
Punkt modsiges.
Fremdeles er Stemningen over den skønt
opfattede Tegning i sin Tungsindighed over-
ensstemmende med den litterært begrundede
Opfattelse af Kierkegaard, og forskellige
Smaatræk ved Interiøret, ved hvilke jeg til en
Begyndelse studsede en Smule, erklærede de
Kyndige, til hvem jeg henvendte mig, for med-
virkende til at støtte min Formodning. Jeg un-
drede mig saaiedes over de mange Tobakspi-

ber, men afd. P. A. Heiberg
oplyste mig om, at der var
talrige Tobaksregninger
blandt Kierkegaards Papi-
rer. Hvad jeg i Begyndelsen
opfattede som en gammel-
dags Spyttebakke med Sand
i, i Stil med dem i Frue Kir-
ke, var Prof. Kromann saa
elskværdig at opfatte som
en Bog, hvilket svarede til
Kierkegaards Vane: at stik-
ke Bøger, der var ham i
Vejen, ned under Stolen, og
ctet løjerlige Arbejdsbord
var ligeledes et Indicium,
idet Kierkegaard et Sted
fortæller, at nu har han om-
sider faaet en Snedker til
at lave ham et Bord efter
hans eget Ønske, et, hvor-
ved han kunde sidde med
Benene, som det passede
ham bedst. Inspireret af saa
megen Medgang tydede jeg
selv den sidste Gaade: den
løjerlige Krukke, eller hvad
det var, der ses lige over
Hatten og som kunde synes
fyldt med Malerpensler. Det
er en Pose med Fidibusser
og lignende Grejer, og den
staar ikke paa Bordet, men hænger pænt paa Væggen ved
Siden af Piberne.
Endelig staar der paa de Papirer, hvorpaa den frem-
stillede skriver, den mystiske Indskrift: »Berlingske ...
Sludder (mirabile dictu!) Leve Corsaren.«
Antager man, at disse Ord er skrevet samtidig med Teg-
ningens Udførelse, kan den være fra de Aar, omkring
1843, da Kierkegaard var vel anskrevet hos Goldschmidt
og vel omtalt i Corsaren. Men det kan ogsaa
tænkes, omend det ikke er slet saa sandsyn-
ligt, at Udførelsen er sket i 1846 under Cor-
sarens værste Angreb og Drillerier, idet Kier-
kegaard overfor andre forsøgte at lade, som
om han selv morede sig derover, og paa Kaffe-
huset, hvor mange iagttog ham i den Tid, paa
Trods forlangte Corsaren og talte om den, idet
han bestræbte sig for at anslaa »en let Kon-
versationstone«. Er han blevet tegnet paa dette
Tidspunkt, og har han opdaget, at Tegneren
har anbragt ham med en Berlinger foran sig,
skulde det ikke være ham uligt, om han selv
havde korrigeret Indskriften. At denne skulde
være rettet længe efter, at Tegningen blev
tegnet, og maaske efter at Goldschmidt havde
opgivet Corsaren, turde i hvert Fald være min-
dre sandsynligt. Tegningens Tilblivelse maa
sikkert henlægges til det Tidsrum 1840—46,
da Goldschmidt udgav Corsaren.

a/Marsfrancf. 77//?. Z?y/nM.se<?/


-Sørpn

65