Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Det var en skøn- og rig Opieveise at
færdes uden og indenfor Kiostret, for der
var Liv — Liv og Liv. Munkene byggede,
piøjede, saaede og fiskede, var seiv Sko-
magere og Skræddere, vogtede seiv Faa-
rene — det var en iiiie Fredens Verden,
begyndende fra Messen om Morgenen ti!
Aftenkiokkerne iød.
Om Aftenen biev Peiikanen — (Hoteiiet,
hvor jeg boede) stormet af 36 Pigebørn
i )4—!5 Aars Aideren, en Skolekiasse fra
Stuttgart, der var paa en iO Dages Fodtur
med deres Lærer, en prægtig Friiuftsfyr
paa 35 Aar. Skønt de havde gaaet 6 Mit
var der Liv og Lyst tit Kl. iO, og næste
Morgen Ki. 6% (da snød jeg fra Messen)
spadserede vi ud ad Landevejen syngende
af fuid Hais — ^Haieiu ja — Haietu ja —
singen die Madchen an seiner siebzig—
achtzig Jahren«.
Og saa væk fra Vejen — afsted gik det,
op og ned ad Bjergskraaningerne til den
højeste Spids, inden jeg forsvandt tiibage
tii Kiostret, stak jeg Læreren 60,000 Mark,
iige tii en Kop Chocoiade tii hver — med
Paaiæg om intet at sige før jeg var uden-
for Skudvidde; — men et Kvarter efter ved
en Svingning af Vejen hørte jeg et Hyi
efterfuigt af Hurraraab og Viften med Tør-
kiæder. Næste Morgen iaa der et Kort paa
mit Bord med Lærerens og aiie Pigebør-
nenes Navne — adresseret — An den
Herrn aus Schweden in Kopenhagen.
Men tiibage tii Kiostrets Ateiier — hvor
to gamie Munke staar og skaber bibeiske
Motiver paa store Kartoner, først i Biyant
saa i Pastei, det er Forbiiieder tii de man-
ge skønne farvetrykte Kartoner og Bog-
mærker, der fra Kunstforiaget i Beuron
sæiges heie Verden over; iigesom de man-
ge smaa Medaiiioner og Krucifix ogsaa


a/ Ansggr-.SfgfHen


Den jfærdzge 7i7zsgg/*-.Sfgfz7(?

udgaar herfra. Biiiedhuggere er her og-
saa — en tyk, gemytiig, meget taientfuid
Munk skærer i Træ — Madonnafigurer —
Kristusfigurer — heriigt maa det være at
kunne arbejde her — men nemt er det
nu siet ikke. Men over aiie Min-
derne straaier Pater Wiiiebrod Verka-
de, der taaimodig stod Mode] for mig en
Time hver Formiddag og Eftermiddag.
Verkade, der er født i Hoiiand, var oprin-
deiig Kunstmaier, var i 1899 her i Køben-
havn, havde en Udstiiiing i Kunstsaien i
Bredgade, rejste derefter sammen med
Baiiin tii itaiien, hvor de i Fiesoie ved Fio-
rentz gik over tii Katoiicismen — og Ver-
kade biev Munk — nu var Pateren i Beu-
ron i Færd med at skrive sin nye Bog fær-
dig. Et iykkeiigt Træf for mig, thi det er
den skønneste menneskeiige Personiighed
jeg har mødt; af Støbning som det Biiiede
man faar af den beigiske Kardinai Mer-
cier, i Brand Whitiocks Bog ^Beigiens
Jammersminde«. Mindet her fra Beuron,
Minderne fra itaiien, den stærke Tro og
Hengivenhed tii Kirken, som man saa ofte
biiver Vidne tii dernede — denne Penhed,
der griber den Bedende — jeg saa i Scaia
Santa — i Rom en grim gammei Kone be-
gyndte Gangen ad den hetiige Trappe, og
jeg saa hende deroppe paa det øverste

Trin skøn og ren i sit Udtryk, som havde
hun været i Bethesdas Dam.
Disse Minder sammen med Læsning af
Literaturen om Ansgar danner Grundiaget
for Opgaven, det sværeste, naar man tager
fat paa seive Arbejdet, er at faa disse Min-
der ned i Underbevidstheden saa iangt
væk, at de biot skaber en ubevidst Atmos-
fære. Tii Støtte for seive Realiteten —
Formen, kan man saa, som jeg har gjort,
modellere et Par paraielløbende Arbejder
som de her afbildede, Hovedet af min
Dreng — og Hovedet af den gennem Sor-
gen forædlede Kvinde. Ligesom jeg skylder
Pater Mauer og Hr. Jacobsen Tak for man-
gen god Korrektur.
Ud af alt dette samler sig saa Formen
og Føielsen i Statuen for seive Atennesket
Ansgar, dette forunderiige, rene, biide og
dog stærke drengeagtige Menneske, der i
sin Munkedragt gaar tii de voidsomme Vi-
kinger, og jeg tænker mig, at netop denne
milde Fred maa have forundret Vikingerne,
dette nye Underlige, at et Menneske — 26
Aar og dog med Barnets heie iysende Ren-
hed — frygtiøs og aiene — stod og talte
til dem om Fred og Hviie hos den nye
Gud; og jeg tror at forstaa, at hans Læ-
re maatte genkalde de siumrende algode
Føieiser, som er al Religion og Menneske-
hedens dybe Grundvoid.
Ja, det er Grundiaget, ikke aiene for
Ansgar Statuen, men ogsaa for min Tro —
Troen paa den menneskeiige Renheds Be-
vareise frem gennem Tidernes skiftende
Kredsiøb. Kan Statuen vække en god ren
Tanke hos en De] af Beskuerne, biot me-
dens de ser paa den — saa skat jeg være
iykkelig, thi det er det højeste, der kan
forundes et Menneske her i Livet, iigesom
jeg skat være [ykkeiig, hvis det viser sig,
at jeg ikke har skuffet Hr. Jacobsens Tiiiid,


Dpyezfef g/ mm Dr^/zg. *Sfggzpgr6(?/<7e zz/zcfer
g/ -ATZsggr-Sfg^zzezz

727