Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

ler »En Æltevogn ved et
Teglværk« (1864). Vel er
de paavirkede at Dalsgaard
og Vernrehren, men Penslen
er djærvere, og Virkningen
af de store Skraalinier i
Bakkekammen og i den
aabne Lades høje Tag har
et Eftertryk, som ikke var
almindeligt i den ældre
Kunst. 1 Paris lærte han at
lægge Vægt paa sligt. Ser
man paa »Karrehestene«
(1867), som trækker Vog-
nen op fra Seine, saa bety-
der Modspillet mellem Kraf-
ten i denne Skraalinie og
Notre-Danres rolige Rejs-
ning ovenfor mere end de
fleste dengang vistnok gjor-
de sig Rede for. Ogsaa i
»Kentauren, der leger med
sin Søn« (1869) betyder Li-
niernes pyramidale Skyden
sig opefter noget væsentligt
for hele Billedets Virkning.
Og, om end i en ganske an-
den Toneart, har Liniernes
Spil opefter sit Værd i
»Hundene skal have Mad«
(1871), som blev saa popu-

lært ved sin Fremkomst,
skønt rigtignok mest ved
sin Fortælling om Dyrene.
Den samme Følelse for det,
som vokser op over Billed-
fladen, i Forbindelse med
en stærkt fortællingsbetonet
Tværbevægelse, findes i
»Oberst Max Muller ved
Sankelmark« (1887) og det
store historiske Billede »De
Sammensvorne rider fra Fin-
nerup« (1882) bygger i væ-
sentlig Grad sin Kraft paa
Modspillet mellem Bakkens
svære Skraalinie og Rum-
mets Dybdevirkning udover
Dalen med den brændende
Lade. Desværre skades Ind-
trykket af Hovedfigurens
theatralske Bevægelser.
Men denne Stræben efter
det store og stærke maatte
efterhaanden forstumme af
Mangel paa Næring. Tiden
havde ingen Forstaaelse
deraf, og Bache var heller
ikke skabt til som ensom
Kæmpe at stride mod
Strømmen. Han fristedes
saa meget mindre dertil,