Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

lige sans for dogen — den, og ikke hans
egen kunst som sådan, er for ham det vig-
tigste; han tynger aldrig, virker ikke over-
flødig, endsige generende. Dog må det
nævnes, at et par værker (Goe/des Prome-
/åeus, ill. af Fe/fx Mesec/r og Sdakespeares
Venas and Tldcnes, ill. af Edwin 5c/;ar//),
viser en lykkelig tendens henimod en let-
tere, enklere, mere smidig og moderne il-
lustrationskunst, der uden at virke som en
hund i et spil kegler også kan anvendes på
digterværker, som ikke bærer stemplet:
echt deutsch. Og de fuldendt skønne tryk
som udgår fra de to fornemme institutio-
ner, Cranacdpresse i Weimar og Rre/ner-
fDIE ECEDGEN VERGILS
IN DER URSPRACHE UND DEUTSCH
UBERSETZT VON RUDOLF ALEXANDER
SCHROEDER : MIT ILLUSTRATIONEN


GEZE1CHNET UND GESCHN1TTEN
VON AR1ST1DE MA1LLOL

/S r 7 s 7 7 (7 e 7M a 7 7 7 o 7.- 7*7?e7&7ad
presse i Mtinchen, må vække enhver bog-
kenders beundring. Men ellers er det
»brugsbogen«, Tyskerne gør bedst — og
bedre end de fleste andre. Vore hjemlige
forlæggere kunde lære meget godt af det
udstyr, som f. eks. Fischer og /nse/-Ver/ng
giver mange af deres ganske almindelige
udgaver.
De fine franske forlag stiller sig hyppigt
afvisende overfor bogudstillinger, låner kun
ugærne deres kostbare tryk ud. Formodent-
lig af denne grund er FranArr/gs afdeling
ikke blevet så omfattende som den burde
være ifølge den ubetingede førsteplads,
fransk bogkunst indtager. Men her er nok
at glæde sig over endda; jeg behøver kun
at nævne et par navne: D;'gn/mcn/ (ill. til
/ean V/o/Z/s; Ronne /d/e/, CAas. Fadorde
(ill. til Mac Or/an.' Ma/fce og Co/eRer
C/aad/ne en /nenage; bægge F/enr; /oHi
ymeres édj, Gay Ro/a (Don Qa/cdof/e;
S/mon Xra édj, V/a/n/'ncF, G/r;'//o, Marie
Faarenc/n, Rarfe og Pierre Gandon.
Det velkendte Fag/and, hvor Morris',
Reards/eys, Cranes og PacFda/ns skoler
bestandigt dominerer (med forfriskende
undtagelser som Pod. Asdw/n Maynard,


Doag/as Percy Riiss og Vera IVd/aagdy/,
tager sig pudsigt ud side om side med ud-
stillingens eneste effekt, som er rendyrket
bolschevikisk. Uden forudsætninger for at


Gunnar Æ 7 7 7 mann-Pe7erxen. Danmar/7.
ÆogMnc?

kunne værdsætte kubisme og »fotomon-
tage« efter fortjeneste, og uden de fornød-
ne kundskaber til at kunne tolke titlerne
på de fremlagte værker, skal jeg imidlertid


ikke udtale mig om den moderne russiske
bogkunst. At dømme efter den for et al-
mindeligt menneske højst uvante måde,
hvorpå /eps/en til tider strøs ud over papi-
ret, synes dog sansen for den »dekorative«
side af bogkunsten at være større end re-
spekten for den litterære.
Der kunde være grund til at beskæftige
sig nærmere med adskillige andre landes
bogkunst, først og fremmest CzePos/ova-
P/e/s; men jeg må nøjes med at fremhæve,
hvor smuk en plads Danma/'/f indtager i
denne kosmopolitiske forsamling. — Utvivl-
somt står den svenske bogkunst i det store
og hele over vor. Det er kun uretfærdigt,


Ger/rad Rfc/!7e7-Vogf. 7ys/77an<7. RaandsPrT/7

på basis af de to Landes bidrag til Leip-
zigerudstillingen, at fremhæve Sverr/g på
Danmarks bekostning, således som det er
blevet gjort. Svenskerne har Vagve Rerg
og APPa Pand;'en, som er ypperlige. Men
tænk på /ods. Farsens illustrationer til
FræP/ag/ene og De danspes Øer, Axe/ /Vy-
gaards til Fredmaaas Fp/sRer, GrassPe
/dyder og F/ceder spader Fodr, Car/ /en-
sens til Fo/;; Pr;'s/ensens M/raP/er — tænk
på Va/d. Andersen og P/card Rd'cder, Pong-
s/ad og /V;'e/s P. Fdo/nsen. Vor bogkunst
er såvist i mange henseender alt andet end
ringe!
Til slut skal udstillingens to morsomste
og lærerigste afdelinger nævnes; de eneste,
man har v;'7*Pe/;'g/ udbytte af at stifte be-
kendtskab med! D,en første er en samling
børnebøger fra alle lande (hvor Va/d. An-
dersens Pod/nson Craso-udgave står som
en af de smukkeste). Den anden er dr.
Max P/n/fas' imponerende Gerdar/ F/aap/-
mann-sand/ng i førstetryk, originaludgaver,
samlede værker, luksusudgaver, korrektur-
eksemplarer, manuskripter og kladder, samt
alt, hvad der er skrevet om den store
digter. P. Cdr.

/5R