Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Kar] Jensen tilhører Vandringsmændenes Laug. Van-
dring og Rejser var hans Livs største Fester og dem, han
trods ai Resignation, daarligst har kunnet give Afkald paa.
Har man fulgtes med ham paa kortere etler længere Far-
ter, saa kender man hans Væsen fra dets lyseste Sider; man
véd, hvor opmærksomt han har iagttaget og hvor nøje han
husker alt, og er vel ofte blevet overrasket over den be-
skedne Mands sikre og mangesidige Indsigt.
Flere end den, der skriver disse Linier, staar fra Ung-
domstiden i Taknemlighedsgæld til ham som Fører i man-
ge af Kunstens den Gang nye Riger og som forstaaende
og overbærende Vejleder paa Malerkunstens første og tran-
ge Stier.
Thi ogsaa som Lærer har Karl Jensen virket, og hvad
han lærte os gik ik-
ke sporløst hen over
vore Hoveder. —
— Karl Jensen er
født den 22. No-
vember 1851 i Hol-
stebro, hvor Fade-
ren var Købmand.
Fra Barndomsaare-
ne hayde han Lyst til
at tegne, men især
holdt han af at ko-
lorere Billeder, og
Tanken om at blive
Kunstner foresvæ-
vede ham tidligt.
Dog havde han den
Gang og endnu
længe kun meget
utydelige Forestillinger om, hvad Malerkunsten egentlig
var. Formodentlig bød hans Fødeby og Viborg, hvor han
senere kom hen, kun ringe Lejlighed til at klare Begreberne
herom.
Da der skulde vælges en Livsstilling, vilde han selv
helst have lært Maler-Professionen, men Faderen, der
ingen rigtig Fidus havde til den stedlige Malermester, satte
ham i Lære hos Kleinsmeden, der var kendt som en »so-
lide Mester.
Til Kjøbenhavn kom Karl Jensen i 1871, og gjorde dér
sit Svendestykke hos DobercA*. En fjern Slægtning, den
senere som Skolebestyrer kendte, cand. theol. GoK/Kh
C/znsKnsen, fik bestemmende Indflydelse paa ham. Gott-
lieb Christensen havde selv drømt om at blive Maler og op-
muntrede nu den unge Smedesvends Anlæg, som han for-
øvrigt ogsaa gjorde praktisk Brug af ved Udførelsen af de
Anskuelsesbilleder, han var den første til at benytte som
Undervisningsmateriale, og som han til Dels selv tegnede.
Formodentlig har det kostet stor Kamp og ogsaa mødt
Modstand i Hjemmet, da Karl Jensen besluttede sig til at
opgive Haandværket for Kunsten. Han kom dog ind paa
Akademiet i 1873.
Af Professorerne her var Verme/men den eneste, der tog
sin Lærer-Virksomhed alvorligt. Karl Jensen mindes ham
med en vis Taknemlighed som den, der bibragte ham Re-
spekt for Detaillerne. Selv havde han af Naturen mest Sans
for Helheden, — en herlig Evne, ikke altfor almindelig hos

danske Malere! Heldigvis lykkedes det ikke at udrydde
denne Sans hos Eleven, der ellers tydeligt nok har fulgt
Professorens Bud i Retning af samvittighedsfuld Rede-
gørelse for Smaatingene. En Tid søgte Karl Jensen, der
tidlig var paa det Rene med at ville være Landskabsmaler,
ogsaa Undervisning hos UAaraM Foss, hvis Paavirkning dog
ikke satte varigt Spor.
Akademibesøgene indstilledes 1879. Samme Aar debute-
rede Kunstneren paa Charlottenborg med »Vestjysk Land-
skab. Sen Eftermiddag«.
Større Betydning end selve Undervisningen paa Akade-
miet havde Livet og Studierne sammen med Kammeraterne.
Det var især to, som fik afgørende Indflydelse paa hans
Afaleri og hans Syn paa Kunsten: Undvig KaUnR og Karl
IKadsen. I Ludvig
Kabells Hjem, Ne-
stelsø Præstegaard
(Sydsjælland), til-
bragte Karl Jen-
sen adskillige Som-
re. De to Venner
malede sammen ude
i Naturen og med-
delte hinanden de-
res Iagttagelser.
Der findes adskil-
lige Lighedspunkter
mellem deres Bille-
der fra hin Tid,
Slutningen af Halv-
fjerdserne og Be-
gyndelsen af Fir-
serne, da Karl Jen-
sen afvekslende dyrkede vestjydske og sydsjællandske Mo-
tiver. Kabell blev hurtigt en fejret Maler, der fandt Publi-
kum til sine let tilgængelige og dygtigt malte Landskaber
af traditionel dansk Type.
Han døde imidlertid temmelig tidligt og var egentlig
mærkværdig hurtigt glemt. Da en Del af hans Arbejder
efter hans Enkes Død for 7 Aar siden kom paa Auktions-
bordet, syntes Interessen for dem stærkt aftaget, medens et
af Karl Jensens Nestelsøbilleder ved den Lejlighed blev højt
betalt. Forholdet havde forandret sig i Løbet af de 40 Aar
siden det Billede blev malet. Men det maa siges til Kabells
Ros, at han havde forudset denne Vending og anerkendt
Karl Jensen som den, der havde de største Evner af de
to, og hvis Ry vilde overleve hans.
Det koloristiske Moment i Kabells Kunst slog let over i
det for kulørte. Men Studiet af Farven var vaagent hos
ham, og mange af de Iagttagelser, han havde gjort med
Hensyn til Farvens Overgange og Lysets Skala, har han
vakt Karl Jensens Opmærksomhed for, og har saaledes bi-
draget til den maleriske Opfattelse af Motivet, som er den-
nes Styrke, mere nobelt og harmonisk udtrykt i hans end
i Kabells Kunst. Ogsaa i Henseende til det rent tekniske,
Penselføringen og den haandværksmæssige Behandling af
Materialet, føler Karl Jensen sig i Taknemlighedsgæld til
Ungdomsvennen. Det fornøjelige Samliv med denne elsk-
værdige Kunstner i Sydsjællands frodige Natur hører i det
hele taget til hans lyseste Ungdomsminder.


ef Lanc/sfed, /fe//orzzpg*aarz/. 77//z. Genera/AionsH/ Jo/z. /fansen

/47