Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

dreng, der med sin Pisk i Haanden gaar med sine Faar
paa Marken og løfter Biikket mod den kvidrende Lærkes
Stigen oppe i Lutten. Ved et Tiifælde havde Xylograf
F. Hendriksen faaet det at se, medens det stod meiiem de
af Udstillingskomiteen kasserede Arbejder, men da han
senere tit Ring udtalte Ønsket om at erhverve det, var det
udslettet og Lærredet anvendt til et andet Maleri.
Det betydeligste af Rings Billeder fra 1883 er dog »Tig-
gerbørn udenfor en Bondegaard«. Paa en graa og trist
Vinterdag kommer
de derfra; en halv-
voksen Pige sender
et bebrejdende Blik
ti) en Dreng, som
slentrer midt langs
Vejkanten med
Hænderne i Lom-
men; han vil ikke
hjælpe hende med
at bære den Spaan-
kurv, hun har paa
Armen, for hun er
jo den største. Et
mærkeligt Billede,
der engang set van-
skeligt atter vil bli-
ve glemt. Mærkeligt
båade ved sit Ind-
hold og sin Form.
Alange fandt det
frastødende. Detvar
jo Figurer, der ikke
havde det glade
Søndagssmil som
hos Exners Ama-
gerpiger og ikke
bar saa renvaskede
Klæder som Ver-
mehrens Sæde-
mand. Det blev
paastaaet, at han
ubarmhjertigt hav-
de betonet fattige
Staklers Grimhed,
Elendighed og Smuds. Han havde kun kærligt forstaaende
bøjet sig mod Virkelighedens barske Aasyn og gengivet
det uden Sminke. Tiggerbørnene var fremstillede fuldkom-
ment karaktertro med deres menneskelige Væsen og bitre
Kaar veltalende udtrykt i deres Miner og Stillinger; Ring
vidste ogsaa, at fattige Klæder, ældede — og for et Maler-
øje ofte forskønnede — af Slid, Vejr og Vind kan have
adskilligt at fortælle. Men ogsaa ved rent formelle Egen-
skaber vakte Billedet megen Mishag. Var Vejen ikke noget
Klister, gik Pigen ikke daarligt paa sine spinkle Ben? Der
var nok nogle formelle Svagheder, men til Gengæld store
formelle Fortrin. Først og fremmest Sans for Helhedsvirk-
ningen, en udmærket Samklang mellem Figurerne og Land-
skabet, en ualmindelig Fylde og Finhed i de dæmpede
Farvetoner, hvor kun Pigens altfor kraftigt røde Muffedi-
ser var et lille Brud paa den udsøgte Harmoni. Behandlin-

gen var blottet for akademisk Dygtighed, men den havde
en Friskhed og en Kraft, som er ulige sjældnere og ulige
mere værd.
I disse sine første Billeder — og i et Utal af sine senere
— har Ring skildret dansk Almue anderledes og i visse
Maader bedre end nogen anden Mater før ham, uagtet
dansk Folkelivsmaleri allerede havde udført adskillige
glorværdige Bedrifter. Det var udviklet ved forrige Aar-
hundredes Midte af en Række dygtige Malere, der — fra-
set Vermehren —
ofte gav deres Bil-
leder et novellistisk
fortællende Indhold,
men som gode De-
mokrater saa delta-
gende paa Folkets
Glæder og Sorger.
Af disse Malere
satte Ring Dals-
gaard højest. Mel-
lem deres Arvtage-
re beundrede Ring
ofte Ancher, især
dog Hans Smidth.
Denne længe over-
sete Maler har givet
en lige saa træfsik-
ker Karakteristik af
den jydske Almue
som Ring af den
sjællandske. Hvor
højt han end elske-
de sine Jyder, har
han dog i Regelen
betragtet deres Væ-
sens Ejendomme-
ligheder med et lille
lunt Smit. Smilet er
sjældnere hos Ring.
LøjeriigeFremtonin-
ger har han gengi-
vet med en ved den
indtrængende Dyb-
de i Karakteristik-
ken næsten streng Alvor. Han kom ikke oppefra eller udefra
til Menneskene ude paa Landet. Saaledes som han frem-
stillede dem, kunde de kun opfattes og gengives, naar Ma-
leren var en af deres egne.
Billedet af Tiggerbørnene blev meget omstridt. 30 Aar
senere fortalte en gammel Herre, hvor forundret han var
blevet, da han hørte flere dengang unge Kunstnere udtale
sig anerkendende om det. Rings Fader, af hvem han sam-
me Aar havde malet et karakterfuldt Portræt, fik under
sin lange Sygdom den Glæde i Næstved Avis at læse en
lang Feuilleton om Billedet med Tiggerbørnene, uden at
dog Malerens Navn var nævnt. Sønnens Malerkunst var
altsaa andet end Legeværk. Da Faderen næste Aar gik i
sin Grav, havde han faaet Haab om en betrygget Fremtid
for sin Søn. Sørgeligt længe varede det, før dette Haab
blev opfyldt.