Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

om Topsøe, men undertiden kan de to Sider i hans Væsen
komme i Haarene paa hinanden, og da kan han sætte sig
til at skrive »Bachustoget i Norden«. Jeg skal indrømme,
at Prof. Vilh. Andersen har store Evner som Pædagog,
men dansk Aandsliv led alligevel et Tab ved at han blev
Professor. Var han som fri Skribent og Kritiker kommet ud
i ildlinien og var blevet nødt tit at trække sine Meningers
klare Omrids op med skarp Streg, havde det set anderledes
ud i Danmark. Og det forekommer mig, at det er Spild
af Kraft, at han har lænket sig til Litteraturhistorien, hvor
dygtigt og aandfuldt, han end gør det. Gid han til Skade
for Universitetet, men til Gavn for dansk Aandsliv nu og i
Fremtiden vil tage sin Afsked og samle a! sin Evne om
»Tider og Typer«. Der mangler omtrent endnu 12 Bind.
Større kritisk Opgave har ingen dansk Kritiker løftet. Det
tilkommer ham at vise, at han kan fylde sit Format ud. Han
kan roligt overlade Litteraturhistorien til den dygtige Carl
S. Petersen. Og hvorfor ikke drage Nytte af Prof. Brix'
Evner, saa slap man for hans Popularisering af det for-
nemme litterære Stof (»Danmarks Digtere«).
Brandes' »Hovedstrømninger« er f. Eks. meget daarlig
Litteraturhistorie og man har under dette Synspunkt fra
dets Fremkomst og til nu med Held plukket det i Styk-
ker og vist, at det fortegnede de faktiske Forhold — uden
at ane, at det er et Kunstværk af en Kritiker, der igennem
Analysen af Evropas Litteratur fremdrog det, han kunde
bruge til at tømre en Verdens- og Livsanskuelse sammen
(Faren ligger naturligvis her, ikke at gaa fra det person-

ligt betingede ensidige og til det urigtige. Kritikken er
suveræn, den kan slaa ned paa, hvad den vil og udvælge,
hvad den vil efter eget Behov, men de Enkeltheder, den
bruger, skal naturligvis være i Overensstemmelse med
Virkeligheden. Det subjektive ligger i Brugen, i Komposi-
tionen.) Brandes kunde jo f. Eks. have ladet være at gaa
Kritikkens indirekte Vej og udformet sin Livsanskuelse
som Filosofi (hvad han jo begyndte med), saa havde han
sluppet Misforstaaelserne, men samtidig tappet Paavirk-
ningsmuligheden og Slagkraften ud af sin Livsanskuelse.
Og det er jo det med enhver sand Livsanskuelse, at den
virker udover sig selv, bærer altid en Korstogstanke i
sig. Baade fordi Brandes først og fremmest var Kunst-
ner, og fordi han vilde give sin Livsanskuelse den størst
mulige Aktionsradius, gik han Kritikkens indirekte Vej.
Derfor har alle de Angreb paa ham, der gik ud paa Fejl
i den litteraturhistoriske Detaille, været Slag ud i Luften
og ikke frataget ham nogle af hans Vælgere; thi det var
ikke Detailten, de svor til, men Aandens Vidnesbyrd i
Kompositionen. Tænk om man vilde gaa Grundtvigs hi-
storiske Arbejder efter i Detailler? Det mest centrale An-
greb paa Brandes er stadig 44's (D. G. Monrad) i
»Fædrelandet«. Han skar igennem Livsanskuelsens litte-
rære Indsvøbthed og diskuterede den principielt.
Selv om Kritikken ikke er afhængig af Litteraturen, hol-
der den sig dog mest til denne, fordi Litteraturen er det
mangfoldigste Udtryk for et Lands Aandsliv; eller til det
religiøse Liv som f. Eks. Søren Kierkegaard, der ve! nok