Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

forstærkes endelig af hans lidenskabelige Individualisme,
løber af med Sejren og forkludrer det hele ud i
evindelig Græmmelse over Menneskers Usselhed og
Lavhed og selvforskyldte Ulykkelighed. Hans Forfatter-
skab ligger i en nedadgaaende Linje med store opløsende
Drifter. Et Værk som »De Dødes Rige« er overstemplet
at dansk Politiks og Aandslivs Dødsmærke, Ordet: /Ynad
Aran det nyffg?
Kære, er ikke Bourget, trods sin Prosa, der paa sin Maa-
de er ligesaa fortræffelig og ligesaa middelmaadig som
Pontoppidans (i hvis Sprog Døden hedder »DnoArArefman-
den«) — er han ikke trods den nøgternt haarde Kulteg-
nings-Stil, han ogsaa har fælles med sin danske Kollega,
— i Kraft af sin Traditionalisme og Katolicisme netop
jjjcem fra Pontoppidan, som er protestantisk og individua-
listisk og fuld af kategoriske Imperativer til Bevarelse af
»Selvet«, og hvis Etik (i en Kritikers Formulering) gaar
ud paa at opretholde den primitive Forbindelse mellem
Eneren og Altet i den oprindelige Fylde, og (efter en Ro-
manforfatters Ord) vil Hengivelse under Livets urokkelige
Lov, blidtvemodig Erkendelse af Støvet som Støv .
Egentlig er Bourgets Etik kun forskellig herfra ved sin
mere bestemte Klarhed over »Eneren og Altet« og »Livets
urokkelige Lov«. Men Pontoppidan er yderligere -— hvad
ingen kan beskylde Bourget for — oprørsk indstillet (og
/mr er Lyn'Areren.'J. Man maa jo spørge /mormor? — og
overfor Avad?
Kender du Poul S. Christiansens Portræt af Pontoppi-
dan?— Gusten-gulligt, blaalig-hvidt, Dødninge-agtigt, dog
med en vis stor Stil over sig; det er Forfatteren af »De
Dødes Rige«, det er denne Bogs Stemning i en Skikkelse.
— Hvilken underlig Tid det maa have været omkring 1913,
før Krigen brød løs! Jeg synes tit, naar jeg blader i Aviser
fra de Aar, jeg kan mærke en betændt Nervøsitet, en dump
Uhyggefølelse, angste Spændinger mellem Afmagt og Livs-
vilje, indtil stille Desperation ... Ingen Klarhed føltes virke-
lig frugtbar og foriøsende; der ligesom higedes efter noget
at gøre Oprør imod, holde Opgør med ... Tilgrundliggende
for Følemaaden var vist dette: enhver kunde fornemme,
hvorledes det trak uhyggeligt sammen mellem Magter-
ne, men Danmark var et Land uden Udenrigspolitik, som
blev goldt besvangret af den almindelige europæiske Stem-
ning. Lede og Rodløshed, rastløs Foreløbighed syntes at
være disse Tilstandes Elementer, naar de fortættedes psy-
kologisk. Saaledes er en Skikkelse som /y#e AM'Mgaard
blevet til, yderligere fyldt med Grublesyge og Mistvivl om
Forstandens og Forstaaelsens Duelighed i Livet, og med
Ligegyldighed eller Irritation ved alt det dumme og
hæslige, som breder sig idyllisk og brutalt rundt om. Hun
mangler Sans for Værdierne og Evne til at hengive sig til
dem. Hendes egentlige Længsel er at synke hen i halvslum-
rende Selvudslettelse, hvor Verdensløbet standses i Glemsel.
Hendes egentlige Kval er glippende Kraft eller Lyst til at
udtrykke, hvad der dybest inde bevæger hende. Hun tager
sin Tilflugt til sadistisk at ophidse Følelsen af, at en svig-
agtig Gud driver sit afsindige Spil i Menneskenes Sjæle, en
bloddrukken og vanvittig Gud, som forlyster sig med Men-
neskenes Lidelser.
Den Stemning, der udgaar fra hendes Karakter, afvejes
af en Skikkelse som Torben. Som Mand er han mere ud-

advendt og konkret: han ser, at Mirakeltroen paa den bor-
gerlige Lovgivningsmagts Velsignelser er en af Tidens
Grundtaabeligheder; han udtrykker den afmægtigt haan-
lige Opfattelse, at god demokratisk Politik maa give godt
nred Trommehvirvler og Trolddom og love Blodsoffer til
den store Waw-waw for at virke paa de kannibalske Rigs-
dagsvælgere. — Har du lagt Mærke til, at hans Foragt
for de politiske »Mærkesager«: Tyendets Frigørelse, Al-
derdomsunderstøttelse, Præmie for Havedyrknmg, — det
er jo VaM. Vcafels Føletnaade fra »Tiiskuer«-Artik)erne i
Aarhundredets Begyndelse (siden i »Menneskelighed«).
Der er endda adskillige Trommehvirvler i Pontoppidans
ramme Skepsis, sammenlignet med Vedels forfinede Søn-
dersplittelse. — Og yderligere gøres Stemningen konkret af
en Skikkelse som Dnsicv, denne hektiske Mare, hvis sidste
Felttog og Død visselig ikke mangler Waw-waw og Blod-
tørst... Men imod denne Stemning sætter Pontoppidan
andre, sotn ogsaa er instrumenterede i Enslevs Personlig-
hed. Han taler om, at det egentlige Ideal er Idyllen, den
jordhytte og den Kaalhave, der er vort tabte Paradis. Og
andre Personer udtrykker, at den egentlige Visdom er at
opdage, hvor lidt der i Grunden skat til for at gøre Sindet
glad. Den ene fornødne Tro er den, at Menneskene igen
vil blive lykkelige ved at lære at tage det onde med det
gode af Livets Haand uden næsvis Modsigelse.
Saaledes er Stemningernes Gang i »De Dødes Rige«.
Fører den ikke, ret beset, fra sort til biaa og gylden
Romantik og Lyrik? Bogen ender i en Rousseauistisk
Lyksalighed, efter at Menneskene med de selvgjorte Pla-
ger og selvforskyldte Sorger, som var Tidens Forbandel-
se, er døde. Er det ikke et Stemnings-Forløb, der ganske
minder om Spillet i VoTaAes »Candide«, hvor det svinger
op i Raseri og Satire og hadsk Nedrivelse og sænker sig til
idyllisk Forkyndelse af, at vi maa dyrke vor Have.
Ja, »De Dødes Rige« er den stærkeste Stemningsbog i mo-
derne dansk Litteratur. Dens Magt er ikke den Art Stemnin-
ger, der, saaledes som hos /oAs. Jørgensen eller JoAs. V.
Jensen, nervøst følelsereagerende udspringer af Mindesyge
og Syvsansninger. Den beror paa Virkningen af den rene
Virkelighed gennem ren og normal Erkendelse, i et sobert og
nøgent Sprog. Har jeg fortalt dig, at vor teologiske Ven
»Korskulleren« engang har kaldt Pontoppidans Sprog »Al-
manakprosa«. Jeg for min Del giver denne Prosa min Til-
slutning. Jeg tror, at der i moderne dansk Prosa er et Mis-
forhold mellem Evnen til Ordpragt og Vendinger saa det
gipper i os, og Sansen for stilistisk Sprogkunst; det har
medført, at den, der vil skrive et fast, rent, jargon-frit
Sprog, han føres let til at skrive akademisk som Pontoppi-
dan. Jeg synes, at en saa virkelighedspræget Prosa som
hans er høj Kunst, naar den formaar at bære et Stemnings-
liv saa stærkt som det i »De Dødes Rige«. Den er ikke
mindst ophøjet, fordi den er fri for sproglig Trolddom,
sanselig Forbløffelse, sjælelig Forunderlighed; — sligt er
Gøglestjerner; de blusser med tilfældige Elektricitets- eller
Gasafbrændinger ude i Sfærer af Sproget, som uhjælpeligt
dunster bort efter nogen nøgtern Tids Forløb.
Der er en stor Tone i disse Titelord: »De Dødes Rige«.
Det er noget af den største Lyrik, vi har. For dem, der læ-
ser Bogen i Dag, er Stemningen det Store og Eneste.
Vi ved ikke og gider ikke forske efter, hvilke Litteraters

//O