DOI Heft:
Nr. 5 (Maj 1927)
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Det religiøse Gennembrud i Thorvaldsens Ungdomsliv, 7
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.31880#0138
at det er i den /prsfe Gratiegruppe, man finder det fuide
Mesterskab, særiig i Marmoreksempiaret, dette vidunder-
iige Værk, som desværre er skjuit for Verden paa en hol-
stensk Herregaard^). Om Thaddæusfigurens flygtige Ud-
førelse og om den Stemning af Trods overfor en svigtende
Medarbejder, som forklarer, at Thorvaidsen trods Alder
og Sædvane selv vilde udføre denne Statue fra Grunden
i den kortest mulige Tid, som gjaldt det et Væddemaal, er
der siden givet fyldestgørende Oplysninger gennem Offent-
liggørelsen af Baronesse Stampes Erindringer").
Selv om Jacquemont altsaa ikke har Ret i, at det ude-
lukkende var religiøse Motiver, som optog Thorvaidsen i
denne sidste Romertid, er det dog sikkert rigtigt, at den
overvejende Beskæftigelse med saadanne Emner stod i
Forbindelse med et Opsving i hans religiøse Følelse. Aar-
sag og Virkning arbejder jo under saadanne Forhold sam-
men. Koncentrationen om kristelige Emner har til enhver
Tid medført en i det mindste midlertidig Forøgelse af hans
religiøse Følelses Intensitet. Vigtigere er det dog at er-
indre, at Thorvaidsen paa den Tid levede i Angst og Sorg
under den Sygdom, som hjemsøgte den Stampe'ske Fa-
milie. Baronessen fortæller om, hvor levende han tog Del
i deres Bekymringer og om, hvorledes han Tanker var
præget af en dyb Alvor, som gav sig Udslag i stadig Sys-
len med religiøse Motiver. Det er da rimeligt nok, som
Jacquemont formoder det, at ogsaa Tanken om hans egen
snarlige Bortgang har beskæftiget hans Sind. Der er i et
Brev") til Christian VI11, Thorvaidsen skrev paa
den Tid, da det endnu saa mørkt ud i det Hjem, der vat-
blevet som Thorvaldsens egen, en anden Tone end vanlig,
en religiøs Betoning, som vel kun ytrer sig i Smaating, i
Brug af Udtryk, som mange vilde anse for dagligdags og
lidet betydende, men som er usædvanlige i Thorvaldsens
Brevstil.
Jacquemont har altsaa set rigtigt med Hensyn til Thor-
valdsens nære Forhold til Kristendommen imod Slutningen
af hans Liv; men han har Uret i at opfatte dette Forhold
som noget nyt. Det fremgaar da ogsaa af hans Vurdering
af de Værker, han sætter højest indenfor Thorvaldsens
kristelige Kunst, hvor vanskeligt det falder ham at forene
det levende Indtryk af kristelig Aand, han som den aabne
og klartskuende Iagttager har modtaget gennem disse
Værker, med sin andetsteds fra hentede Viden om Thor-
valdsens formentlige Indifferentisme i Trossager.
Apostelfigurerne har Jaquemont nu engang forset sig
paa i en saadan Grad, at han, idet han kalder dem »Apost-
lene /ør Pinsedagen«, overser et meget væsentligt Mo-
ment: Med al Respekt for det ophøjede hos de Apostel-
skikkelser, hvis Særpræg klarest fremgaar af Beretninger-
ne, har Thorvaidsen dog udtrykkelig og med fuld Ret øn-
sket at fremstille dem som Mennesker, netop ikke som kri-
stelige Heroer, men som Mennesker — i Modsætning til
Kristusfremstillingen. Det er i god kristelig Aand, tør vi for-
mode, at Thorvaidsen gjorde denne Forskel og satte dis-
se Karakterers ideale Træk op mod en Baggrund af menne-
skelig Skrøbelighed.
Men hvor Thorvaidsen i Relieffet: »Nadverens Ind-
stiftelse« helt har kunnet lade det, om vi saa maa sige, re-
præsentative fare og simpelt hen har fremstillet Apostlene
som Disciple, finder ogsaa Jacquemont, som regner dette
Relief for et af Thorvaldsens betydeligste Arbejder, at
Fremstillingen bærer et ubetinget kristeligt Aandspræg.
»Comment résister å cette beauté suave,« udbryder han,
»å ce pafAeffgae cftréffcn?«
I Johannesgruppen, af hvilket Jacquemont giver en
fremragende Analyse, synes det afgjort kristelige Præg
ham ikke mindre slaaende. Om Gruppen som Helhed siger
han: »je ne comprends pas pourquoi l'on a dit que ce
sujet était plus philosophique que chrétien. H est souve-
rainement l'un et l'autre å la fois. S'il y a lå de la
philosophie, c'est de la meilleure: elle est d'un catholique
aussi bien que d'un protestant et plut å Dieu, que nous
pussions admirer ce chef-d'oeuvre de l'artiste penseur å
Paris nierne, sur le fronton de la Madeleine!«
Men naar Jacquemont skal forene disse Indtryk af kri-
stelig Aand med sin formentlige Viden om Thorvaldsens
Indifferentisme, føler han selv, at det glipper, og han fin-
der ingen anden Udvej end at kalde Thorvaldsens Genia-
litet frem for aabent Tæppe som »Deus ex machina«.
Jacquemont siger/hvor han gaar over fra Kritiken af Apo-
stelfigurerne til Anerkendelsen af Relieffet »Nadverens
Indstiftelse«: ... il a montre de quelle faqon un palen, un
sceptique, pouvait, d /o/*ce de genfe, representer les discip-
les du Christ.«
Jacquemonts Afhandling hører, som før fremhævet, til
de betydeligste i Thorvaldsen-Litteraturen. Man tør trygt
forudsætte, at saa skarpsindig en Psykolog som Jacque-
mont ikke har følt sig helt tilfredsstillet ved at opgive For-
klaringen med en Henvisning til Geniet, saa meget mere
som Henvisningen i dette særlige Tilfælde intet som helst
er værd. Vel sandt! Geniet formaar alt, selv det mest uven-
tede; ja vel, men Iran saa fmnge, def er paa den person-
lige .Sandheds Grand. Aldrig nogensinde i Kunstens Histo-
rie er noget aandelig sandt og helt fremgaaet af noget
halvt, og havde Jacquemont selv været i endog blot det sva-
geste Forhold til den kunstneriske Skabens Betingelser,
vilde han i Stedet for at slaa sig til Ro med sin Henvis-
ning til Genialiten have turdet kalde al Verdens udøvende
Kunstnere til Vidne paa, at en Forening af det ægte og det
uægte aldrig nogensinde kunde have resulteret i Værker,
hvis personlige Sandhed var ham saa indlysende.
Det virkelige Forhold er dette, at Forudsætningen, hans
formentlige Viden om Thorvaldsens Indifferentisme, er
falsk. Jacquemont har den fra Plon, som har den fra Thie-
le, som har den fra sin Alisforstaaelse af Thorvaldsens Pa-
rade: »Jeg tror jo ikke heller paa de græske Guder, men
jeg kan jo dog fremstille dem!« Andet Grundlag findes
ikke for denne Antagelse, som Gang paa Gang har tvun-
get Thorvaldsens Biografer bort fra Forstaaelsens Veje
over i det intetsigende Paradoks.
fEperfr# MM?). fFbrfsæf/esJ.
') Landstedet Breedenek, under Herresædet Lehmkulen, nogle Mil
fra Preetz. Ved Enkebaronesse B. von Donners Velvilje havde
jeg Lejlighed tit at se Gruppen dér i September 1922.
=) Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaidsen. Kbhvn. 1912.
Side 177.
") Thiele: Thorvaidsen i Kjøbenhavn. 1856. Side 178—180.
70
Mesterskab, særiig i Marmoreksempiaret, dette vidunder-
iige Værk, som desværre er skjuit for Verden paa en hol-
stensk Herregaard^). Om Thaddæusfigurens flygtige Ud-
førelse og om den Stemning af Trods overfor en svigtende
Medarbejder, som forklarer, at Thorvaidsen trods Alder
og Sædvane selv vilde udføre denne Statue fra Grunden
i den kortest mulige Tid, som gjaldt det et Væddemaal, er
der siden givet fyldestgørende Oplysninger gennem Offent-
liggørelsen af Baronesse Stampes Erindringer").
Selv om Jacquemont altsaa ikke har Ret i, at det ude-
lukkende var religiøse Motiver, som optog Thorvaidsen i
denne sidste Romertid, er det dog sikkert rigtigt, at den
overvejende Beskæftigelse med saadanne Emner stod i
Forbindelse med et Opsving i hans religiøse Følelse. Aar-
sag og Virkning arbejder jo under saadanne Forhold sam-
men. Koncentrationen om kristelige Emner har til enhver
Tid medført en i det mindste midlertidig Forøgelse af hans
religiøse Følelses Intensitet. Vigtigere er det dog at er-
indre, at Thorvaidsen paa den Tid levede i Angst og Sorg
under den Sygdom, som hjemsøgte den Stampe'ske Fa-
milie. Baronessen fortæller om, hvor levende han tog Del
i deres Bekymringer og om, hvorledes han Tanker var
præget af en dyb Alvor, som gav sig Udslag i stadig Sys-
len med religiøse Motiver. Det er da rimeligt nok, som
Jacquemont formoder det, at ogsaa Tanken om hans egen
snarlige Bortgang har beskæftiget hans Sind. Der er i et
Brev") til Christian VI11, Thorvaidsen skrev paa
den Tid, da det endnu saa mørkt ud i det Hjem, der vat-
blevet som Thorvaldsens egen, en anden Tone end vanlig,
en religiøs Betoning, som vel kun ytrer sig i Smaating, i
Brug af Udtryk, som mange vilde anse for dagligdags og
lidet betydende, men som er usædvanlige i Thorvaldsens
Brevstil.
Jacquemont har altsaa set rigtigt med Hensyn til Thor-
valdsens nære Forhold til Kristendommen imod Slutningen
af hans Liv; men han har Uret i at opfatte dette Forhold
som noget nyt. Det fremgaar da ogsaa af hans Vurdering
af de Værker, han sætter højest indenfor Thorvaldsens
kristelige Kunst, hvor vanskeligt det falder ham at forene
det levende Indtryk af kristelig Aand, han som den aabne
og klartskuende Iagttager har modtaget gennem disse
Værker, med sin andetsteds fra hentede Viden om Thor-
valdsens formentlige Indifferentisme i Trossager.
Apostelfigurerne har Jaquemont nu engang forset sig
paa i en saadan Grad, at han, idet han kalder dem »Apost-
lene /ør Pinsedagen«, overser et meget væsentligt Mo-
ment: Med al Respekt for det ophøjede hos de Apostel-
skikkelser, hvis Særpræg klarest fremgaar af Beretninger-
ne, har Thorvaidsen dog udtrykkelig og med fuld Ret øn-
sket at fremstille dem som Mennesker, netop ikke som kri-
stelige Heroer, men som Mennesker — i Modsætning til
Kristusfremstillingen. Det er i god kristelig Aand, tør vi for-
mode, at Thorvaidsen gjorde denne Forskel og satte dis-
se Karakterers ideale Træk op mod en Baggrund af menne-
skelig Skrøbelighed.
Men hvor Thorvaidsen i Relieffet: »Nadverens Ind-
stiftelse« helt har kunnet lade det, om vi saa maa sige, re-
præsentative fare og simpelt hen har fremstillet Apostlene
som Disciple, finder ogsaa Jacquemont, som regner dette
Relief for et af Thorvaldsens betydeligste Arbejder, at
Fremstillingen bærer et ubetinget kristeligt Aandspræg.
»Comment résister å cette beauté suave,« udbryder han,
»å ce pafAeffgae cftréffcn?«
I Johannesgruppen, af hvilket Jacquemont giver en
fremragende Analyse, synes det afgjort kristelige Præg
ham ikke mindre slaaende. Om Gruppen som Helhed siger
han: »je ne comprends pas pourquoi l'on a dit que ce
sujet était plus philosophique que chrétien. H est souve-
rainement l'un et l'autre å la fois. S'il y a lå de la
philosophie, c'est de la meilleure: elle est d'un catholique
aussi bien que d'un protestant et plut å Dieu, que nous
pussions admirer ce chef-d'oeuvre de l'artiste penseur å
Paris nierne, sur le fronton de la Madeleine!«
Men naar Jacquemont skal forene disse Indtryk af kri-
stelig Aand med sin formentlige Viden om Thorvaldsens
Indifferentisme, føler han selv, at det glipper, og han fin-
der ingen anden Udvej end at kalde Thorvaldsens Genia-
litet frem for aabent Tæppe som »Deus ex machina«.
Jacquemont siger/hvor han gaar over fra Kritiken af Apo-
stelfigurerne til Anerkendelsen af Relieffet »Nadverens
Indstiftelse«: ... il a montre de quelle faqon un palen, un
sceptique, pouvait, d /o/*ce de genfe, representer les discip-
les du Christ.«
Jacquemonts Afhandling hører, som før fremhævet, til
de betydeligste i Thorvaldsen-Litteraturen. Man tør trygt
forudsætte, at saa skarpsindig en Psykolog som Jacque-
mont ikke har følt sig helt tilfredsstillet ved at opgive For-
klaringen med en Henvisning til Geniet, saa meget mere
som Henvisningen i dette særlige Tilfælde intet som helst
er værd. Vel sandt! Geniet formaar alt, selv det mest uven-
tede; ja vel, men Iran saa fmnge, def er paa den person-
lige .Sandheds Grand. Aldrig nogensinde i Kunstens Histo-
rie er noget aandelig sandt og helt fremgaaet af noget
halvt, og havde Jacquemont selv været i endog blot det sva-
geste Forhold til den kunstneriske Skabens Betingelser,
vilde han i Stedet for at slaa sig til Ro med sin Henvis-
ning til Genialiten have turdet kalde al Verdens udøvende
Kunstnere til Vidne paa, at en Forening af det ægte og det
uægte aldrig nogensinde kunde have resulteret i Værker,
hvis personlige Sandhed var ham saa indlysende.
Det virkelige Forhold er dette, at Forudsætningen, hans
formentlige Viden om Thorvaldsens Indifferentisme, er
falsk. Jacquemont har den fra Plon, som har den fra Thie-
le, som har den fra sin Alisforstaaelse af Thorvaldsens Pa-
rade: »Jeg tror jo ikke heller paa de græske Guder, men
jeg kan jo dog fremstille dem!« Andet Grundlag findes
ikke for denne Antagelse, som Gang paa Gang har tvun-
get Thorvaldsens Biografer bort fra Forstaaelsens Veje
over i det intetsigende Paradoks.
fEperfr# MM?). fFbrfsæf/esJ.
') Landstedet Breedenek, under Herresædet Lehmkulen, nogle Mil
fra Preetz. Ved Enkebaronesse B. von Donners Velvilje havde
jeg Lejlighed tit at se Gruppen dér i September 1922.
=) Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaidsen. Kbhvn. 1912.
Side 177.
") Thiele: Thorvaidsen i Kjøbenhavn. 1856. Side 178—180.
70