Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

det 18. Aarh.s Porce-
lænsplastik, som den
herhjemme gav sig Ud-
tryk i Figurer og Grup-
per, stod langt tilbage,
ikke alene overfor de til-
svarende Meissner-Ar-
bejder, men ogsaa for
flere andre tyske Fabri-
kers. For saa vidt synes
den specielle Interesse,
som hos danske Samle-
re findes netop med
Flensyn til denne Del af
den gamle kgl. Porce-
lænsfabriks Frembrin-
gelser, lidet kunstnerisk
begrundet.
Med Undtagelse af
ganske enkelte virkelig
monumentale Figurar-
bejder af udenlandske,
indkaldte Billedhuggere
som J. Saly, C. F. Stan-
ley, Hartman-Beeken,
J. Wiedewelt og Grossi,
er de kjøbenhavnske
Grupper og Figurer fra
det 18. Aarh. som oftest
stive og klodsede, uden
den plastiske Smidighed
og Ynde, som Meissner-Fabrikens Arbejder udviste. Der
var noget vist bondsk over den kjøbenhavnske Porcelæns-
plastik, saa at det næsten kan betragtes som symbolsk,
at den første af Fabrikens Figurer fremstiller en Bonde-
dreng (1777). Selv de paa en Maade mest interessante Fi-
gurer: Norske Bønder og andre Folketyper, frembød intet
bemærkelsesværdigt i plastisk
Henseende. Nogen særlig dygtig
Porcelænsplastiker synes altsaa
Luplau, hvor habil han ellers var
som Modellør, ikke at have været.
Og andre Foregangsmænd paa
dette Omraade kunde Fabriken
heller ikke glæde sig ved at eje.
Med det 20. Aarh. er der imidler-
tid sket en stor Forandring i dette
Forhold. Mange af Nutidens pla-
stiske Arbejder er fantasifulde,
rige paa Ynde og Skønhed og ud-
førte med en udpræget Sans for
Materialets Fordringer. Naar her-
til kommer det Raffinement i De-
korationen, den indsmigrende
Vekselvirkning mellem Dekore-
ring paa glaserede og uglasere-
de Dele, den stærkt udprægede
Karakterisering af Typerne
o. s. v., maa Opsvinget siges at
være betydningsfuldt. Hvad enten

man betragter Æven-
tyrskikkelserne, Natio-
naltyperne eller de
fremmedfolkelige Gen-
givelser, fængsles man
af det fornemme og
samtidig naturlige i
Fremstillingen, selvom
en noget overdreven
Sentimentalitet af og til
kan gøre sig gældende.
Paa dette Omraade sy-
nes Fabriken at være i
fbrtsat glædelig Udvik-
ling.
Endelig skal her
fremdrages det Op-
sving, som Stentøjet har
taget, efter at Arnold
Krog og Engelhardt
(vistnok i Begyndelsen
af dette Aarhundrede)
tog denne Industri op
til Behandling. Fra en
ringe Begyndelse hat-
forskellige Kunstnere
(Joachim, Jais Nielsen,
Kyhn, Bode Willuinsen,
Hallier o. a.) hævet
denne Kunstart op i et
Plan, som frembyder
den allerstørste Interesse. Man faar ved at følge disse Vær-
ker det Indtryk, at hver Dag bringer nye Kunstartikler
paa dette Omraade, og selv om dette vel næppe er Tilfældet,
er det forbløffende at være Vidne til den Enthusiastne, med
hvilken der arbejdes paa dette Felt. Vi har allerede haft
Lejlighed til her i »Samleren« at omtale Jais Nielsens Ko-
lossalvaser til Helsingør-Jubi-
læet. Endnu mere monumentalt
virker hans legemsstore Arbejde
»Pottemageren« (som Kunstindu-
strimuseet har erhvervet), hvis
Virkning forhøjes ved de skønne
blaalig-grønne Stentøjsglasurer.
Det er i det hele taget beundrings-
værdigt, med hvilken Opfindsom-
hed og Raffinement Glasurerne
anvendes paa dette Materiale, og
hvor stor Betydning de har for
Totalvirkningen af de iøvrigt in-
teressante plastiske Arbejder.
Hvor langt skønnere virker f. Eks.
»Samson og Løven« med den
dybe »Sang de Boeuf-Glasur«
end den samme Gruppe med den
graalig-brune Glasur! Og hvor
virkningsfulde forekommer ikke
Willumsens og Fischers store
Fugle i deres velgørende Natura-
lisme. Men ogsaa de talrige Kruk-

fgfs Nfefsen; .Sa/nson og Loyen. Sfenfo/ /ne(f „.Sang (fe Z?oeH/"-G/asnr